Debat

Forbundsformand: Det er efterhånden en hån, når vi får at vide, at vi ikke må blive syge af at arbejde

Forhandlingerne om en ny arbejdsmiljøaftale er endelig i gang, men desværre klinger den seneste udmelding fra beskæftigelsesministeren hult, da tidligere ministre har givet lignende tomme løfter. Imens stiger problemerne med arbejdsmiljøet, hvilket bestemt ikke er godt for arbejdsudbuddet, skriver Jannik Frank Petersen.

Alt imens politikerne rituelt melder ud, at danskerne
ikke skal blive syge af at gå på arbejde, så er det lige præcist, hvad der sker
på landets arbejdspladser – og det koster milliarder af kroner hvert år, skriver Jannik Frank Petersen.
Alt imens politikerne rituelt melder ud, at danskerne ikke skal blive syge af at gå på arbejde, så er det lige præcist, hvad der sker på landets arbejdspladser – og det koster milliarder af kroner hvert år, skriver Jannik Frank Petersen.Foto: Teknisk Landsforbund
Jannik Frank Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Vi skal hele tiden tage et politisk ansvar for, at man ikke bliver syg af at gå på arbejde.” Sådan lød det forleden fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Umiddelbart en ædel ambition, men desværre også en politisk målsætning, som jeg får sværere og sværere ved at tro på. Det skyldes, at hver eneste af de seks seneste beskæftigelsesministre har brugt lige præcis den formulering, når de skulle markere, hvor seriøst de tog arbejdsmiljøet. Man skal ikke ”blive syg af at gå på arbejde”.

En forbedring af arbejdsmiljøet vil ret så effektivt sørge for, at tusindvis af mennesker kan yde ekstra arbejdstimer

Jannik Frank Petersen
Forbundsformand, Teknisk Landsforbund

I 2012 var det den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) som sagde, ”Når man går på arbejde i Danmark, så skal man selvfølgelig ikke blive syg af at gå på arbejde.”

Siden fulgte Henrik Dam Kristensen (S), Jørn Neergaard Larsen (V), Troels Lund Poulsen (V) og Peter Hummelgaard (S). Og nu altså Ane Halsboe-Jørgensen. Samme formulering med minimale variationer.

Må jeg forsigtigt foreslå, at i begynder at fixe problemerne i stedet? Eller i det mindste gør os den tjeneste at opdatere spin-manualen i Beskæftigelsesministeriet og fremover undlade at bruge den samme formulering år efter år?

For hvis der vitterligt ikke er politisk vilje til for alvor at forbedre arbejdsmiljøet, så nærmer det sig en hån af de berørte af dårligt arbejdsmiljø, at de igen og igen skal høre den ansvarlige minister bruge den samme formulering.

Langvarige problemer med arbejdsmiljøet

For alt imens de seks beskæftigelsesministre siden 2012 har meldt ud, at danskerne ”ikke skal blive syge af at gå på arbejde,” så er der ingen positive forbedringer sket i forhold til arbejdsmiljøet. Tværtimod.

2022 blev et ”rekordår” målt på antallet af dødsulykker på jobbet, antallet af arbejdsulykker meldt til arbejdstilsynet ligger nogenlunde stabilt på cirka 45.000 om året (hertil kan du tilføje samme antal corona-relaterede anmeldelser), og samtidig viser Sundhedsstyrelsens rapport Den Nationale Sundhedsprofil, at andelen af voksne danskere med en høj score på stressskalaen er steget fra 21 procent i 2013 til 29 procent i 2021, hvor den seneste rapport er udgivet.

Læs også

Så alt imens politikerne rituelt melder ud, at danskerne ikke skal blive syge af at gå på arbejde, så er det lige præcist, hvad der sker på landets arbejdspladser – og det koster milliarder af kroner hvert år.

Tidligere har fagbevægelsen lavet udregninger, der viste, at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet cirka 60 milliarder kroner om året.

Hvis regeringen vil øge arbejdsudbuddet, så vil det være meget oplagt at kigge på at forbedre arbejdsmiljøet. Det vil ret så effektivt sørge for, at tusindvis af mennesker kan yde ekstra arbejdstimer, fordi de ikke bliver syge af at gå på arbejde. En styrket indsats i forhold til arbejdsmiljøet er en forudsætning for velfærdsforliget, når man ønsker fortsat at øge pensionsalderen.

Vi er stadig dårlige til at håndtere stress

Stress alene koster – udover de alvorlige lidelser hos hver enkelt – hvert år samfundet 14 milliarder kroner, blandt andet fordi stress er skyld i en million sygedage årligt. Det er en uhyrlig dyr sygdom. Så et konkret forslag til de kommende politiske forhandlinger er at justere lovgivningen, så psykiske arbejdsskader – som eksempelvis stress – anerkendes på lige vilkår med fysiske skader. Så får vi et værktøj til endelig at få gjort op med sygdommen.

De kommende forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale er de vigtigste i mange år. Politikerne kan ikke fortsætte med autopiloten slået til

Jannik Frank Petersen
Forbundsformand, Teknisk Landsforbund

Forskere fra Københavns Universitet har tidligere dokumenteret, at medarbejdere, som får stress eller andre psykiske lidelser på jobbet, desværre står langt dårlige end kolleger med fysiske arbejdsskader.

De psykiske skader bliver sjældent anerkendt, og ledelsen håndterer sygdommen dårligt. Det er lettere at forholde sig til et benbrud frem for stress. Måske forståeligt, men uacceptabelt. Dermed har danskere med psykiske arbejdsskader en længere vej tilbage på arbejdspladsen efter en skade.

De kommende forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale er de vigtigste i mange, mange år, og det nytter ikke noget, at politikerne fortsætter med autopiloten slået til. Forhold jer nu for alvor til arbejdsmiljøet.

Der er enorme mængder kroner at spare – og massive menneskelige lidelser, der kan undgås – hvis danskerne ikke bliver syge af at gå på arbejde. Og hvis i ikke har den politiske vilje til det, så gør os den tjeneste fremover at stoppe med at postulere, at i går op i det. Må jeg foreslå, at i bruger denne formulering fremover i stedet:

”Danskerne bliver syge af at gå på arbejde – men vi har ikke tænkt os at ændre på det.”

Det vil være ærlig snak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jannik Frank Petersen

Forbundsformand, Teknisk Landsforbund
Elektronikmekaniker

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00