Akademikernes A-kasse: Nyt problem kalder måske på gamle løsninger

Af Michael Valentin
Direktør i Akademikernes A-kasse 

Opsparing til pension er i dag en lige så integreret del af overenskomsterne som barsel, efteruddannelse og løn. Og fordelene er store: Lønmodtagerne er sikret en ordentlig levestandard som pensionister, og for statskassen er det en kæmpe fordel, at fremtidens pensioner delvist er sikret i kæmpemæssige opsparinger.

Der er bare et lille men.

Overenskomst rimer på fastansat lønmodtager. Men stadig flere, både blandt højtuddannede og bredere på arbejdsmarkedet, arbejder på alle mulige andre måder end klassiske fastansættelser med lønseddel og pensionsordning.

De er dermed ikke automatisk omfattet af de overenskomstbaserede pensionsopsparinger. Det gælder eksempelvis freelancere, projektansatte og vikarer, og det gælder både højtuddannede og ufaglærte.

Det bør løses. Det er ikke godt nok, at en stor og voksende gruppe står uden for fællesskabet.

Vi skylder at være lige så fremsynede som dem, der i 80’erne udbyggede de eksisterende pensionsordninger til at omfatte næsten alle på arbejdsmarkedet.

Michael Valentin
Direktør i Akademikernes A-kasse

De løber en risiko med samfundet som garanti
For nogens vedkommende er det både fair og nemt at konstatere, at det er op til dem selv. En dygtig ingeniør, arkitekt eller psykolog, der aktivt vælger et liv som freelancer med alle de fordele, det indebærer, har også selv ansvaret for at spare op.

Men en måske lige så stor del, vi kender faktisk ikke det præcise omfang, står ufrivilligt uden for fællesskabet, overenskomsterne og opsparingerne. De kan måske ikke finde et fast job og springer fra projekt til projekt for at få økonomien til at hænge sammen.

Uanset graden af frivillighed er risikoen den samme. Pension er usexet og kan lige vente et år mere. Der er meget andet at bruge pengene til, især i starten af et arbejdsliv, hvor man også har travlt med at stifte familie og få en bolig. Og pludselig er der gået fem eller ti år uden opsparing.

Uanset om man selv har taget for let på tingene eller er blevet presset, så er det et problem. For den enkelte og for samfundet. Opsparing er jo ikke kun den enkeltes hovedpine. Hvis store grupper, selvvalgt eller ufrivilligt, ikke har sparet op, er realiteten, at samfundet ender med regningen.

Derfor er det klogt at se på løsninger, som omfatter begge grupper.

Hvem har pligten?
Især to spørgsmål er kildne.

Det første er frivilligheden. Tidsånden kalder på frivillighed og individualisme. Men erfaringerne viser, at en vis grad af obligatorisk opsparing eller som minimum stærke incitamenter øger chancerne for, at kronerne finder vej til opsparingen frem for ferie- eller boligbudgettet.

Det andet er spørgsmålet om, hvem der skal forpligtes. Skal de frie fugle tilskyndes til at lægge en større del af indkomsten til side? Eller skal arbejdsgiverne vænne sig til, at timelønnen fra en freelancer i fremtiden ikke bare er plus moms men også plus pension?

Akademikernes A-kasse har ikke det endegyldige svar. Men vi vil gerne bidrage til at finde en løsning. Det er en bunden opgave.

En opgave for arbejdsmarkedets parter
Regeringen lægger i sin 2025-plan op til, at selvstændige, arbejdsløse og ansatte uden for overenskomst skal tvinges til at spare to procent op til pensionen.

Vi tror, det vil være klogt, hvis spørgsmålet håndteres i trepartsforhandlinger, frem for at regeringen dikterer en løsning. Den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler sig frem til løsninger, har gennem mange år vist sig stærk.

Derfor bør arbejdsmarkedsforskere og pensionseksperter samt fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen undersøge området og komme med forslag til løsninger på problemet, som derefter kan aftales i trepartsforhandlinger.

Der er endnu tid til at finde løsninger, og vi skylder at være lige så fremsynede som dem, der i 80’erne udbyggede de eksisterende pensionsordninger til at omfatte næsten alle på arbejdsmarkedet. Beslutningerne var dengang ikke lige populære alle steder, men i dag er de fleste enige om, at det var en genistreg.

Om løsningen anno 2016 er magen til, vil vi ikke forudsige. Men der er grund til at lade sig inspirere.