EL: Ansvarlig genåbning kræver test, værnemidler og eftertanke

KRONIK: Vi skal være langt bedre forberedt på den næste pandemi. Forsyningssikkerhed af værnemidler og medicin og en styrkelse af velfærdssamfundet vil ruste os, skriver EL-ordførere. 

Af Peder Hvelplund (EL) og Eva Flyvholm (EL)
Sundhedsordfører og beredskabsordfører

Vi har i Danmark gjort meget for at bekæmpe Coronavirussen. Samfundet har været lukket ned, folk står sammen ved at holde afstand, og vores sundhedspersonale har gjort en uvurderlig indsats.

Men der har også været alvorlige huller i beskyttelsen af vores sundhedspersonale og de mest udsatte i samfundet. Vi har manglet værnemidler, og patienter med covid-19 er blevet udskrevet direkte til plejehjem. Nu er der endelig udsigt til flere tests, men strategien skal være krystalklar, før vi åbner landet mere.

Nu er vi så småt begyndt på genåbningen. Frisører, forretninger og børnefamilier har glæde af dette, og det er positivt både for dem og resten af samfundet.

Vi ønsker alle at vende tilbage til det Danmark, som vi holder af, men det er samtidig vigtigt, at vi går forsigtigt frem og har smitten under kontrol.

Behov for en klar teststrategi
Tests er helt afgørende for, at vi kan åbne landet forsvarligt op. Der kan nemlig gå op til en måned, før den første åbning i de liberale erhverv slår igennem i smittetallene.

Men testkapaciteten har fra begyndelsen af krisen været alt for lav. Det har været dybt problematisk, at ikke engang ansatte på hospitaler og plejehjem kunne blive testet i den første lange periode. Og der var alt for meget flaskehals omkring levering af testudstyret.

Det skal der rettes op på, og vi har løbende bedt om, at testmetoderne blev bredt ud, og flere aktører blev involveret. Nu er vi nået et stykke videre, og i Enhedslisten er vi glade for, at vi endelig har sikret, at et bredt udsnit af befolkningen nu skal testes.

Før vi fortsætter genåbningen af landet, er det afgørende, at vi også har en klar teststrategi, så vi kan følge smitten tæt.

Alt har ikke været perfekt
Vi må ikke risikere, at sygdommen kommer ud af kontrol. Vi må ikke risikere, at det, som vi allerede har gjort for at begrænse smitten, har været forgæves. Vi må ikke risikere, at sygehusene pludselig ikke kan følge med.

Kronikeres, ældres og andre sårbares liv er stadig på spil, og der er samtidig et stort menneskeligt behov for at få mere kontakt med familie og pårørende.

Test for både covid og immunitet er en vigtig brik i at kunne beskytte ansatte og borgere i ældrepleje og sundhedssektoren.

I den nuværende situation er vi også nødt til på kritisk vis at kigge indad. For ikke alt har været perfekt i vores tackling af coronakrisen.

Lad os se tilbage på, hvad vi har lært af seneste to måneder og derpå forsøge at se fremad mod fremtidens velfærdssamfund.

Katastrofal mangel på værnemidler
Et af de største problemer er, at vi ikke har haft værnemidler nok til at beskytte de ansatte og de mest udsatte borgere ordentligt. Og der mangler stadig i mange kommuner.

Nogle plejehjem har været så desperate, at de har opfordret pårørende til at sy mundbind af lagenstof. Hospitaler har indsamlet dykkerbriller fra lokale svømmeklubber. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.

Vi må aldrig igen udsætte hverken sundhedspersonalet eller borgerne for at skulle spare på de værnemidler, der er grundlæggende for at kunne håndtere smitten.

Kort sagt: Vi har været alt for dårligt forberedt i forhold til værnemidler. Vi har været for afhængige af, at verdensmarkedet kunne levere.

Vi er nødt til at have større lagre og sikre en offentlig og hjemlig produktion af værnemidler. Det må være målet at få den danske produktion derop, hvor vi kan dække os selv helt ind og samtidig begynde eksport og hjælp til andre. Mange udviklingslande vil snart mangle rigtig meget udstyr.

Fatale udskrivninger til plejehjem
Vi har set, hvordan covid-19 på den mest frygtelige måde har raseret plejehjem i Spanien og Italien.

Nu spreder smitten sig også på danske plejehjem, og vi er stadig nødt til at spørge os selv, om der bliver gjort nok for at beskytte plejehjem, bosteder og herberg.

