Debat

S: Borgerliges retorik om omsorgsforsikringer er tragisk

Borgerlige debattører vælger at italesætte private velfærdsforsikringer som en mulighed for dem, der ikke vil ”nøjes” med det kommunale niveau. Den retorik puster til den negative fortælling om, at den fælles offentlige velfærd ikke er tilstrækkelig eller god nok, skriver ældreordfører Birgitte Vind. 

I Socialdemokratiet vil vi selvfølgelig følge udviklingen med udbud og efterspørgsel af private velfærdsforsikringer tæt, skriver ældreordfører Birgitte Vind.<br>
I Socialdemokratiet vil vi selvfølgelig følge udviklingen med udbud og efterspørgsel af private velfærdsforsikringer tæt, skriver ældreordfører Birgitte Vind.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Birgitte Vind
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har en af de bedste samfundsmodeller, som verden har set. Fri og lige adgang til blandt andet uddannelse og sundhed betalt af os alle sammen sikrer sammenhold og forståelse for, at vi er der for hinanden.

Temadebat

Kræver fremtidens ældrevelfærd private forsikringer?

Flere forsikrings- og pensionsselskaber flirter med tanken om at udbyde omsorgsforskninger, som blandt andet dækker hjemmepleje og rengøringshjælp til ældre.

Altinget Ældre giver i en ny temadebat ordet til politikere, eksperter og velfærdsaktører, som vil diskutere, om de nye omsorgsforsikringer underminerer den universelle velfærdsstat, eller om de er et fornuftigt supplement eller alternativ til den offentlige ældrepleje.

Panelet består af:

  • Kent Damsgaard, adm. direktør i Forsikring & Pension
  • Pernille Skipper (EL), ældreordfører
  • Mette Thiesen (NB), ældreordfører
  • Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA
  • Kirsten Normann Andersen (SF), ældreordfører
  • Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
  • Jesper Brask Fischer, underdirektør i PFA
  • Birgitte Vind (S), ældreordfører
  • Tine Rostgaard, professor ved Roskilde Universitet
  • Søren Andersen, direktør i Attendo
  • Karina Adsbøl (DF), ældreordfører
  • Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør i Tryg
  • Karsten Molgaard Jensen, administrerende direktør i ASE
  • Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til fagdebatredaktør Martin Mauricio på [email protected].

Turen gennem coronakrisen har vist, at står sammen, og at opbakningen til at passe på vores svageste borgere, vores fælles sundhedsvæsen og omsorgen for vores ældre er enorm. Vi har passet på de ældste og mest syge ved at lukke landet ned og leve isoleret og med afsavn. Fællesskabet har i den grad bevist sin styrke.

Vi lever i et frit land. Uanset alder kan du tilkøbe dig ydelser og hjælp afhængig af, hvad du har af købekraft. I dag vil de rigeste ældre allerede have mulighed for at købe sig til ekstra rengøring, til at få græsset slået, sneen ryddet af fortovet og bestille en taxi til sygehuset.

Man kan forsikre sin hund, sin båd, sin bil, man kan tegne ulykkesforsikringer og de sidste mange år, er det blevet almindeligt, at ens arbejdsgiver eller at man selv tegner private sundhedsforsikringer. Men grundlæggende er vi alle sammen sikret hjælp, hvis kræfterne slipper op, og vi bliver syge og ikke kan klare os selv. Det offentlige stiller kvalificeret hjælp til rådighed i hjemmet, ved lægen og på sygehuset.

Det er tragisk at se den måde, hvorpå særligt borgerlige debattører har valgt at gå ind i debatten om velfærdsforsikringer.

Birgitte Vind (S)
Ældreordfører

Borgerliges retorik er tragisk 
Derfor er det tragisk at se den måde, hvorpå særligt borgerlige debattører har valgt at gå ind i debatten om velfærdsforsikringer. Her vælger man at italesætte velfærdsforsikringer, som en mulighed for dem, der ikke vil ”nøjes” med det kommunale niveau.

Med den retorik er man med til at puste til fortællingen om, at den fælles offentlige velfærd ikke er tilstrækkelig eller god nok. Den fortælling er der brug for at gøre op med. For uanset hvor mange private forsikringer og aktører du entrerer med, har vi et ansvar for hinanden.

Det er kommunens ansvar, at den ældre får den hjælp, der er brug for. Det er sygehuset, der står klar med kræftpakken, når din læge henviser dig. Vi har et ansvar for at sikre, at det offentlige kan tage vare på dem, der ikke kan selv.

Når din private forsikring slipper op, når det private hospital ikke kan hjælpe dig mere, eller har fejlopereret dig, tager vores fælles offentlige institutioner over. Når private forsikringsselskaber sætter sig ned og regner på muligheden for at tilbyde velfærdsforsikringer, er det for at tjene penge.

LÆS OGSÅ: Forsikring & Pension: Omsorgsforsikringer er en naturlig videreudvikling af den danske model

Vi følger udviklingen tæt
Om det bliver en god forretning vil tiden vise. Men jeg er bekymret. For hvem skal ansættes i de private firmaer? Ja, der er velsagtens de social- og sundhedsassistenter, hvis uddannelse er betalt af det offentlige.

Der findes ikke en utømmelig kilde af arbejdskraft, der bare kan ansættes. I værste fald vil det betyde, at den offentlige sektor, der i forvejen mangler sosu’ere, sygeplejersker, læger og andre faggrupper, står tilbage med ansvaret for de mest sårbare ældre, men kommer til at mangle personalet til at løfte opgaven.

Man kunne fristes til at sige, at hvis private forsikringsselskaber vil erstatte den offentlige pleje med privat pleje, så må de selv sørge for at uddanne personale.

Birgitte Vind (S)
Ældreordfører

Man kunne fristes til at sige, at hvis private forsikringsselskaber vil erstatte den offentlige pleje med privat pleje, så må de selv sørge for at uddanne personale.

Tænker vi den tanke helt til ende, vil vi en dag stå med to adskilte systemer. Et for de velhavende og et for de fattige. Det er temmelig udansk og langt fra vores fællesforståelse af det danske velfærdssamfund.

I Socialdemokratiet vil vi selvfølgelig følge udviklingen med udbud og efterspørgsel af private velfærdsforsikringer tæt. Men først og fremmest vil vi bruge vores kræfter på at sikre de bedste muligheder for, at den offentlige ældrepleje bliver endnu bedre og i endnu højere grad giver mulighed for at have fokus på den enkeltes behov. Vi vil sikre plads til, at personalet kan sætte deres faglighed i spil for borgerens skyld og ikke systemets.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00