Debat

Professor: Tænk nyt i det utopiske opgør mod dokumentation i ældreplejen

KRONIK: Dokumentation i ældreplejen forsvinder ikke. Men fremfor et indspil til systemet skal det være et indspil til, at ansatte udvikler fælles faglighed og forståelse, skriver professor Tine Rostgaard.

En kulegravning under VLAK-regeringen fandt, at det var svært at pege på tiltag, som kunne reducere tiden brugt på dokumentation i ældreplejen, skriver professor Tine Rostgaard.
En kulegravning under VLAK-regeringen fandt, at det var svært at pege på tiltag, som kunne reducere tiden brugt på dokumentation i ældreplejen, skriver professor Tine Rostgaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tine Rostgaard
Professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive

Regeringen har bebudet en ny nærhedsreform, der skal sikre mindre detailstyring og ikke mindst gøre op med den megen kontrol, der er i det offentlige.

Ét af de områder, hvor der ofte fremhæves at være meget kontrol, er på ældreområdet. Men hvor kommer al den kontrol fra?

Meget af det stammer fra de new public mangement-reformer, der blev indført i 00'erne. I forskerkredse hedder det sig faktisk, at Danmark er nordisk mester i new public management inden for ældreplejen.

Men kan vi reducere dokumentationen og den tid, der bliver brugt på at dokumentere?

Tine Rostgaard
Professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive

Vi har siden Anders Fogh Rasmussen-regeringen i 2001 nøje fulgt new public management-opskriften på større effektivitet og produktivitet ved blandt andet at indføre øget konkurrence, brugerorientering og kontraktliggørelse.

Reformer fik følgevirkning
I hjemmeplejen er det sket ved introduktionen af det frie valg, således at en ud af tre borgere i dag benytter en privat, markedsbaseret leverandør.

Det skete også gennem forskellige former for kontraktliggørelse, som gjorde klart, hvad borgeren kunne forvente af kommunen.

I dag ses det især i de kommunale kvalitetsstandarder, der detaljeret beskriver for eksempel, hvor ofte man kan forvente, at hjemmehjælpen kommer, eller hvor mange værelser hun gør rent i.

En følgevirkning af new public management-reformerne var, at der blev indført øget kontrol og dokumentation med den leverede indsats.

Det skete, så man fra kommunens side kunne følge med i, om de private og kommunale leverandører leverede varen, og også så man mere detaljeret kunne følge med i, om den enkelte medarbejder leverede det, som borgeren var stillet i udsigt.

Øget kontrol skaber mistillid
Ikke overraskende er omfanget af denne kontrol og dokumentation blevet kritiseret. Både det konkrete tidsforbrug, der går hertil, men også de underliggende budskaber.

For øget kontrol og dokumentation kan også opfattes som et udtryk for en mistillid til, at medarbejderen gør det, som hun skal.

Kritikere af new public management vil hævde, at det ikke understøtter den indre motivation til at gøre sit arbejde ordentligt.

Skævvridende tælleregimer motiverer kun til at overholde kvoter og regelsæt, men ikke til at anvende sin faglighed.

Man mister som medarbejder sin loss of agency. At medarbejderne skal bruge mere tid på dokumentation, kan også opleves som tid, der går fra deres kerneopgave med at yde omsorg og pleje til borgeren.

Læs også

Flere varme hænder sidder med administration
Vi har på Vive fulgt ældreplejens medarbejdere siden 2005 i forbindelse med det nordiske forskningsprojekt Nordcare.

Vi kan på baggrund af vores spørgeskemaundersøgelser se, at der over tid er flere medarbejdere med de varme hænder, der bruger tid på administrative opgaver i stedet for pleje og omsorg.

Helt konkret var det i hjemmeplejen 53 procent, der i 2005 angav, at de varetog denne opgave én eller flere gange på månedsbasis. I 2015 var det næsten alle – 95,9 procent.

Tilsvarende er der flere medarbejdere i plejeboligsektoren, som nu dokumenterer – fra 65,9 procent i 2005 til 97,2 procent i 2015.

Hyppigheden af at udføre dokumentation er også steget. Hvor 10 procent af medarbejderne i hjemmeplejen i 2005 ofte arbejdede med for eksempel dokumentation, er det i dag 44 procent.

Tilsvarende er andelen af medarbejdere i plejeboligen, der ofte udfører denne opgave, steget fra 14 procent til 55 procent.

