Debat

HK: Løs ledigheden med investeringer i uddannelse og grøn omstilling

DEBAT: For at løse arbejdsløsheden må vi skrue op for det offentlige forbrug og investere i uddannelse, grøn omstilling, digitalisering og et bedre sikkerhedsnet, skriver HK-formand Kim Simonsen.

Krisen gør det ekstraordinært vanskeligt at finde et job, og derfor er det kun rimeligt at give længere dagpengeret til ledige, skriver HK-formand Kim Simonsen.
Krisen gør det ekstraordinært vanskeligt at finde et job, og derfor er det kun rimeligt at give længere dagpengeret til ledige, skriver HK-formand Kim Simonsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Simonsen
Forbundsformand, HK Danmark

Nu hvor regeringens, Folketingets og befolkningens store arbejde for at bremse smittespredningen ser ud til at bære frugt, fylder et spørgsmål mere og mere:

Hvordan rejser Danmark sig bedst igen, efter at coronakrisen har slynget os ud i ukendt terræn, fået ledighedskøen til at vokse voldsomt og givet vores økonomi bøllebank?

Fra tilhængere af en trickle down-økonomisk tilgang lyder svaret endnu en gang: Topskattelettelser og lavere selskabsskat. Men hvis vores samfund skal have gang i hjulene igen, må vi gå den stik modsatte vej.

Vi kan ikke spare os ud af krisen. Vi skal investere os ud af den.

Kim Simonsen
Forbundsformand, HK Danmark

Der er brug for at skrue op for det offentlige forbrug, investere massivt og holde hånden under de ledige.

Bedre sikkerhedsnet for ledige
Når coronakrisen gør det ekstraordinært vanskeligt at finde et job, er det kun rimeligt at give længere dagpengeret til ledige, der ellers risikerer at miste den.

Christiansborg har taget de første vigtige skridt i form af en hjælpepakke og forlængelsen af aftalen. Men lad os sikre, at sikkerhedsnettets huller ikke bliver for store, så folk falder igennem, hvis fyresedlen kommer.

Derfor skal resten af 2020 være en neutral periode i dagpengesystemet. En tid, der simpelthen ikke tæller med i forbruget af dagpengeretten.

Samtidig er det på tide at stoppe den udhuling, som år for år gør dagpengene mindre værd. Og så skal ledige have en højere dagpengesats i de første tre måneder af deres dagpengeperiode, så det ikke bliver for stor en økonomisk mavepuster at gå fra sin løn til dagpenge.

Invester massivt i uddannelse
Ledige skal også have bedre muligheder for opkvalificering. Det er helt afgørende at gøre det nemmere at videreuddanne sig.

For hvordan skal vi som samfund lykkes med at skabe vækst og job, hvis ikke vi har de kompetencer, som det kræver på et arbejdsmarked i forandring?

Danmark skal satse benhårdt på uddannelse, så vi kommer klogere gennem krisen. Lad os få fjernet stopklodser for ledige, der vil bygge ovenpå deres faglighed.

Sig farvel til reglen, der står i vejen for ledige med en kort videregående uddannelse, fordi deres uddannelse ikke betegnes som forældet.

Giv ledige lov og mere frihed til at vælge jobrettet uddannelse – før der er gået fem uger. Og lad os også få ryddet barriererne af vejen for ansatte, så de bedre kan veksle mellem job og skolebænk.

I dag er det ofte uoverskueligt og dyrt, og det er vi nødt til at få lavet om på. Hele efter- og videreuddannelsessystemet trænger til et markant løft.

Læs også

Styrk den grønne omstilling
Derudover skal Danmark investere i at stå stærkere digitalt. Ikke kun i forhold til kompetencer, som digitalisering, automatisering og ny teknologi stiller større og større krav til.

Danmark skal også stå stærkere, når det drejer sig om vores digitale infrastruktur, sådan at alle fra Gedser til Skagen har god internetadgang og høj online sikkerhed.

Som del af indsatsen for at slippe ud af krisens kløer giver det også rigtig god mening at se på grønne tiltag – hvad enten det så eksempelvis drejer sig om solcelleparker eller flere ladestandere til el-biler – der både er gode for beskæftigelsen og den grønne omstilling.

Den strategi er ikke gratis. Men vi kan ikke spare os ud af krisen. Vi skal investere os ud af den.

Dokumentation

Temadebat: Fra jobfest til krise – hvad gør vi nu?

Coronakrisen har sendt tusindvis af borgere ud i arbejdsløshed. 

For at undgå fyringer og virksomhedslukninger har regeringen med udgangspunkt i trepartsaftaler lanceret hjælpepakker for op mod 285 milliarder kroner. 150.000 har indtil videre gjort brug af lønkompensationen, som hjælpepakkerne blandt andet giver mulighed for.

Hvordan vi håndterer udfordringerne og arbejdsløsheden i kølvandet på coronakrisen? Hvad kan hårdt ramte brancher selv gøre for at håndtere ledigheden? Hvilke yderligere initiativer skal politikerne, der har givet håndslag på hjælpepakkerne, iværksætte? Og kan vi grundlæggende reformere værdikæden for at undgå, at kriser rammer de mindst uddannede og svageste grupper hårdest?

Her er aktørerne:
  • Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
  • Erik E. Simonsen, underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
  • Hans Andersen (V), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Henrik Bach Mortensen, direktør, Ledernes Hovedorganisation
  • Karsten Hønge (SF), medlem af Folketinget, politisk ordfører, arbejdsmarked- og beskæftigelsesordfører
  • Karsten Mølgaard Jensen, direktør, Ase
  • Kim Simonsen, forbundsformand, HK Danmark
  • Lars Qvistgaard, formand, Akademikerne
  • Lizette Risgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
  • Mia Amalie Holstein, cheføkonom, SMVdanmark
  • Per Christensen, forbundsformand, 3F
  • Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv
  • Peter Hummelgaard (S), medlem af Folketinget og beskæftigelsesminister
  • Samira Nawa (R), medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører
  • Steen Nielsen, underdirektør, Dansk Industri
  • Torben Poulsen, formand, Danske A-kasser
  • Thomas Kastrup-Larsen (S), formand, KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Simonsen

Formand, AKF-Holding , Refshaleøen Ejendomsselskab, næstformand, Sampension a/s, DRC-Dansk Flygtningehjælp
(Grenaa Handelsskole 1979)

0:000:00