Der har været eksempler på, at borgere med covid-19 er blevet sendt direkte hjem på plejehjem blandt andet i Gilleleje, hvor en 95-årig mand med covid-19 blev udskrevet og senere døde af komplikationer.

Det skriger til himlen, at man udskriver smittede mennesker til et plejehjem med andre skrøbelige borgere. Så længe der er kapacitet på hospitalerne, bør man forsøge at holde i hvert fald de borgere, der kommer ud til for eksempel plejehjem og bosteder, på hospitalet, til de ikke smitter mere.

Hvis det ikke er muligt, skal der sikres vejledning og hjælpemidler til personalet, der skal håndtere opgaven med isolation.

Regeringen skal have en klar strategi
Regeringen må sammen med kommuner og regioner have en klar strategi for, hvordan situationen skal håndteres, så der ikke presses unødvendig smitte ind i udsatte miljøer.

Det er ekstra vigtigt, nu hvor Danmark genåbner. Sundhedspersonale, der har sygdom i hjemmet, eller mennesker der bor med for eksempel en kronisk syg ægtefælle, skal tilbydes alternativ indkvartering et sted, hvor man kan undgå at sprede smitte.

Det skal ikke være sådan, at den velbjærgede middelklasse søger tilflugt i sommerhuset, mens de fattige og mest udsatte risikerer at bringe smitten videre til familiemedlemmer eller naboer, der ikke kan tåle det.

Det lange perspektiv
Vi skal være langt bedre forberedt næste gang, hvor vi rammes af en pandemi.

For lad os være realistiske: Der kommer en næste gang. Det er åbenlyst, at det akutte beredskab skal op i et helt andet gear. Især kapaciteten på værnemidler og test skal forbedres.

Vi skal have en langt større offentlig produktion af værnemidler og medicin, men også i forhold til vacciner, og vi skal være langt hurtigere i stand til at producere og behandle nok tests. Det kan vi ikke overlade til markedskræfterne.

Og så bør vi hjemtage Statens Serum Institut. Dumheden i at sælge en så samfundsvigtig institution til en saudisk prins er vist åbenlys for alle nu.

Velfærdsgaranti til kommuner og regioner
Coronakrisen har i det hele taget vist værdien af, at vi har et offentligt finansieret sundhedsvæsen med lige adgang for alle.

Den erkendelse synes endda at have bredt sig langt ind i selv neoliberale kredse. Det er også blevet tydeligt for enhver, at det dygtige sundhedspersonale, der knokler for at håndtere krisen, fortjener vores dybeste anerkendelse.

Men udmarvningen af sundhedsvæsnet og plejesektor viser sig også for alvor her i krisen. Den almindelige hverdag var allerede skrabet på plejehjem og bosteder, og når man til daglig kører på reserverne, så rammer man naturligvis bunden, når krisen indtræffer. Det koster både sundhed og liv.

Enhedslisten har derfor foreslået en velfærdsgaranti, der skal sikre, at kommuner og regioner ikke skal dække den ekstra regning for coronakrisen.

Velfærdens helte fortjener bedre arbejdsforhold
Vi er også nødt til at få hævet bemandingen og forbedret arbejdsforholdene i vores sundheds- og omsorgssektor.

Det er afgørende, at vi sikrer velfærdens helte de arbejdsforhold, som de fortjener: Højere løn, flere kollegaer og mere tid til kontakt med de mennesker, det hele drejer sig om.

Lige her og nu skal der være maksimal opmærksomhed på at beskytte de svageste borgere og sundhedspersonalet mod smitte i genåbningen. Og på længere sigt skal vi sørge for, at vi i fremtiden både er godt rustet til hverdagen og til de nye kriser, der vil komme.

Det gør vi gennem forsyningssikkerhed af værnemidler og medicin og ved generelt at styrke sundhedsvæsenet og vores velfærdssamfund. Coronakrisen har vist os, at fællesskab og solidaritet er det eneste, der virker.

Forrige artikel FSD: Krisen kaster kommunerne ud i nye arbejdsgange FSD: Krisen kaster kommunerne ud i nye arbejdsgange Næste artikel PFA: Bliv bedre til at skræddersy den enkeltes senkarriere PFA: Bliv bedre til at skræddersy den enkeltes senkarriere
Nyt ældretopmøde i 2021

Nyt ældretopmøde i 2021

TOPMØDE: Sundheds-og Ældreministeriet bekræfter, at efterårets ældretopmøde skal følges op af nyt topmøde. Nye initiativer skal i første omgang rulles ud i de tre kommuner, som regeringen lægger op til at give fuld frihed på ældreområdet.