Forstander: Psykiatere kan meget – men værdien af job kan de ikke skabe

Af Grete Mikkelsen
Forstander for bo-, beskæftigelses- og behandlingstilbuddet Granhøjen

Der er behov for langt mere fokus på beskæftigelse, hvis vi skal løfte psykiatrien ud af de store problemer, som præger både brugere og behandlere i systemet.

Nøglen ligger hos kommunerne, der er nødt til at erkende, at beskæftigelse er til for borgerne – og ikke systemet. Gør det til et lovkrav, at botilbuddene altid skal tilbyde beskæftigelse eller uddannelse til beboeren.

Beskæftigelse er afgørende
”Hvis jeg sad derhjemme hele dagen, ville jeg få det dårligt,” sagde en af vores beboere forleden til et arrangement, hvor vi fortalte pårørende om vores arbejde på Granhøjen med beskæftigelse.

Beboeren har været på Granhøjen i 10 år og arbejder i et fælleskøkken, som leverer mad til flere af vores botilbud. Hun er ikke alene om holdningen.

Mange andre af vore beboere fortæller ligeledes, hvordan beskæftigelse er en helt afgørende del af deres hverdag, der betyder, at de langt bedre kan leve et liv, hvor deres psykiske lidelse ikke får en lige så indgribende betydning for deres liv og hverdag.

Det er, som om enten så er folk parkeret på passiv hjælp, eller også skal de køres gennem hele møllen af krav og sendes ud i det ene jobforløb efter det andet, som de ikke magter. Det er spild af penge – og det er spild af gode viljer.

Grete Mikkelsen
Forstander for bostedet Granhøjen

Men det er mere end blot fornemmelser og beretninger fra beboere. Som overlæge Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrisk Selskab, skrev for nylig her i Altinget, så er der også belæg for holdningen i forskningen:

"Hverdagslivet og støtte til at fastholde eller genvinde et positivt tilhørsforhold til netværk, arbejde, skole, uddannelse og lokalsamfundets fællesskaber spiller en afgørende rolle for en persons recovery, trivsel, udvikling og læring," skriver Torsten Bjørn Jacobsen, der efterlyser mere fokus på beskæftigelse på bostederne.

Et bosted er ikke bare en bolig
Jeg kunne ikke være mere enig. Man burde ikke kunne drive et bosted uden samtidig at have et klart koncept for, hvordan beboernes hverdag skal være og altså dermed kunne tilbyde også beskæftigelse.

Et bosted er ikke blot en bolig. Det er et sted, hvor man har sit hverdagsliv. Det er et sted, hvor man skaber en identitet.

Pædagoger og psykiatere kan meget. Men værdien af et job kan de ikke skabe. Vores beboere får en ny og anden fortælling om sig selv end historien om deres psykiske sygdom. 

Skræddersyet arbejde 
Den holdning har vi haft i 30 år, og det kan danne udgangspunkt for den opbygning, Granhøjen har i dag. Vi stiftede for år tilbage socialøkonomiske virksomheder, som danner rammen om den beskæftigelsesindsats, som vi har på Granhøjen.

Vi har et hotel med café, som giver god beskæftigelse til særligt pigerne, og så har vi en meget stor gårdbutik. Hertil økologisk landbrug, som også giver masser af god beskæftigelse.

Nogle arbejder en time om dagen med måske blot at fodre hønsene, mens andre arbejder mere og måske har mere ansvar. Vi kan med andre ord skræddersy et job til en beboer efter deres behov og situation.

Vi skal samarbejde - ikke hjælpe
Når jeg ser på, hvordan vi gennem de sidste 30 år har kæmpet for at holde fast i det koncept, så afslører det nok lidt af sandheden om, hvorfor beskæftigelse ikke er i fokus på mange bosteder, som Torsten Bjørn Jacobsen helt rigtigt skriver.

Helt grundlæggende så er vi oppe imod den holdning hos mange, at det her handler om mennesker, som det er synd for, og som andre skal tage over for. Nogle mener, at det er omsorg at parkere borgene et sted og så hjælpe dem med at leve deres liv.

Jeg skrev for nogle år siden en bog, der hedder 'Omsorg gør det ikke alene', som handler om, at den store fejl, vi gør i psykiatrien, er at tro, at vi alene med omsorg kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Ja, alene ordet ”hjælpe” er forkert.

