Tidligere PLO-formand: Innovative løsninger fordufter til fordel for smålige kalkuler fra forhandlingsrummet

Tiden er marts 2020: på grund af covid-epidemien er tilgængeligheden til almen praksis alvorligt udfordret. Patienter bliver væk og mange klinikker er oprigtig bekymret for at virke som ”smittebobler.”

Lynhurtigt aftaler PLO og Regionerne at indføre både videokonsultationer og ”aftalte telefonkonsultationer” – for dermed at reducere smitterisikoen i vores klinikker.

Tiltagene bliver en kæmpe succes. Videokonsultationer indføres via app’en ”Min Læge” på rekordtid, og de aftalte telefonkonsultationer bliver meget efterspurgte af både borgerne og lægerne. Udover at nedsætte smitterisikoen, sparer de borgerne for en masse besvær, transport og ventetid i venteværelset. Konsultationerne bliver tilmed lettere at planlægge for begge parter.

Vi læger bliver udfordret af den nye konsultationsform, men vi lærer også̊ hurtigt, at nogle af de patienter, som vi tidligere ”trak” ned i klinikken – dem kan vi faktisk godt hjælpe, uden hver gang at møde dem fysisk.

”Det må ha’ været dyrt - som det meste andet i disse corona-tider?” vil de fleste måske tænke. Svaret er nej.

Udover nogle millioner til udvikling af VideoApp’en og stor hjælp fra Sundhedsministeriet og Sundhedsdatastyrelsen – så har driftsudgifterne faktisk kunne holde sig indenfor det budget, der er aftalt for driften af almen praksis. Der er altså ikke tilført ekstra økonomi på grund af pandemien. Et nærmest utroligt eksempel på, hvordan en krise kan frembringe reel innovation og nærmest gennemtvinge nye gode arbejdsformer, til gavn for både borgerne og økonomien.

Hvorfor opsige en velfungerende løsning?
Den 12. maj bliver vi så̊ ramt af virkeligheden. Her modtager PLO en opsigelse af aftalen om "aftalt telefonkonsultation."

Begrundelsen er: "... at åbningsforholdene i samfundet generelt gradvist normaliseres, og at personalet i almen praksis på nuværende tidspunkt er vaccineret." Til gengæld fastholder man videomuligheden, og opfordrer endda til at flytte de aftalte telefonkonsultationer over på video.

Det helt grundlæggende spørgsmål står fortsat ubesvaret: Hvorfor skal borgerne nu flyttes fra telefonen over i video eller fremmøde?  

Christian Freitag
Tidligere formand, PLO, speciallæge

Logikken er altså̊, at de populære ”aftalte telefonkonsultationer” bliver opsagt, fordi smittetrykket nu er faldet. Mens de noget mindre brugte videokonsultationer kan forblive. Forklaringen er vel næppe at videoteknologien er mindre afhængig af smittetrykket end telefonteknologien?

Når der ikke er logik i argumentationen, så er det ofte klogt at lede efter andre årsager:

• Er det et generelt (banalt) forhandlingstræk, fordi myndighederne ønsker at presse PLO til at underskrive den ”overenskomst”, der skal gælde for almen praksis, når den aktuelle skal afløses?
• Er det et forsøg på at presse prisen på disse ”aftalte telefonkonsultationer”, som i dag udgør 146,26 kroner?
• Er det fordi de aftalte telefonkonsultationer aktuelt er mere populære end videoen – og myndighederne ønsker mere video – alene fordi det er mere ”moderne”?
• Er det fordi klinikkerne, på linje med borgerne, kan spare tid ved at bruge telefonløsningen, og den ”gevinst” ønsker myndighederne at høste til sig selv?

Eller?

Opsigelsens konsekvenser
Uanset motiverne bliver der to helt forudsigelige konsekvenser af den opsigelse:

1. Lægerne kan nu i stedet vælge at tage det honorar, der var muligt før denne aftale. Det udgør 28,74 kroner per telefonkonsultation. Det er der, naturligvis ingen læger, der kommer til at gennemføre for disse ofte komplekse problemstillinger. I stedet vil lægerne nu bede tusindevis af borgere om at møde op i klinikken, eller ”gå på video”. Uanset at de er dårligt gående, let forvirret, ikke kan finde ud af ”det med app’s”, at de ikke bryder sig om video- mediet, eller at det ”ødelægger” deres arbejdsdag eller privatliv i øvrigt.
2. Den opsagte mulighed for borgerne, vil ramme meget præcist – socialt skævt. Der er stadig stor forskel for mange borgere på en videoApp og en telefonsamtale. Hvis ikke man kan indse det, så trænger man til en tur ud i borgernes dagligdag, lige fra socialklasse 1 til 5.

Med en enkelt underskrift forsvinder altså̊ nu fortidens ulidelige forsikringer om: ”Patienten i centrum”, ”Lighed i sundhed”, ”Nye løsninger på velkendte problemer” og ”Læring af Covid- krisen”. Som dug for solen er de afløst af, ja, undskyld: Smålige kalkuler i et forhandlingsrum.

I min tid som formand for PLO (indtil oktober 2020), har jeg flere gange advaret mod at putte al udvikling og innovation i almen praksis ind i dette snævre forhandlingslokale. Begge parter i lokalet er opdraget til ikke at give noget, uden at få noget til gengæld.

Det kan være godt til nogle formål, men det er ikke godt, hvis man oprigtigt ønsker, at almen praksis skal fylde noget mere og kunne tilbyde borgerne noget mere – i løsningen af de enorme udfordringer, vi står overfor i sundhedsvæsnet.

Denne opsigelse af borgernes og lægernes mulighed for at løse mange, også̊ komplekse, problemer per telefon i en moderne tid, er et nærmest tragisk eksempel på dette.

Det helt grundlæggende spørgsmål står fortsat ubesvaret: Hvorfor skal borgerne nu flyttes fra telefonen over i video eller fremmøde?

Kan man bede politikerne om at revurdere den beslutning?