Efter halvandet års forhandlinger: De praktiserende læger får ny overenskomst

PLO og Danske Regioner er blevet enige om en ny overenskomst for de praktiserende læger efter halvandet års forhandlinger. En vedligeholdelsesoverenskomst, vurderer Altingets sundhedspolitiske analytiker.

Jørgen Skadborg trådte til som formand for PLO under de nuværende, langstrakte forhandlinger om en ny overenskomst.
Jørgen Skadborg trådte til som formand for PLO under de nuværende, langstrakte forhandlinger om en ny overenskomst.
Signe Løntoft

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er blevet enige om en ny overenskomst for almen praksis.

Med den nye overenskomst afsættes 349 millioner kroner til nye indsatser.

Altingets sundhedspolitiske analytiker Ole Toft betegner det som en "vedligeholdelsesoverenskomst" og sammenligner med den nuværende aftale fra 2018, der gav lægerne 660 millioner kroner ekstra:

"Aftalen er økonomisk set markant mindre end den nuværende aftale, så lægerne får ikke mange flere opgaver med den nye overenskomst," siger Ole Toft.

Fakta

Her er hovedelementerne i overenskomstaftalen
PLO og Danske Regioner har indgået en aftale om en ny overenskomst. Aftalen er indgået med forbehold for godkendelse hos begge parter. De nye tiltag er blandt andet:

  • De praktiserende læger skal i højere grad opsøge mennesker med psykisk sygdom og børn og forældre i udsatte familier samt tilbyde sundhedstjek for sårbare beboere på botilbud.
  • De kommunale akutfunktioner får bedre mulighed for at indhente en hurtig lægefaglig vurdering fra borgerens egen læge.
  • Ordningen med fast læge på plejehjem gøres permanent, og PLO skal hjælpe med at rekruttere plejehjemslæger.
  • En generel adgang til videokonsultationer med egen læge og mulighed for aftalt telefonkonsultation for borgere, som ikke kan bruge video.
  • Honorarstrukturen i lægevagten ændres, så den visiterende læge får samme ydelse, uanset om patienter afsluttes i telefonen eller henvises til yderligere undersøgelser. 
  • En regional modernisering af lægevagten.
  • Ældre praktiserende læger i områder med risiko for lægemangel får bedre muligved for at ansætte vikar og få delepraksistilladelse, og ældre læger får generelt ret til at etablere generationsskifteaftaler og arbejde sammen med en kompagnon på ét ydernummer indtil pensionering.
  • Parterne har i aftalen præciseret, at det ikke er muligt at eje et ydernummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik/egne klinikker.

Forhandlingerne har stået på i godt halvandet år og været sat på pause i månedsvis, og undervejs har PLO skiftet formand.

Årsagerne til, at aftalen ikke medfører større ændringer, kan ligge flere steder, vurderer Ole Toft:

"Det kan skyldes, at regeringen ikke har ønsket at give regionerne flere penge til aftalen, eller at PLO ikke har ønsket at påtage sig nye opgaver ud fra de betingelser, der var," siger han.

Han peger på, at PLO’s medlemmer har meget forskellige ønsker, og at det derfor kan være vanskeligt at finde det rette kompromis, som lægerne vil bakke op om:

"En del af de praktiserende læger nærmer sig pensionsalderen og ønsker ikke forandringer. Andre vil meget gerne løse flere og mere komplekse opgaver - og så er der en tredje gruppe, der ønsker sig flere kolleger, før de siger ja til flere opgaver,” siger han.

Flere plejehjemslæger og adgang til videokonsultation
Aftalens nye elementer dækker blandt andet over tiltag, der skal sikre flere plejehjemslæger. I aftalen står der, at alle plejehjem så vidt muligt skal have en fast læge tilknyttet, og at PLO er forpligtet til at arbejde for rekruttering af plejehjemslæger.

Det er også aftalt, at kommunale akutsygeplejersker fremover skal have bedre mulighed for at indhente en hurtig lægefaglig vurdering fra borgerens egen læge. Lægerne forpligtes desuden til at være opsøgende i forhold til sårbare grupper og på de psykiatriske bosteder

Med aftalen indføres desuden en generel adgang til videokonsultationer med egen læge og mulighed for aftalt telefonkonsultation. Det har været en mulighed under corona-epidemien, men i maj opsagde regionerne aftalen om videokonsultationer, hvilket blandt andet fik tidligere PLO-formand Christian Freitag til i et debatindlæg i Altinget at lufte sin frustration over, at innovation i almen praksis blev lukket ned "til fordel for smålige kalkuler fra forhandlingsrummet".

Modernisering af lægevagten skubbet ud i regionerne
PLO-formand Jørgen Skadborg har tidligere udtalt, at en modernisering af lægevagtsordningerne var et krav i overenskomstforhandlingerne.

Problematikken omkring lægevagten har været aktualiseret af, at PLO-Sjælland i februar valgte at opsige kontrakten om at drive lægevagt i Region Sjælland. Den hårdknude er også løsnet i denne uge, hvor parterne mandag kunne meddele, at regionen overtager ordningen på samme måde, som det er sket i Region Hovedstaden. 

I den nye overenskomstaftale står, at parterne har aftalt, at moderniseringen af lægevagten skal foregå ude i de enkelte regioner. Samtidig ændres honorarstrukturen, så den visiterende læge i lægevagten får samme ydelse, uanset om patienter afsluttes i telefonen eller henvises til yderligere undersøgelser. 

"Det interessante spørgsmål bliver nu i de kommende år, hvad der skal ske med lægevagtsordningerne i de tre jysk-fynske regioner," siger Ole Toft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Skadborg

Formand, PLO - Praktiserende Lægers Organisation
cand.med. (Aarhus Uni. 1995)

Bo Libergren

Fungerende regionsrådsformand i Region Sydddanmark, Regionsrådsmedlem (V), Region Syddanmark, økonomichef L-Brand & Teknik
BA i historie og samfundsfag (Syddansk Uni.)

0:000:00