Analyse af 
Søren Elkrog Friis

Kamikaze-konflikt kan spolere Mette Frederiksens opgør med Corydon

Sygeplejerskernes strejke er en streg i regningen for regeringen, som har brugt mange kræfter på at forsone sig med de offentligt ansatte. Der er næppe nogen vej uden om et regeringsindgreb, som vil trække fronterne skarpere op i ligelønskampen.

Mette Frederiksen på corona-inspektion på Herlev Hospital. Sygeplejerskernes strejke lægger nu hårdt pres på regeringen, som ellers har gjort sig umage for ikke at få noget klinket i de offentlige overenskomstforhandlinger.
Mette Frederiksen på corona-inspektion på Herlev Hospital. Sygeplejerskernes strejke lægger nu hårdt pres på regeringen, som ellers har gjort sig umage for ikke at få noget klinket i de offentlige overenskomstforhandlinger. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

Sygeplejerskernes strejke er ikke blot dårligt nyt for danskere, som nu risikerer at få udsat hofteoperationer eller andre ikke-livstruende behandlinger.

Det er også en dårlig start på sommeren for en socialdemokratisk regering, som har satset meget politisk valuta i at undgå en konfrontation med de offentligt ansatte.

Konflikten tvinger regeringen ind i en arena, som de inderligt havde håbet at styre fri af, fordi kampen er lose-lose set fra Mette Frederiksens perspektiv.

Forhandlinger har spillet fallit
En forhandlingsløsning virker urealistisk, da et overbevisende flertal af sygeplejerskerne nu klart har afvist den mæglingsskitse, som fremkom af svære forhandlinger i Forligsinstitutionen, og som har trukket hårde veksler på solidariteten fra den øvrige fagbevægelse.

Regionernes topforhandler Anders Kühnau (S) har klart signaleret, at han ikke ser en løsning for sig efter det svære kompromis i Forligsen.

Medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har nu to gange forkastet det forlig, som deres egen formand og hovedbestyrelse har anbefalet dem at stemme ja til.

Det efterlader regeringsindgrebet som et nærmest uundgåeligt punktum for konflikten. Det kan ske efter få dage, hvis regeringen vælger at gøre kort proces, eller det kan trække ud i længere tid, hvis regeringen vil foregive, at de lader den danske model arbejde og parterne presse hinanden tættere på en løsning.

Et lidt senere regeringsindgreb kan dog også have den effekt, at man lader sygeplejerskerne "stege lidt", tære på strejkekassen og slide på befolkningens sympati, som i forvejen bliver svær at mønstre i slutspurten af en national sundhedskrise.

Forståelsen for sygeplejerskernes lønkamp kan hurtigt falme, når de første historier om ulykkelige ældre, som nu skal vente seks måneder mere på en ny hofte eller øjenoperation, begynder at pible frem i mediebilledet.

Men uanset konfliktens varighed er regeringens råderum i forhold til et indgreb stærkt begrænset.

Ingen gevinst i udsigte
Sygeplejerskerne går alene i strejke - efter radiografernes ja til mæglingsskitsen nu helt uden allierede. Lærere, politibetjente, hjemmehjælpere, pædagoger og alle andre offentlige faggrupper har lukket deres overenskomstforhandlinger - og har fået deres andel af den samlede økonomiske ramme.

Regeringen kan ikke give sygeplejerskerne ekstra lønkroner. For det første er pengene brugt. For det andet kan man ikke tillade sig at signalere til andre faggrupper, som artigt har stemt ja til deres nye overenskomster, at det næste gang bedre kan betale sig at gå på barrikaderne.

På den korte økonomiske bane kan sygeplejerskerne altså kun opnå det, der allerede er deres.

Det andet ben i ligningen er den ligelønskomite, som var omdrejningspunkt i mæglingsskitsen. Ligelønskomiteen er et nøje balanceret løsningsforslag fra FH, som er designet til at redde sygeplejerskerne ud af kniben, men som allerede i fødslen har trukket store veksler på den tværgående solidaritet i fagbevægelsen.

