Kommunedirektør: Medarbejdere og ledere skal lytte mere til hinanden, hvis fuldtid skal blive normalen

Af Mette Vaaben Mortensen
Direktør i Ballerup Kommune

Ifølge en undersøgelse fra Social- og Indenrigsministeriets benchmarkingenhed er op mod 72 procent af medarbejderne i den kommunale hjemmepleje og på landets plejecentre deltidsansatte.

I mine øjne antyder tallet, at der er et uudnyttet potentiale i at få flere til at vælge fuldtid.

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvordan vi sammen kan lykkes med det?

Ofte hører vi, at deltid er medarbejdernes eget ønske. Jeg har for eksempel hørt sætningen ”… det har man altid gjort, og det er man glad for” flere gange. 

Vi hører dog ikke meget om, at op mod 34 procent af deltidsmedarbejderne ifølge samme undersøgelse faktisk har en opfattelse af, at det ikke er deres eget valg at arbejde deltid.

Når præferencen for at beskytte sig selv mod arbejdsbelastning, helbred og manglende overskud fylder meget på medarbejdersiden, er der rigtig god grund til, at vi får en dialog om, hvad der skal forandres

Mette Vaaben Mortensen
Direktør i Ballerup Kommune

Måske skulle vi begynde vores fælles samtale dér?

Spørger man medarbejderne, fortæller de nemlig, at de har en opfattelse af, at det ikke er muligt at få flere timer eller fuldtidsansættelse. Ledernes udsagn er derimod, at de faktisk spørger medarbejderne, om de ønsker flere timer.

Hvordan bliver fuldtid ”det nye normale”?
Jeg tror, at traditionen for deltid handler om, at en stor del af både ledere og medarbejdere faktisk foretrækker deltid frem for fuldtid – et ønske som dog udspringer af vidt forskellige årsager.

På ledelsessiden handler det om arbejdstilrettelæggelse, vagtplaner og vikardækning. Deltidsansættelser passer godt, rummer den nødvendige arbejdstid og giver adgang til intern dækning ved ferie og fravær.

Ligesom tilgangen til god service – for eksempel borgernes ønske om hjælp til tidlig morgenpleje - også har været et argument for, at mange skulle være på deltid. Det giver nemlig fleksibilitet i planlægningen.

På medarbejdersiden udspringer ønsket om deltid - ud over hensynet til familielivet - fra bekymring for arbejdsbelastning og helbredet til ønsket om at have et vist overskud i løbet af arbejdsdagen.

Ligeledes har oplevelsen af, at det ikke er attraktivt at arbejde i weekender og på helligdage, været en vigtig vægtning i forhold til en ansættelsesnorm. I en fuldtidsansættelse vil det være almindeligt, at man skal arbejde hver anden weekend.

Så når vi skal arbejde for at få realiseret potentialerne i at få flere social- og sundhedspersonaler i fuldtidsstillinger, tror jeg, at vi må starte med at finde ud af, hvordan vi kan forandre de daglige vilkår og rammer, som fastholder mange medarbejderes og lederes præferencer for deltid.

Kalder på mere dialog
Hvis vi ser rundt i det kommunale landskab, er det først inden for de seneste år, at der er begyndt at være en mere strategisk og systematisk drøftelse på leder-, chef- og direktionsniveau af, hvordan fuldtidsansættelser kan blive ”det nye normal” - også for social- og sundhedsmedarbejderne.

Jeg mener, at der er potentiale i at tage dialogen med faggrupperne om, hvordan fremtidens opgaver og vagtplanlægning skal udvikles, så fuldtidsansættelser kan give værdi både for borgere og medarbejdere.

De forskellige forståelser og tolkninger af muligheden for flere timer eller fuldtid mellem ledere og medarbejdere kalder i mine øjne også på en mere systematisk dialog.

Når præferencen for at beskytte sig selv mod arbejdsbelastning, helbred og manglende overskud fylder meget på medarbejdersiden, er der rigtig god grund til, at vi får en dialog om, hvad der skal forandres.

Vi skal være nysgerrige på, hvordan barriererne kan mindskes, og hvordan nye måder at tilrettelægge og organisere opgaveløsningen og arbejdet på kan medvirke til, at også medarbejderne kan bakke op om  fuldtidsansættelse som ”det nye normal”.

Potentialerne skal og kan forløses, så ældreområdet også om fem og ti år er et godt sted at være som borger – men også som social- og sundhedsmedarbejder.