Debat

Det Faglige Hus: Klimapolitikere spiller hasard med de danske arbejdspladser

DEBAT: Mens politikerne forsøger at få styr på klimapolitikken, mister Danmark tusindvis af arbejdspladser, skriver landsformanden for Det Faglige Hus, Johnny Nim. 

Spørgsmålet er, om vi tror på eller ikke tror på, at vi kan gøre os klimaneutrale inden 2050, skriver Johnny Nim. 
Spørgsmålet er, om vi tror på eller ikke tror på, at vi kan gøre os klimaneutrale inden 2050, skriver Johnny Nim. Foto: Pressefoto/Det Faglige Hus
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus

Som tilskuer til den politiske beslutningsproces sidder man nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at Folketinget er en virkelighedsfjern osteklokke, hvor det handler mere om at drille og spille med musklerne end om at gå mere pragmatisk til værks og regere landet.

Sådan har jeg det i hvert fald lige i øjeblikket, hvor en operatør inden for olie- og gassektoren, Atkins, som den første har mistet tålmodigheden med Christiansborg og lukker sin olie- og gasafdeling i Esbjerg. 25 medarbejdere er uden job.

Spørger man i branchen, kommer der i den kommende tid endnu flere afskedigelser rundtomkring, i takt med at ordrebøgerne bliver slunkne, og kalenderne får flere og flere blanke sider.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Baggrunden skal findes i klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensens (S) beslutning om at udskyde fordelingen af olie- og gaskoncessioner i den danske del af Nordsøen på ubestemt tid, indtil Folketinget har fuldstændig styr på sin klimapolitik.

Svære og langtrukne forhandlinger
I december blev et bredt flertal i Folketinget enig om en ny klimalov, men forhandlingerne om de konkrete klimahandlingsplaner, hvormed man vil reducere Danmarks udslip af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 og gøre Danmark klimaneutral inden 2050, lader vente på sig.

Skulle et flertal i Folketinget komme i tanke om at gennemføre hele den grønne omstilling ved tvang, kan der hurtigt sættes en udløbsdato på politikernes valgperioder.

Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus

Vi taler om forhandlinger, der, når de kommer i gang, givetvis bliver både svære og langtrukne, hvis der skal findes løsninger, så både blå, røde og grønne partier bag klimaforliget kan stemme for.

Først satte transportministeren, Benny Engelbrecht (S), forhandlingerne om infrastrukturelle investeringer på klimapause, og for 14 dage siden traf klima-, energi- og forsyningsministeren en tilsvarende beslutning, så de fire virksomheder, der har søgt om koncession til olie- og gasudvinding, stadig ikke ved, om de er købt eller solgt.

Ifølge udbuddet skulle de have haft besked allerede inden sidste sommer. Flere af regeringens støttepartier argumenterede for, at ministeren ligeså godt kunne aflyse hele udbuddet med det samme.

Hvis det bliver resultatet, og vi dropper al fremtidig udvinding af olie og gas i Nordsøen, giver vi ikke bare afkald på indtægter til staten på to milliarder kroner om året, men også på 100 milliarder kubikmeter naturgas i et nyt Svanefund nordvest for Tyrafeltet.

Vi taler om en mængde, der svarer til Danmarks samlede naturgas forbrug i 25 år.

Udløbsdato på politikernes valgperioder
Spørgsmålet er, om vi tror på eller ikke tror på, at vi kan gøre os klimaneutrale inden 2050.

Personligt tvivler jeg stærkt på, at man kan overtale ejerne af 425.000 boliger til for egen regning at droppe naturgas og investere op imod 50.000 kroner i fjernvarme.

Dertil kommer andre 154.000 husstande med oliefyr og 126.000 husstande med pillefyr, og endelig skal ejerne af 612.000 boliger sige farvel til deres brændeovn.

Skulle et flertal i Folketinget komme i tanke om at gennemføre hele den grønne omstilling ved tvang, kan der hurtigt sættes en udløbsdato på politikernes valgperioder.

Og gennemtænk lige scenariet for, at vi sætter velfærdssamfundet og tusindvis af danske arbejdspladser over styr bare for at kunne bryste os med, at vi er verdens mest klimavenlige land.

At vi ligesom "i de gode gamle dage" skal importere al vores olie og gas og sætte vores lid til blandt andet russiske gasoligarker og iranske olieayatollaher, mens store industrilande som USA, Kina og Rusland sammen med den tredje verden udleder ligeså store mængder drivhusgasser som i dag.

Læs også

Processen sætter Danmark i stå
Selvfølgelig skal vi yde en indsats for klimaet, og vi må også meget gerne være foregangsland.

Men det er at spille hasard med danske job, hvis Folketinget beslutter at lægge en helt industri i graven, uden at man fra politisk hold er i stand til at pege på, hvordan vi kompenserer for tabet af en statsindtægt på flere milliarder kroner om året samt 10.000 eller måske 15.000 eller 20.000 arbejdspladser. Det er job i den størrelsesorden, der er på spil.

Det skønnes, at olie- og gassektoren alene i Esbjerg generer 10.000 job. Dertil kommer beskæftigelsen hos underleverandører i resten af landet. Og olie- og gasindustrien er sårbar.

Under sidste krise for bare få år siden førte lave oliepriser på ingen tid til afskedigelse af mellem 1.000 og 1.500 ansatte i offshorerelaterede virksomheder i Esbjerg-området.

Derfor vil jeg appellere til enten at genoptage udbudsforretningen for koncessioner på den danske sokkel i Nordsøen eller få lavet en aftale om den klimahandlingsplan, inden processen sætter endnu mere af Danmark i stå.

Begge dele kan kun gå for langsomt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Dan Jørgensen

Danmarks kandidat til EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Johnny Nim

Landsformand, Det Faglige Hus
postbud

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024