FSD: For sene retningslinjer kan få konsekvenser for smittetrykket

Af Helle Linnet
Landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), og direktør, Vordingborg Kommune

Vi står med et dilemma: Balancegangen mellem at agere sundhedsfagligt korrekt i forhold til smittespredning på den ene side. Og på den anden side, at et ældre menneske med måske kun kort levetid tilbage ikke kan være omgivet af sine allernærmeste. 

I kommunerne har vi taget opgaven med at forhindre smittespredning til vores allermest sundhedssvage og udsatte borgere meget alvorligt.

Daglig, massiv rengøring, skærpede hygiejne krav, værnemidler og opdeling af borgere og personale i mindre grupper er nogle af de tiltag, som vi har taget i brug.

Vi vil ikke bringes i en situation, hvor en mangel på helt specifik, sundhedsvidenskabelig ekspertviden betyder, at vi medvirker til at øge smittetrykket.

Helle Linnet
Landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), og direktør, Vordingborg Kommune

Ligesom vi har søgt at beskytte plejepersonalet, der ved smittespredning kommer i en meget udsat position. 

Konkret har alle de hygiejniske tiltag betydet, at der har været relativt få smittede på plejecentrene, og at der generelt har været færre infektioner hos både beboere og medarbejdere, end vi plejer at have på dette tidspunkt af året. 

Det er afgørende, at vi har faste og fagligt kompetente medarbejdere. Det har været yderst vanskeligt at sikre på de institutioner, hvor både borgere og medarbejdere har været smittet, så den daglige drift har været afhængig af vikarer i denne helt særlige situation. 

Personalet har været en social ressource
Den enkelte medarbejder er også under normale forhold en vigtig social ressource person for beboerne. De har haft en helt særlig opgave i denne periode som den eneste kontakt.

Ud over den skærpede opmærksomhed på hygiejne har der også været et helt særligt fokus på den sociale kontakt og adspredelse for plejehjemsbeboerne. Vi har heldigvis set mange gode eksempler på, at medarbejderne har brugt al deres fantasi til at skabe afveksling og glæde i hverdagen.

For ligesom i mange andre af livets forhold er der store forskelle på de relationer, som den enkelte beboer har til deres pårørende – også når der ikke raser en coronapandemi.

For nogle ældre har medarbejderne været de tætteste, mens for andre og heldigvis for de fleste fylder de pårørende meget. Nogle beboere får dagligt besøg af familie og pårørende, når der ikke er en epidemi, for andre er besøgene mere sporadiske.

For dem med meget tætte familiære relationer er det naturligvis et stort afsavn ikke at kunne mødes fysisk, men kun have telefonisk eller virtuel kontakt. En virtuel kontakt, som for øvrigt har været meget succesfuld, og som vi vil kunne bruge langt mere fremadrettet. 

Vi har under hele coronakrisen haft et ansvar for at tilgodese de konkrete, individuelle behov hos borgere, der får reaktioner i en grad, så det er kritisk for deres tilstand, ligesom vi har tilladt besøg af familien ved meget alvorlig sygdom.