Det Faglige Hus: Nye overenskomster tager monopol på arbejdsmiljøet

Jeg blev noget forundret, da Dansk Industri og CO-Industri præsenterede resultatet af overenskomstforhandlingerne og her lægger op til, at der skal forskelsbehandles mellem arbejdsmiljørepræsentanter ude i virksomhederne.
Jeg blev endnu mere forundret, da andre arbejdsgiverorganisationer, herunder Dansk Erhverv, med den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen i spidsen, også er hoppet med på den galej.
FH-forbundene har i årevis dyrket overenskomstmonopolet på det danske arbejdsmarked.
Landsformand, Det Faglige Hus
Ifølge de indgående overenskomstforlig for blandt andet industrien, transportsektoren, byggeriet og detailhandlen lægges der op til et årligt honorar på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, men kun til dem, der er medlemmer af FH-forbund.
Dyrker overenskomstmonopolet
Det er ikke overraskende, at FH-forbundene klapper i hænderne og kalder det en stor sejr for den danske model.
FH-forbundene har i årevis dyrket overenskomstmonopolet på det danske arbejdsmarked, og når man nu også arbejder bevidst efter at få monopol på arbejdsmiljø, er det endnu et krampagtigt forsøg på at bremse årtiers medlemsflugt.
For eksempel har 3F og HK i følge Danmarks Statistik haft en nedgang i antallet af medlemmer i en størrelsesorden på henholdsvis 150.000 og 100.000 erhvervsaktive medlemmer i perioden 2007-2023.*
Specielt de to forbund burde måske gøre sig selv mere attraktive og reducere deres organisationer og dermed økonomien til deres aktuelle medlemstal fremfor at lefle for en lille gruppe af eksisterende medlemmer.
Men dem om det. Det er imidlertid tankevækkende, at nu arbejdsgiverne også har lagt sig fladt ned. Arbejdsmiljø er nemlig ikke overenskomststof, men reguleret gennem Arbejdsmiljøloven. Alle virksomheder med flere end ti ansatte skal have en arbejdsmiljøorganisation og valg af arbejdsmiljørepræsentant, uanset om virksomheden har overenskomst eller ej.
9.000 kroner kan risikere blive tungen på vægtskålen
Arbejdsgiveren skal sørge for, at medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen har gennemført en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse, og foruden kursusafgiften skal arbejdsgiveren betale løn under uddannelsen og i al den tid, som medarbejdere bruger i arbejdsmiljøorganisationen.
Enhver ordentlig arbejdsgiver er bevidst om betydningen af et godt arbejdsmiljø og en velfungerende arbejdsmiljøorganisation, og han eller hun skelner ikke mellem, om de valgte arbejdsmiljørepræsentanter er medlem i en rød eller en gul fagforening, eller slet ikke er medlem af en fagforening.
Jeg er derfor heller ikke tvivl om, at der i disse heldigvis mange virksomheder bliver udbetalt honorar til alle arbejdsmiljørepræsentanter, uanset om de er organiseret det ene eller andet sted. Vi hjælper gerne med at søge til den del af Det Faglige Hus’ omkring 700 arbejdsmiljørepræsentanter, der er ansat i en virksomhed med ”honorar-overenskomst”.
Nu findes der desværre også virksomheder, hvor arbejdsgiveren synes, at arbejdsmiljøorganisationen er noget overflødigt bøvl, og man kunne få den tanke, at man i nogle af disse virksomheder forsøger at spare sig fra de 9.000 kroner og påvirke valget af arbejdsmiljørepræsentanter, så de ansatte vælger den billigste løsning og udpeger en kollega, der ikke er organiseret i et forbund under CO-Industri.
Når arbejdsgiver-foreningerne nu også lægger forskelsbehandling op på øverste hylde, er det en omfattende ringeagtelse af alle de arbejdsmiljørepræsentanter uden for et FH-forbund
Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus
Så langt har chefforhandlerne fra FH-forbundene næppe tænkt, da de rakte armene i vejret og lavede V-tegn over et honorar på 9.000 kroner om året.
Første skridt mod forskelsbehandling
De har også ignoreret den kendsgerning, at den danske model lever på tålt ophold i EU-Kommissionen. At den danske aftalemodel udelukkende accepteres i Bruxelles, så længe områdeoverenskomsterne omfatter alle ansatte under overenskomsten.
Den danske aftalemodel bygger nemlig på kollektivets rettigheder, mens EU's fundament hviler på den enkelte EU-borgers rettigheder. De to ting går kun i spænd, når kollektive aftaler omfatter alle individer.
Nu har man under overenskomstforhandlingerne taget det første skridt til at indføje medlemsfordele til de ”røde” lønmodtagere og blåstempler dermed den forskelsbehandling, som vi ellers hidtil kun har set i lokale overenskomster for eksempel Billund Lufthavn og PostNord, der får deres fagforeningskontingenter betalt af arbejdsgiveren.
At nogle virksomheder på denne måde vil være bekendt at ringeagte nogle ansatte i forhold til andre som følge af faglig organisering, må dé gøre op med deres samvittighed.
Men når arbejdsgiverforeningerne nu også lægger forskelsbehandling op på øverste hylde, er det en omfattende ringeagtelse af alle de arbejdsmiljørepræsentanter uden for et FH-forbund, som i hverdagen giver den en skalle for at sikre et sikkert og godt arbejdsmiljø til gavn for deres kolleger og arbejdsgivere.
Desuden vender de pågældende foreninger det blinde øje til alle danskeres lovsikrede ret til frit fagforeningsvalg
DA og FH er med de nye overenskomster godt i gang med at udhule grundprincippet i den danske model.
Vi har imidlertid tænkt os at spørge EU-Kommissionen, om den også synes, at det en god idé sat skelne mellem den ene eller anden EU-borger på grund af et fagforeningsmedlemskab.
*PRÆCISERING TIRSDAG 18/3 KLOKKEN 14:50
I en tidligere version af indlægget fremgik det, at 3F fra 2007-2023 har mistet 200.000 medlemmer, mens HK i samme periode har ”tabt” 170.000 medlemmer i følge Danmarks Statistik. Det er nu præciseret, idet foreningerne fra 2012 kun indberettede medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning. Derfor kan tallene fra henholdsvis 2007 til 2023 ikke direkte kan sidestilles. Uanset hvordan man beregner tallene, fremgår det af Danmarks Statistik, at der er tale om en klar nedgang i antal medlemmer.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Djøf svarer igen: Jo, vi siger fra over for diskrimination. Men vi er ikke et politisk parti
- Forskere: Djøf kan ikke nøjes med at forsvare sig i debatten om minoriteter
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Dansk Metal: Søgetallene til erhvervsuddannelserne er alarmerende. Derfor er der ikke plads til vaklen om epx



