Vi skal ikke hjælpe de mennesker. Vi skal samarbejde med dem. Vores rolle som bosted er at stå til rådighed for, at beboerne kan samarbejde med personalet om at få en hverdag og en identitet, som de ønsker. Det gør vi blandt andet gennem at stille krav. Men vel at mærke krav, som vi gennem vores faglighed ved, de kan honorere.

Det er, som om enten så er folk parkeret på passiv hjælp eller også skal de køres gennem hele møllen af krav og sendes ud i det ene jobforløb efter det andet, som de ikke magter. Det er spild af penge – og det er spild af gode viljer.

Kassetænkning bestemmer
Den holdning mærker vi ind i mellem, når folk undrer sig over, at beboerne på Granhøjen arbejder. ”Slavearbejde” er vores beskæftigelse sågar blevet kaldt af folk, der er forarget over, at ”Granhøjen sætter psykisk syge til at arbejde”.

Jeg mærker, at holdningerne dog er flyttet de senere år, og at der breder sig en holdning om, at beskæftigelse er vigtigt.

Derfor kan det undre, at den modstand, vi nu møder, kommer fra den kommunale verden selv. Ikke en modstand mod selve vores koncept, men en modstand, der handler om, at kommunerne lader kassetænkning bestemme frem for at se helhedsorienteret på borgeren, som vi gør det.

Der sidder en socialforvaltning og en beskæftigelsesforvaltning og hiver i beboeren fra hver sin side. Det gør det meget svært for dem begge at opnå et resultat, det gør det svært for os at nå et resultat – og det er spild af ressourcer.

Kommunerne bremser beskæftigelsen
Når vi modtager en beboer, vil mange ofte være på kontanthjælp. Det vil sige, at vi får en opgave, som handler om en socialfaglig udfordring.

Der er måske tale om en borger med svære psykiske lidelser, som betyder, at borgeren ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv og slet ikke kan håndtere de krav, arbejdsmarkedet stiller. Det ønsker socialforvaltningen at samarbejde med os om, og vi finder et passende botilbud.

Men fordi borgeren er på kontanthjælp, ligger beslutningen om beskæftigelse hos kommunens jobcenter. Her vurderer man, at denne borger er for dårlig til at være i beskæftigelse, så man ”sparer” indsatsen væk. Borgeren er så dårlig psykisk, at man ikke vil køre dem gennem systemet med henblik på senere beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Det er for så vidt helt korrekt. Disse borgere er slet ikke der, hvor det ordinære arbejdsmarked kommer på tale. De lider af svære psykiske lidelser. Men i kontanthjælpssystemet er det enten-eller.

Så selvom kommunens socialforvaltning kan se, at der er behov for et tilbud med beskæftigelse, så vil den anden kasse – beskæftigelsesforvaltningen – ikke betale for borgerens beskæftigelse, fordi de reelt ikke mener, at borgeren kan varetage et job og dermed være i beskæftigelsessystemet.

Med andre ord så kan borgeren få lov til at sidde på et botilbud uden beskæftigelse. Derfor bliver det meget svært at skabe faste strukturerede rammer for de borgere, og deres psykiske lidelser får overtaget i deres liv. Som Torsten Bjørn Jacobsen skriver i sit indlæg:

”Ingen bliver rask af at sidde på en sengekant eller i en sofa og se ud i luften i dage eller uger. Uden andet at tage sig til end at gruble over sit liv og situation. Tværtimod.”

Gør det, der virker
Altinget har de sidste mange uger sat fokus på en mulig kommende Psykiatriplan 2.0 og har fået mange bidrag i debatten. De gode viljer er der mange af. Handling kniber det med.

Det kræver, at vi stiller nogle krav til de tilbud, som vi tilbyder mennesker med psykiske lidelser.

I stedet for, at vi skal kæmpe for at få lov til at arbejde med beskæftigelse for beboerne, så burde det ganske enkelt være et lovkrav, at alle bosteder skal tilbyde beboere en beskæftigelse, som passer til borgerens funktionsniveau og situation. Det vil for alvor tvinge både kommuner og bosteder til at sætte ind her, hvor vi ved, det virker.

Det er meget let at blive pessimistisk, når man ser på, hvordan psykiatrien fungerer i Danmark. Ser man debatten, undrer man sig så over, at så mange gode viljer ikke kan knække den dårlige udvikling.

Vi ved jo faktisk rigtig meget om, hvad der skal til. Så lad os få lov til at gøre det, vi ved virker.