HK: Det er uværdigt, at borgere og medarbejder skal vente i uvished på regeringens jobreform

Det samme gælder vores dygtige medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen.

Både borgere og jobcentermedarbejdere i beskæftigelsesindsatsen har i nu to et halvt år ventet på en afklaring på, hvad de kan forvente sig af fremtidens jobindsats – fra de første politiske udmeldinger i efteråret 2022 over SVM-regeringens arbejdsgrundlag og til ekspertgruppens anbefalinger.

Tusindvis af medarbejdere ved altså fortsat ikke, om de til næste år eller til næste år igen fortsat har et arbejde.

Problemet sendes videre til kommunerne

Samtidig haster det af helt praktiske grunde med at lande en aftale, fordi beskæftigelsesreformen efter planen skal indfases allerede næste år. Og kommunerne er allerede i gang med planlægningen af 2026-budgettet. Ønsker man at kortslutte den øvelse?

Det er både bekymrende og urimeligt, at den politiske afklaring trækker ud, så kommunerne og deres medarbejdere nu har endnu kortere tid til at indrette sig efter rammerne i den kommende reform.

Det limbo, borgerne og de ansatte efterhånden længe har befundet sig i, ser ud til at fortsætte i kølvandet på reformen.

Kasper Ejlertsen
Næstformand, HK Kommunal

Uvisheden tager nu til i styrke, fordi regeringen tilsyneladende har svært ved at finde det besparelsesbeløb på tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen, der i øvrigt mest af alt har karakter af at være et tilfældigt tal tilføjet et regeringsgrundlag. Det ligger i kortene, at man vil sende problemet videre til kommunerne og deres medarbejdere.

Lige nu jonglerer regeringen med, at kommunerne engang i fremtiden selv skal finde besparelser på 800 millioner kroner, så regeringen kan nå sine tre milliarder. Og pengene skal findes på nogle af de mest virkningsfulde beskæftigelsesindsatser for de ledige, der er længst fra arbejdsmarkedet.

Det er under al kritik, at regeringen tilsyneladende vil give aben videre til kommunerne. For det betyder jo, at det limbo, borgerne og de ansatte efterhånden længe har befundet sig i, ser ud til at fortsætte i kølvandet på reformen.

Forståeligt at støttepartier tænker sig om

Jeg hilser det i den grad velkomment, at man vil finde finansiering til de joborienterede uddannelsestilbud, der på lange stræk har vist sig effektfulde.

Det giver imidlertid meget lidt mening at lade de tilbud finansiere af nedskæringer på de mere håndholdte indsatser, der blandt andet omfatter de såkaldte ØVO-tilbud (øvrig vejledning og opkvalificering). De tilbud omfatter blandt andre vejledere, mentorer, virksomhedskonsulenter og de ungemedarbejdere, der skaber mulighed for, at unge ikke sidder fast i offentlig forsørgelse.

Så jeg forstår så absolut, at regeringens beskæftigelsespolitiske støttepartier lige vender skråen en ekstra gang, inden de siger ja til et udspil, der vil dræne mulighederne for at få et fodfæste på arbejdsmarkedet for en masse borgere.

Det er også værd at erindre sig, at de 800 millioner kroner er ekstra besparelser, for regeringen i forvejen har fundet mere end en milliard kroner på den jobcenterdrift, som blandt andet rummer disse ØVO-tilbud. Det er alle indsatser, der har udvist en klar, dokumenteret effekt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at politikerne med den ene hånd har et berettiget fokus på de titusinder af unge, der står uden arbejde eller uddannelse, mens man med den anden hånd altså nu er ved at amputere den håndholdte hjælp til netop disse unge.

Al erfaring viser, at investeringer i beskæftigelsesindsatsen betaler sig – også på bundlinjen i det kommunale regnskab.

Kasper Ejlertsen
Næstformand, HK Kommunal

En tom skal

Al erfaring viser, at investeringer i beskæftigelsesindsatsen betaler sig – også på bundlinjen i det kommunale regnskab. Og hvor mon den meget omtalte værdighed bliver af, hvis man har sparet de værktøjer væk, der kunne have hjulpet den udsatte borger med at finde sig selv på en arbejds- eller uddannelsesvej?

Med uigennemtænkte besparelser risikerer vi at smide særdeles velfungerende indsatser ud med badevandet.

Hvis titusinder af borgere bliver efterladt på perronen på passiv forsørgelse, vil det blive en dyr løsning.

En så massiv besparelse på beskæftigelsesindsatsen, som politikerne lægger op til, vil blive mere end udhulet af langt større udgifter på socialområdet. En stigning i den strukturelle ledighed på bare en halv procent, vil koste seks milliarder offentlige kroner.

Der er brug for frisættelse. Færre rigide regler, mindre bureaukrati og langt mere plads til medarbejdernes faglighed. Det er vi mange, der er enige om.

Men hvis frisættelsen samtidig ledsages af massive besparelser, bliver den ikke andet end en tom skal.

Uden de nødvendige værktøjer kan de tilbageværende medarbejdere på beskæftigelsesområdet naturligvis ikke løfte opgaven ordentligt.

Lad os få en værdig reform, der sidder i skabet første gang.