Dokumentation er således blevet en af kerneopgaverne. Og ser vi på tværs af de nordiske lande, er det i Danmark, at flest plejemedarbejdere dokumenterer. Samlet set er det 96,7 procent, mens det i for eksempel Norge er 85 procent af alle plejemedarbejdere.

Krydspres mellem personalemangel og tid på dokumentation
Vi har også spurgt medarbejderne, om de oplever at bruge for meget tid på dokumentation.

Her angiver en stigende andel, at de er helt eller delvist enige i dette synspunkt. I dag er det 58 procent af medarbejderne i hjemmeplejen mod 30 procent i 2005 og 75 procent af medarbejderne i plejebolig mod 30 procent i 2005.

Det er typisk de medarbejdere, som er bekymrede over, at bemandingen er for lav, der giver udtryk for at bruge for meget tid på dokumentation.

Der er således et krydspres mellem mangel på medarbejdere og at skulle bruge for meget tid på dokumentation. Og det i en sektor, som i stigende grad er udfordret af, at mange seriøst overvejer at sige op – fra 39 procent i 2005 til 43 procent i 2015.

Resultater fra politiske løsninger lader vente på sig
Men kan vi reducere dokumentationen og den tid, der bliver brugt på at dokumentere? Det var allerede et emne under den tidligere regering.

En større kulegravning af området under innovationsminister Sophie Løhde (V) førte til en redegørelse. Den fandt, at kun halvdelen af plejemedarbejdernes arbejdstid gik med såkaldt ansigt-til-ansigt tid – det vil sige tid til at hjælpe og støtte de ældre.

Man mente, at det var muligt at frigøre mellem 1.700 og 2.650 årsværk i ældreplejen. Men det var svært at pege på egentlige tiltag, som kunne reducere tiden brugt på dokumentation.

Det eneste konkrete forslag i udspillet var, at man ikke så ofte skulle dokumentere utilsigtede hændelser. I stedet pegede man på effektiviseringer af arbejdsgange, velfærdsteknologi og reduktion af sygefravær, der alle var løsninger, som man har forsøgt sig med i adskillige år, og hvor resultaterne lader vente på sig.

Dokumentation er andet end papirskubberi
Det, som var værd at bide mærke i, var, at man i redegørelsen faktisk fandt, at kravene til dokumentation overordnet set er meningsfulde og understøttende for udførelsen af arbejdet i ældreplejen.

Dokumentation handler nemlig ikke kun om papirskubberi og stregkoder til at registrere, hvornår man kommer og går i borgerens hjem.

Det handler også om den nødvendige kommunikation med andre faggrupper, tilbagemelding til praktiserende læge, registrering af ændringer i borgerens behov og orientering til den næste medarbejder, der møder ind.

Vi har i dag en ældrepleje, hvor man på bedste vis forsøger at arbejde tværfagligt og integreret på tværs af forskellige systemer, og hvor man derfor skal bruge tid på at informere og dokumentere.

Vend formålet med dokumentation rundt
Derfor er det utopisk at tro, at vi slipper af med dokumentationen. Dokumentation er lig kommunikation, som ikke kan undværes, og som gerne skulle resultere i en bedre ældrepleje.

Men vi kan – som også Sophie Løhde pointerede – gøre dokumentationsarbejdet mere smidigt. For eksempel skal de forskellige systemer tale sammen, og det skal være let for medarbejderen at dokumentere for eksempel ved at bruge håndholdte og brugervenlige devices.

Det store seje træk ligger dog i at vende formålet med dokumentation rundt. Hidtil har det især været et indspil til "systemet".

Vi skal vende det, så det bliver et indspil til, at medarbejderne kan udvikle fælles faglighed og forståelse. Og til, at det også bliver et indspil til borgeren og dennes pårørende, som i dag helt er afkoblet denne kommunikation.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skaber vi mere velfærd og mindre bureaukrati i ældreplejen?

Regeringen vil reducere dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen for at frigøre kræfter til kerneopgaven med pleje og omsorg for de ældre.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give deres svar på, hvordan de vil mindske bureaukratiet.

Her er aktørerne:
  • Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Jane Heitmann (V), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Jette Skive (DF), formand, KL's sundheds- og ældreudvalg, og rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
  • Karina Adsbøl (DF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Katrine Lester, direktør, Danske Seniorer
  • Klaus Mygind (SF), stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune 
  • Mogens Rasmussen, formand, Danske Ældreråd
  • Peder Hvelplund (EL), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Pernille Beckmann (V), borgmester, Greve Kommune
  • Tine Rostgaard, professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive
  • Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tine Rostgaard

Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet
Ph.d i komparativ socialpolitik

0:000:00