Debat

Det Faglige Hus: FH ligger som LO har redt

Det burde ikke komme bag på FH, at de taber medlemmer til os, når de ikke tør effektivisere organisationerne, men blot har ladt kontingenterne stige. Samtidig lader FH sig styre af gadens parlament, der sætter dagordenen gennem demonstrationer og væltede stilladser, skriver Johnny Nim.

Lizette Risgaard burde hverken være overrasket eller pege fingre af andre organisationer for FH's tab af medlemmer. FH ligger som de har redt, uden modernisering og effektivisering, skriver Johnny Nim. 
Lizette Risgaard burde hverken være overrasket eller pege fingre af andre organisationer for FH's tab af medlemmer. FH ligger som de har redt, uden modernisering og effektivisering, skriver Johnny Nim. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Johnny Nim
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse for formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, at organisationens medlemsforbund fortsat taber medlemmer, og at man inden længe har en organisationsprocent på under 50, hvilket er minimum nødvendigt, hvis den danske model skal give mening.

Lizette Risgaard reagerede som forventet med at pege fingre ad de gule fagforeninger og herunder Det Faglige Hus, som i stor stil overtager medlemmer fra især de gamle LO-forbund og mere end nogen anden faglig organisation appellerer til de unge lønmodtagere på arbejdsmarkedet.

Tør ikke effektivisere organisationen
I Det Faglige Hus skammer vi os heller ikke over, at vi sidste år havde en medlemsvækst på netto 12.800 medlemmer, og at vi i disse dage runder et medlemstal på 163.000 i alt. Men vi tager ikke ansvaret for, at FHs medlemsforbund ifølge en undersøgelse fra FAOS, arbejdsmarkedsforskerne på Københavns Universitet, fortsat taber terræn, så organisationsgraden er faldet med 16 procent - fra 69 procent til 53 procent af arbejdsstyrken, henover en 20-årig periode.

Det ansvar ligger helt og holdent hos FH og organisationens medlemsbund, der ikke tør at se i øjnene, at de ikke får lønmodtagere til at betale stjernekontingenter hver måned som tak for noget, som fagbevægelsen har kæmpet sig frem til for 50-100 år siden.

Det handler kort sagt om evnen og lysten til at effektivisere driften af de faglige organisationer, og man kunne jo starte med at samle samtlige FH-forbundenes a-kasser under ét tag i hver by.

Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus

Det handler kort sagt om evnen og lysten til at effektivisere driften af de faglige organisationer, og man kunne jo starte med at samle samtlige FH-forbundenes a-kasser under ét tag i hver by.

Det er den samme lovgivning, der gælder for alle a-kasser, og alt vedrørende jobsøgning og udbetaling af dagpenge er digitaliseret. Vi har a-kasse-kontorer ni steder i landet, hvor vi gennemfører samtaler for vores ledige medlemmer. Under coronakrisen har vi haft stor succes med virtuelle samtaler, og den mødeform, er jeg sikker på, er kommet for at blive.

Det samme gælder for de faglige organisationer. Er der alt for mange medlemstilbud, som kun ganske få gør brug af, og burde man outsource driften af kursus- og feriecentre til mere professionelle aktører?

Det er den slags, der tynger i budgettet. I stedet forsøger man med tv-reklamer, badges og klistermærker at bilde medlemmerne ind, at de skal betale 300-400 kroner mere om måneden, end det koster hos os, fordi det er så vanvittig dyrt at forhandle overenskomster hvert tredje år.

Vi forhandler også en landsdækkende overenskomst med arbejdsgiverforeningen KA og kan jo se, hvad det reelt medfører af omkostninger. Jeg er sikker på, at den enkelte lønmodtager også kan gennemskue den slags søforklaringer.

Begravet i dogmatik
Og så er der FH’s brand. Havde man op til fusionen mellem FTF og LO skelet til de FTF-forbund, der har været i stand til at følge med tiden, kunne denne have været en redningsplanke for den etablerede fagbevægelse. Nu ligger FH, som LO har redt med benene dybt begravet i historiske dogmer.

Læs også

Så i stedet for fortællingen om de gode værdier, som stadigvæk får en million lønmodtagere til at vælge et FH-forbund, er det 3F’s gadedrenge og ballademagere, der stjæler rampelyset med vilde strejker i CPH, væltede stilladser og ideologisk betingede blokader mod blandt andet arbejdsgivere, der i forvejen er omfattet af vores overenskomst med KA.

Når jeg nu spørger, hvorfor hverken Lizette Risgaard eller forbundsformændene ikke siger fra over for gadens parlament, er det ikke fordi, at vi i Det Faglige Hus er kede af den faglige venstrefløjs gøren og laden. Hver eneste skandale giver ekstra travlhed med at overflytte medlemmer til os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00