Seniororganisation om pensionsudspil: Det er uansvarligt at tale om retten til at gå uden at styrke muligheden for at blive

For få dage siden fremlagde tre af regeringens ministre, finansminister Nicolai Wammen (S), økonomimister Stephanie Lohse (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) deres 2035-plan. Altså planen for hvordan dansk økonomi bør udvikle sig i de kommende 10 år.

Men hele planen hviler på én præmis: Der skal være mange i arbejde. Arbejdsudbuddet er helt afgørende for finansieringen af forsvar, klima og ikke mindst velfærd.

De peger alle tre på seniorernes ekstraordinære bidrag på arbejdsmarkedet. 

Når råderummet er "næsten væk", som Lars Løkke Rasmussen udtrykker det, så bliver arbejdsudbuddet endnu vigtigere fremover.

Seniorer er en af de mest realistiske kilder til yderligere arbejdsudbud. Ikke flere børn. Ikke flere mennesker fra den anden side af kloden. Ikke mirakler. Men seniorer som både kan og vil bidrage.

Dermed bliver seniorpolitik indirekte finanspolitik. Og med det står vi overfor et paradigmeskifte på seniorarbejdsmarkedet. Vi skal finde nye løsninger.

Men lige nu taler vi næsten kun om retten til at trække sig tilbage tidligere. Om Arne-pension. Om anciennitet. Om ydelser.

Og Mette Frederiksen (S) har fyret ekstra op under den debat med socialdemokraternes nyeste udspil, som vil bremse stigningen i pensionsalderen og udvide retten til tidlig pension.

Det er en vigtig diskussion. Men hvis vi kun udvider retten til at gå, uden samtidig at styrke retten til at blive, misser vi det største potentiale på arbejdsmarkedet. 

I dag overgår over halvdelen af de 67-årige til folkepension fra en førtidig tilbagetrækningsordning. Kun en meget lille del går direkte fra lønmodtagerjob til folkepension.

Ser man på de 66-årige – altså året før folkepensionsalderen – er kun 39 procent i følge Danmarks Statistik i lønmodtagerbeskæftigelse, mens omkring 61 procent allerede har trukket sig tilbage på en tilbagetrækningsordning.

Det betyder i praksis, at op mod to ud af tre har forladt arbejdsmarkedet, før de når folkepensionsalderen. Den egentlige udfordring ligger altså før pensionsalderen.

På efterløn reduceres ydelsen i princippet for hver time, man arbejder. Signalet er tydeligt: Bliv hjemme.

Palle Smed

Pensionsdebatten handler næsten altid om retten til at gå. Om tidligere tilbagetrækning. Om ordninger og grænser. Det er en vigtig diskussion. Nedslidte mennesker skal have en værdig mulighed for at trække sig tilbage.

Men vi har indrettet systemet, som om arbejdslivet skal slutte brat. Enten fuld fart. Eller fuldt stop.

Og jeg møder rigtigt mange seniorer, som er løbet træt i et stift og gammeldags system, der slet ikke er fulgt med tiden. For vi mennesker er forskellige.

Mange vil gerne fortsætte – bare ikke på samme vilkår som i 40’erne eller 50’erne. De kunne arbejde færre timer. Tage mindre ansvar. Skifte funktion. Gå ned i tempo. Og i sidste ende få et længere arbejdsliv.

Men systemet gør det ofte unødigt besværligt. Det er her, vi taber både mennesker og arbejdskraft. 

Arbejdskraften falder ikke ned fra himlen. Den står allerede foran os. Den har erfaring. Den har dømmekraft. Den har relationer og faglig ballast. Hvis vi virkelig mener, at seniorerne er en del af løsningen, så skal vi også indrette systemet derefter.

På efterløn reduceres ydelsen i princippet for hver time, man arbejder. Signalet er tydeligt: Bliv hjemme.

Det er bagvendt i et samfund, der mangler arbejdskraft.

Intet ansvarligt parti kan længere nøjes med at tale om retten til at gå uden samtidig at styrke mulighederne for at blive.

Palle Smed

På 'Tidlig pension' må du tjene op til 28.300 kroner om året, før du bliver modregnet.

Er du på Seniorpension har du derimod mulighed for at arbejde op til 15 timer om ugen og tjene op til 94.100 kroner uden at blive modregnet i din ydelse.

Hvis vi skal flytte noget, så må vi i det mindste skabe ensartede regler.

Derfor er mit forslag enkelt. Et 15 timers fripas. Et bundfradrag, hvor de første 15 timers arbejde om ugen ikke modregnes i efterløn, Seniorpension eller Tidlig Pension.

Det er ikke en revolution. Men en modernisering.

Selv en begrænset effekt vil styrke både arbejdsudbuddet og de offentlige finanser. Og endnu vigtigere: Det vil sende et signal om, at vi ønsker seniorernes bidrag.

Men ambitionen bør være større.

Vi bør sætte os et nyt nationalt mål om, at 200.000 flere seniorer frivilligt vælger at udskyde deres pension.

Ikke ved tvang. Ikke ved at hæve pensionsalderen yderligere. Men ved at gøre det attraktivt og trygt at blive lidt længere.

Hvis vi lykkes med det, kan vi skabe et markant større arbejdsudbud. Og måske – i stedet for automatisk at hæve pensionsalderen igen og igen – skabe et politisk råderum til at pause udviklingen.

Så værdifuld er seniorernes indsats, at det bør få klokkerne til at bimle og bamle i regeringskontorerne. Det er en helt anden måde at tænke pensionspolitik på. De 15 timer kan ændre pensionsdebatten.

Retten til at gå er vigtig. Men retten til at blive kan vise sig at være langt vigtigere for Danmarks fremtid.

Intet ansvarligt parti kan længere nøjes med at tale om retten til at gå uden samtidig at styrke mulighederne for at blive.