Dansk Blindesamfund: Slå øjnene op, Løkke!

Af Thorkild Olesen
Formand for Dansk Blindesamfund

Nu skal dem på sidelinjen med ind på arbejdsmarkedet. Ikke flere bænkevarmere. Alle skal spille med på samfundets store job-hold.

Sådan lød oplægget fra statsministeren, da han i sidste uge gjorde status over VLAK-regeringens første år og fløjtede regeringens vigtigste kamp for resten af perioden i gang.

Virkeligheden er en anden
Samme dag kom der nye tal for uddannelsesgraden blandt blinde og stærkt svagsynede. Og her er der ikke megen kampgejst at spore. Mindre end fire ud af ti yngre blinde og stærkt svagsynede gennemfører i dag en uddannelse.

For få år siden var det lidt over halvdelen. Det går med andre ord den helt forkerte vej – endda på et tidspunkt, hvor uddannelsesniveauet i samfundet som helhed jo stiger markant. Hvis udviklingen fortsætter, vil blinde og stærkt svagsynede ikke engang være på reservebænken om få år. De vil blive permanent parkeret på samfundets sidelinje i livslang arbejdsløshed.

Allerede i dag er beskæftigelsen blandt blinde og stærkt svagsynede væsentligt lavere end blandt andre handicapgrupper. Bare 18 procent er i job, heraf 8 procent i fleksjob. Til sammenligning er 52 procent med handicap i almindelighed i beskæftigelse, og 79 procent af befolkningen som helhed har et arbejde.

Hvis blinde og stærkt svagsynede kom på samme beskæftigelsesniveau som mennesker med andre handicaps, ville det være en stor samfundsøkonomisk gevinst. 

Thorkild Olesen
Formand for Dansk Blindesamfund

Løsningen ligger lige for
Det er trist, særligt fordi løsningen faktisk ligger lige for.

En samling af det synsfaglige område i én stor og stærk faglig institution, hvor viden og evidens indsamles og koordineres på tværs af landet.

I dag har vi spredt den faglige viden om, hvordan blinde og stærkt svagsynede bedst rehabiliteres og kommer i uddannelse og job, tyndt ud over hele landet.

Der mangler derfor specialviden og kompetent rådgivning ude i kommunerne. Det er ikke socialrådgiverne og andre frontmedarbejderes skyld, for de gør deres bedste. Det er en systemfejl.

En konsekvens af den ’afspecialisering’, der har fundet sted hen over årtier og senest i forbindelse med kommunalreformen i 2007, hvor man opløste de amtslige specialvidensinstitutioner på synsområdet og lod ansvaret ligge i de enkelte kommuner.

98 forskellige måder at håndtere et synshandicap på. 98 forskellige måder at rådgive på. 98 forskellige metoder at udvikle og uddanne på. Og ingen systematisk indsamling af erfaringer og evidens.

Samfundsøkonomiske gevinster
Dansk Blindesamfund foreslår, at vi samler det her søndersprængte område og skaber en stærk national institution, der gennem faglig styrke og kendskab til kernekompetencerne samler erfaring og evidens, så vi fremadrettet sætter ind med de rigtige metoder.

Så man kan lægge den rette strategi, der kan bære det enkelte menneske gennem uddannelse og videre ud på arbejdsmarkedet til gavn for både den enkelte og samfundsøkonomien.

Hvis blinde og stærkt svagsynede kom på samme beskæftigelsesniveau som mennesker med andre handicaps, ville det være en stor samfundsøkonomisk gevinst. Arbejdernes Erhvervsråd har beregnet, at staten vil opnå en besparelse på cirka 120.000 kroner per person, der flyttes fra kontanthjælp til beskæftigelse, og samtidig kan staten se frem til en indtjening i indkomstskat på cirka 88.000 kroner.

Og det kan godt lade sig gøre. Vi kan vende en socialpolitisk skandale til en samfundssucces. Se bare på konstruktionen i dag med en rådgivning, der stritter i mange forskellige retninger. Det er jo faktisk utroligt, at det overhovedet lykkes for 38 procent af de 30-35-årige blinde og stærkt svagsynede at gennemføre en uddannelse og komme i job.

Det må betyde, at der er nogle meget store menneskelige ressourcer og en fighterånd, som vi skal dyrke og fremelske. Så hjælper vi det enkelte menneske, vi hjælper samfundet, og vi hjælper statsministeren og regeringen i mål med ambitionen om at give alle en plads på arbejdsmarkedet.