Akademikere: Lok ældre til at arbejde længere med en pensionsgevinst

Af Michael Valentin
Direktør i Akademikernes A-kasse

Udfordringer er der nok af i fremtidens pensionssystem.

Vi skal spare mere op, men for nogen kan det ikke betale sig.

Vi skal have alle med på opsparingsvognen, men alle er ikke med i de fælles pensionsordninger.

Vi skal arbejde længere, men det er ikke alle, som kan.

Udfordringerne er mange, og der findes næppe et quick-fix, som løser det hele. Det er forskelligt, hvad forskellige grupper på arbejdsmarkedet kan bidrage med, og hvad de har behov for.

 Med afsæt i, at pensionsalderen er ens for alle, skal det være muligt at forlade arbejdsmarkedet, og samtidig skal det være attraktivt for dem, som kan og vil, at blive lidt længere.

Michael Valentin
Adminitrerende direktør i Akademikernes A-kasse

I Akademikernes A-kasse tror vi, at en del af løsningen for vores medlemmer er at gøre det attraktivt at blive på arbejdsmarkedet lidt længere – frivilligt.

Vi mener grundlæggende, at pensionsalderen bør være ens for alle, for selvom man har en boglig uddannelse, kan man godt være pensionsmoden som 68-årig. Men hvis de, som kan og vil, får et incitament, er det sandsynligt, at mange vil blive lidt længere.

Flere fordele
Hvis man giver dem en gulerod, en belønning for at blive længere, så kan det løse flere problemer på en gang. Uden at det behøver at koste penge for statskassen.

Et tænkt eksempel: Hvis en akademiker, der udskyder pensionen fra 68 til 70 år belønnes med, at modregningen mellem vedkommendes private pensionsopsparing og folkepensionen mindskes, opnår man flere ting.

For det første får vedkommende et incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet.

For det andet – som en konsekvens af det første – øges den private pensionsopsparing.

For det tredje mindskes det såkaldte samspilsproblem, altså problemet med at det for nogle ikke kan betale sig at spare op de sidste år før pensioneringen, fordi den private pensionsopsparing både beskattes og modregnes i folkepensionen og tillæggene. Hvis modregningen mindskes, er det mere attraktivt at spare op.

Og for det fjerde behøver det ikke at koste penge. Hvis vedkommende arbejder to år længere, vil trækket på de offentlige kasser blive mindre, mens indkomsten og dermed beskatningen sandsynligvis vil være højere. 

Det kan finansiere udgiften til at modregne mindre, når pensionen endelig indtræder, og i færre år end ellers vel at mærke.

Giv de ældre et valg
Hvis det så oveni kombineres med en større vilje fra arbejdsgiverne til at tænke i fleksibel tilbagetrækning, kan flere af brikkerne i et kompliceret puslespil være lagt. 

Uden fleksibilitet bliver det et enten/eller til arbejdsmarkedet for den enkelte, og for samfundet vil det være trist, hvis kompetencerne bare forsvinder, når det nu ikke koster noget at bevare dem på arbejdsmarkedet.

Fremtidens løsninger skal give incitament til og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet, også selvom det i årene op til pensionen måske kun er nogle dage om ugen.

Og fremtidens løsninger skal være fleksible. Med afsæt i, at pensionsalderen er ens for alle, skal det være muligt at forlade arbejdsmarkedet, og samtidig skal det være attraktivt for dem, som kan og vil, at blive lidt længere.