Isabella Arendt: Kære Dansk Industri, hvad hvis børnene er lønnen værd?

Lad mig her først slå to ting fast: For det første, at pensionen selvfølgelig bør deles mellem mor og far, hvis de går fra hinanden. Det løser den del af DIs problemer.

For det andet: Jeg kan undre mig over, hvorfor fædrene ikke i samme grad går ned i tid.

Tro mig, det er ikke mødrene, vi skal have ondt af her. Faktisk skal vi slet ikke bruge energi på at blande os i eller formane om andre voksne menneskers valg af hverdag med familien.

Men jeg kan alligevel godt undre mig over, at fædrene ikke også vælger deltiden til, mens børnene er små.

For tiden med små børn kommer ikke igen. Man kan godt kompensere senere i livet med pensionsindbetalinger eller højere løn. Pension og løn kan indhentes.

Man kan til gengæld ikke “indhente” sine børns barndom senere i livet, lægge puslespil, når børnene er flyttet hjemmefra eller lære dem at cykle som store teenagere.

Oplevelsen med små børn har man én chance for. Så jeg forstår godt de forældre, som i en periode lader arbejdsmarkedet vente eller sætter tempoet ned for at være nærværende hos dem, som ikke kan vente: børnene.

Tiden med små børn og børn i hjemmet i det hele taget er kort. Arbejdslivet er langt. Fokus er derfor helt skævt, når DI forsøger at sige, at kvinderne skal arbejde mere for at få en spændende karriere.

Hvad med, at man i stedet som arbejdsmarked eller erhvervsorganisation tog ansvar for, at også forældre, der i en kort periode har været på deltid faktisk, kan få en spændende karriere?

Vi vælger jo selv, hvad der er problemer, og hvad der er rammer. Lige nu er rammerne, at fuldtidsarbejde og ufleksible vilkår er vejen til pension og karriere. Det koster for dem, som vil vælge familien mere til i en kort periode, mens børnene er små.

Men vi kan jo bare lave det om. Rammerne er menneskeskabte. Arbejdsmarkedet er menneskeskabt.

Der skrives ikke et ord om den værdifulde tid, som fædrene går glip af derhjemme, mens de arbejde fuldtid.

Isabella Arendt

Jeg vil glæde mig til, at der en dag kommer en strategi for, hvordan man laver spændende karriereforløb for forældre, som kommer tilbage fra en årrække på deltid.

Hvordan man får det bedste ud af forældrenes enorme potentiale og al den erfaring med konflikthåndtering, projektledelse, pres og menneskekendskab, som forældre kommer tilbage på arbejdsmarkedet med efter barsel eller deltid. Forældre er en kæmpe ressource.

I stedet for tørt at konstatere, at deltid går ud over muligheden for en spændende karriere, kunne DI jo i stedet lægge en plan for, hvordan en spændende karriere også gøres til en mulighed for forældre, som har været på deltid i nogle år.

Tænk, hvad det ville gøre for ligestillingen for familierne, hvis man ikke skulle vælge mellem tiden med små børn og en spændende karriere, men faktisk havde mulighed for først at få det ene og senere i livet det andet?

Så i stedet for endnu engang at forsøge at få mødrene væk fra børnene, fordi arbejdsmarkedet åbenbart ikke kan vente - så kan vi måske denne gang bruge analysen som anledning til at lægge en strategi for, hvordan flere fædre kan føle sig frie til at vælge deltid.

Måske problemet ikke er deltidskulturen på arbejdspladser domineret af kvinder, men fuldtidskulturen på arbejdspladser domineret af mænd.

Tænk, hvis vi var bedre til på tværs af alle branche og begge køn at have deltidsjobs. DIs analyse fremlægger det som, at kvinderne går glip af værdifuld tid på arbejdsmarkedet, når det er på deltid.

Men der skrives ikke et ord om den værdifulde tid, som fædrene går glip af derhjemme, mens de arbejde fuldtid.

Målet for et familievenligt arbejdsmarked må være, at vi uanset kun kan vælge at arbejde fuldtid eller deltid i forskellige faser af vores liv.

Jeg har selv arbejdet deltid, da min datter var helt lille. Det fungerede godt. Jeg arbejder fuldtid og lidt til nu. Det fungerer også godt. Arbejdsmarkedet kunne bestemt tåle at blive mere fleksibelt. Målet må derfor være flere deltidsmuligheder på tværs af brancher og ikke færre. 

{{quote:162209:POSITION}}

Den strategi har DI dog ikke lavet endnu. For vi lever stadig i et samfund, hvor det åbenbart flere gange om året kan komme bag på folk, at forældre gerne vil være sammen med deres børn, mens børnene er små.

Det gør forældrene endda med fuldt overlæg. De regner på privatøkonomien, nedjusterer forbruget eller flytter i noget billigere.

Det er ikke synd for de mødre, som har god tid med deres små børn. De investerer netop i det, som er allervigtigst for dem.

Jeg kender mange, som er på deltid eller hjemmepasser deres små børn. Alle som én siger, at det er det hele værd. At det er pengene værd.

Gad vide, hvornår det for alvor går op for vores samfund, magtelite og politiske lag, at vi forældre faktisk gerne vil have friheden til at bruge tiden med vores små børn.

Også selvom det koster på pension, karriere og løn. Hvornår forstår vi som samfund for alvor, at arbejde ikke er den vigtigste valute at måle lykken i - og at mennesker er forskellige, vælger forskelligt og trives i forskellige rammer. Og at det er okay. 

Jeg har derfor på ingen måde ondt af mødrene - men jeg kan godt synes, det er lidt synd for fædrene.