Aldersforskere: Den kommende regering skal overveje mindst tre ting, når den beslutter fremtidens pensionssystem

Det er på tide, at vi får kigget mere grundigt på det, så vi som samfund kan få en mere grundlæggende diskussion af pensionens funktion og design, og klæde de mest visionære ideer på med tværvidenskabelig viden – både for at fremtidssikre systemet i en usikker verden, for at sikre den demokratiske legitimitet gennem borgerinddragelse og for at gøre det økonomisk og socialt bæredygtigt.

Med nutidens engagerede, længerelevende og ulige pensionister er pension i dag et anderledes fænomen end for 70 år siden, hvor folkepensionen blev indført.

Nutidens pensionister engagerer sig i frivilligt arbejde, i bedsteforælderrollen, i at tage sig af deres livspartnere og gamle forældre, i politisk og kulturelt arbejde og i deres lokalsamfund.

Derudover er der et stort boom i, hvor mange der arbejder efter folkepensionsalderen, som nu tæller over 100.000 arbejdende 67+'ere. Men samtidig har over halvdelen af arbejdsstyrken trukket sig inden folkepensionsalderen.

Gennem de sidste 40 år har der løbende været tilpasninger af pensionssystemet.

Vi vil gerne komme med et bud på, hvad der er relevant at have for øje ved diskussioner af vores pensionssystem.

1. Man skal ikke gå fra hus og hjem, fordi man bliver gammel

Pensionssystemet skal fortsat sikre en ensartet levestandard over tid. Meningen med alderdomsunderstøttelsen i 1891 var at adskille alderdom og fattigdom.

Det må fortsat være en ambition med systemet, at man ikke skal gå fra hus og hjem, fordi man bliver gammel.

Det bliver svært og ulighedsskabende at falde tilbage på aftægtssystemet eller andre familiebaserede ordninger, der for længst er blevet erstattet af velfærdsstatens tilbud.

Pensionssystemet er fortsat en central måde at sikre, at alderdom ikke er lig med fattigdom for alle uden formuer.

2. Arbejdslivet er ikke snorlige for alle

Pensionssystemet er en mulighed for velfærdsstaten til at omfordele ressourcer mellem forskellige befolkningsgrupper på tværs af køn, professioner og livsomstændigheder. Uligheden stiger med alderen. Genetik, epigenetik, opvækst, uddannelser, arbejdsliv, barsler, livsstil, livskriser og sygdomme giver forskellige forudsætninger for, hvor længe man kan arbejde, og hvor meget man får sparet op.

En universel pensionsalder er en del af samfundskontrakten, men virker samtidig socialt uretfærdig.

Hvor folkepensionen og ældrechecken for nogle er hele deres økonomiske grundlag, kan dem i toppen stort set ikke mærke det lille bidrag, som folkepensionen udgør af deres samlede økonomi.

En universel pensionsalder er en del af samfundskontrakten, men virker samtidig socialt uretfærdig.

Fem forskere ved Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ

Skal staten så fortsat spille så stor en rolle i at sikre de laveste indkomstgrupper, eller skal vi i højere grad overlade det til arbejdsmarkedets parter, så en tilpasning og eventuelt en udbygning af arbejdsmarkedspensionerne sikrer alles økonomi i fremtiden? Hvordan sikrer vi i så fald dem med prekære ansættelseskontrakter, sygdom i løbet af livet eller freelanceopgaver?

Arbejdslivet er ikke snorlige for alle. Måske skal arbejdsmarkedspensionerne være bedre tilpassede, for eksempel med forskellige pensionsindbetalingsprocenter afhængigt af professionens gennemsnitlige nedslidningsgrad og tilbagetrækningsalder.

Men hvad ville det i så fald kræve af lønningerne i professioner såsom pædagoger og sosu'er? Hvis vi skal tænke i den retning, må vi tænke i løn og nedslidning over et helt arbejdsliv.

3. Pensionsveje frem for pensionsalder

For det tredje kunne pensionssystemet tænkes som noget, der skal muliggøre fleksible arbejdsliv. Med uddannelsesreformer, der lægger op til kortere uddannelser, lægges der samtidig op til kontinuerlig efter- og videreuddannelse i løbet af arbejdslivet.

