Debat

EL om tidligere tilbagetrækning: S forholder sig ikke til ondets rod

DEBAT: Socialdemokratiets udspil om tidligere tilbagetrækning løser ikke de problemer, der blev skabt med forliget om, at pensionsalderen skal stige i takt med den gennemsnitlige levealder, skriver Finn Sørensen. 

Enhedslisten mener, at pensionsalderen ikke skal være højere end 67 år.<br>
Enhedslisten mener, at pensionsalderen ikke skal være højere end 67 år.
Foto: Christian Als/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Finn Sørensen (EL)
Beskæftigelsesordfører

Det er fint, at Socialdemokratiet omsider er kommet med et udspil om tidligere tilbagetrækning. Men Mette Frederiksens bud er ikke svaret på de store problemer, som den stigende pensionsalder har skabt.

Det grænser også til bevidst vildledning, når Mette Frederiksen siger, at "den 17-årige kommende håndværker kan vide, at efter 41-42 år er værnepligten på arbejdsmarkedet aftjent".

Da hun præsenterede forslaget for pressen, sagde hun samtidig, at retten til tidligere pension følger med den stigende pensionsalder. Pensionsalderen bliver altså 75 år for den 17-årige murer, minus tre år. Det vil sige 55 år på arbejdsmarkedet!

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Hvad skal de leve af?
I dag er det sådan, at to tredjedele af de faglærte og ufaglærte har forladt arbejdsmarkedet, inden de fylder 65 år. Mange af dem har været så heldige, at de kan gå på efterløn.

Men den mulighed fortoner sig mere og mere, for efterlønsalderen følger også folkepensionsalderen med op. Hvad skal de så leve af, hvis de ikke kan arbejde mere?

Indfør reelle rettigheder til tidlig tilbagetrækning på dagpenge efter 40 år på arbejdsmarkedet og ret til delvis tilbagetrækning på dagpenge efter 35 år på arbejdsmarked.

Finn Sørensen (EL)
Beskæftigelsesordfører

Og hvad med de 20 procent af 3F’erne, der har forladt arbejdsmarkedet, inden de fylder 60 år? Mange er afgået ved døden, de mest heldige får en førtidspension.

Hvad med de andre, der bliver skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan mere eller mangler de fornødne kvalifikationer? Hvad skal de leve af?

Et usolidarisk princip
Det er de spørgsmål, Mette Frederiksen skal svare på.

Det har hun ikke gjort med sit oplæg, og de spørgsmål kan hun ikke svare på, så længe hun ikke vil forholde sig til ondets rod: forliget om, at pensionsalderen skal stige i takt med den gennemsnitlige levealder.

Det er et helt igennem usolidarisk princip. Men det vil Mette Frederiksen åbenbart holde fast i, med det resultat at hun i 2020 stemmer for, at pensionsalderen skal stige til 69 år med virkning fra 2035.

Vil ikke forhandle med venstrefløjen
Vi deltager selvfølgelig gerne i forhandlinger om at forbedre vilkårene for dem, der kommer tidligt på arbejdsmarkedet, og for dem, der bliver slidt ned. Vores udgangspunkt i de forhandlinger er vores egne forslag:

  • Stop stigningerne i pensionsalderen, den skal ikke være højere end 67 år.
  • Indfør reelle rettigheder til tidlig tilbagetrækning på dagpenge efter 40 år på arbejdsmarkedet og ret til delvis tilbagetrækning på dagpenge efter 35 år på arbejdsmarkedet.
  • Til de nedslidte skal der være ret til førtidspension, hvis arbejdsevnen er nedsat med to tredjedele og ret til seniorførtidspension, hvis arbejdsevnen er nedsat med halvdelen.

Men desværre lægger Mette Frederiksen slet ikke op til at forhandle med venstrefløjen. Hun vil lave forlig med arbejdsgiverne og med de partier, der kun har en ting i hovedet, nemlig at sætte pensionsalderen i vejret, og som i øvrigt allerede har skudt hendes forslag ned.

Forhåbentlig kan det kommende folketingsvalg overbevise hende om, at hun skal finde reelle løsninger sammen med Enhedslisten og andre, der vil skabe løsninger for de mange.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Finn Sørensen

Fhv. MF (EL), medlem, Enhedslistens hovedbestyrelse
student (1965)

0:000:00