Måske skal der også være mulighed for andre typer af pauser indlejret i pensionssystemet. Når man nærmer sig afslutningen af arbejdslivet, skal man gerne kunne trække sig tilbage, når man har brug for det.

Når man nærmer sig afslutningen af arbejdslivet, skal man gerne kunne trække sig tilbage, når man har brug for det.

Fem forskere ved Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ

Men man skal også have mulighed for at gå ned i tid og/eller ansvar, lave et sporskifte, starte et firma eller vende tilbage efter en periode på pension.

Der er meget arbejdsudbud og mange erfaringer og ressourcer at hente ved at skabe en anden tilbagetrækningskultur med fleksible og gradvise overgange.

Måske skulle vi begynde at tænke i pensionsveje frem for pensionsalder.

Socialt retfærdigt 

Ovenstående forhåbninger til fremtidens pensionssystem er der nogen grad af enighed om på tværs af politiske skel.

Det bliver straks sværere, når detaljerne skal falde på plads, og når spørgsmålet lyder, hvordan ovenstående organiseres bedst, og hvem der skal have ansvaret for et socialt retfærdigt og bæredygtigt pensionssystem.

En anden vigtig problemstilling er forvaltningen af den betydelige kapital, der er samlet i pensionskasserne.

Det er midler, som gennem investeringer bidrager til innovation, jobskabelse og risikotagning til gavn for hele samfundet.

Det er pensionsselskaberne, der tilrettelægger strategier og investeringer i samspil med kunderne.

Men hvis de vil prioritere grøn omstilling, flere eller færre forsvarsinvesteringer eller andre værdibaserede hensyn, forudsætter det, at alle parter er bevidste om deres roller, og at kunderne aktivt tager stilling.

Alder som den vigtigste adgangsbillet

I dag er alder den primære standard, man bruger til at fastslå adgangen til pensionsudbetalinger, men også antallet af år på arbejdsmarkedet og lægelige vurderinger er i spil i de tidlige tilbagetrækningsordninger.

Alder som den vigtigste adgangsbillet har i løbet af årene været til heftig diskussion. Alder kan ikke sige særlig meget om, hvor vi er henne i livet, når vi er oppe i årene.

Vi udvikler os forskelligt, og hverken vores sundhed, evner, arbejdsduelighed eller behov bestemmes alene af alder.

Men alder er en praktisk og objektiv standard at indregne pensionssystemer ud fra, fordi vores alder følger os entydigt gennem livet.

Alder kan ikke sige særlig meget om, hvor vi er henne i livet, når vi er oppe i årene.

Fem forskere ved Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ

Alternative forslag som kropsalder er videnskabeligt tvivlsomme og kommer med nogle problematiske incitamentstrukturer.

Forskellige forsøg på at tænke sundhed og individets sandsynlige livslængde ind som en del af adgangsbilletten til pension har vist sig socialt uretfærdige eller alt for omkostningstunge i form af lægelige vurderinger.

Antallet af år på arbejdsmarkedet bruges i andre lande som adgangsbillet til pensionen, men har iboende problemer i forhold til barsler, år med børnepasning, sygdom, opgaver som pårørende, efteruddannelse og ledighedsperioder.

Der gemmer sig mange spørgsmål om individet, samfundet og velfærdsstaten i pensionssystemets indretning.

Området fortjener grundig og tværvidenskabelig forskning i, hvordan det indrettes på en økonomisk bæredygtig og socialt retfærdig måde, der både skeler til udviklingen inden for aldring, arbejdsliv, arbejdsudbud, ligestilling, grøn omstilling og fremtidens velfærdsstat.

Kun derved kan vi videreudvikle det system, der ikke kun er et finansielt anliggende med økonomiske incitamenter og arbejdsudbud i centrum, men også en institution, der sikrer værdighed, sammenhængskraft og retfærdighed i et samfund præget af stigende ulighed i både helbred, arbejdsliv og levetid.

Det håber vi, en kommende regering vil tage med i sine diskussioner om fremtidens pensionssystem.