Regeringen kan derfor ikke ændre et komma i FH-forslaget uden samtidig at åbne en pandoras æske af rivaliserende fagforbund, som kan falde både sygeplejerskerne og dem selv i ryggen.

Det ved Dansk Sygeplejeråd godt. Ifølge formand Grete Christensen skal medlemmernes nej til mæglingsskitsen ikke tolkes som et nej til lønkomiteen, men som et signal til politikere og arbejdsgivere om, at de har været for vage og uklare om deres forventninger til komiteen.

Det har med andre ord været for nemt for medlemmerne at betragte ligelønskomiteen som en syltekrukke.

Undervurderet vrede
Det sandsynlige udfald af strejken er altså, at sygeplejerskerne gennem et regeringsindgreb vil få den samme aftale, som de lige har stemt nej til.

Måske også derfor kommer resultatet af urafstemningen som en overraskelse. Både i den øvrige fagbevægelse og i toppen af Dansk Sygeplejeråd var det forventet, at et flertal ville vurdere mæglingsskitsen og løftet om en lønkomite som det mindst ringe resultat.

Måske har interessen i at tale et ja op været så stærk, at muligheden for et nej ikke har fået nok opmærksomhed. Sikkert er det, at Grete Christensen og forbundsledelsen har undervurderet og fejlbedømt, hvor dybt frustrationen over et oplevet lønefterslæb stikker blandt et flertal af medlemmerne.

Nu står vi så med en slags kamikaze-konflikt, hvor sygeplejerskerne i afmagt kaster sig ud i en strejke uden umiddelbar gevinst, men hvor ansvaret placeres mere direkte hos regeringen og Folketinget.

Pres fra støttepartier 
Nej-sigerne vil næppe blive mere tilfredse af at få det samme resultat serveret i form af et regeringsindgreb. Forskellen fra mæglingsskitsen er, at regeringen nu kommer til at stå som eksponent for det, som ikke er godt nok.

På den ene side er det altså knap 60.000 sygeplejersker, som Mette Frederiksen risikerer at falde i unåde hos - og yderligere knap 60.000 pædagoger, som har deres overenskomst på det tørre, men som sygeplejerskerne også føler sig for lavt indplaceret i det offentlige lønhieraki ved tjenestemandsreformen i 1969.

På den anden side står det ligeledes kvindedominerede FOA, som trods de fælles interesser har oplevet sygeplejerskernes lønkamp som et usolidarisk soloshow, og som presser på for en lønstruktur, som gavner de lavest lønnede.

Derudover er der de store overvejende private forbund som 3F, Dansk Metal og HK, som ikke ønsker en favorisering af offentlige forbund.

Regeringens rolle bliver næppe gjort lettere af støttepartierne, hvor især Enhedslisten og SF vil presse på for et opgør med tjenestemandsreformen, men hvor også Dansk Folkeparti og Radikale vil forsøge at score point ved at støtte op om ligelønskampen.

Forstyrrer opgør med Corydon
Sygeplejerskernes strejke og det sandsynlige regeringsindgreb smider sand i maskineriet for Socialdemokratiet, som har forsøgt at lappe forholdet til de offentlige ansatte, som var tyndslidt efter overenskomstslagsmålet i 2018 (OK18), lærerlockouten i 2013 og 'maratonkonflikten' i 2008, hvor sygeplejerskerne, FOA og BUPL strejkede i otte uger for at opnå "mandeløn til kvindefag".

Respekt og dialog var ifølge skatteminister Morten Bødskov (S) nøgleordene, da man i 2019 fjernede ansvaret for de offentlige overenskomster fra den udskældte Moderniseringsstyrelse og flyttede dem i sikker afstand af Finansministeriet i den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse.

Bestræbelserne på at genoprette tilliden fra de offentlige faggrupper skal også forstås som et vigtigt hjørne i det mere overordnede opgør med "nødvendighedens politik", som tidligere finansminister Bjarne Corydon var eksponent for.

Det var Corydon, som i 2011 stod fadder til Moderniseringsstyrelsen, som set med lønmodtagernes øjne gav Finansministeriet for meget direkte kontrol over de offentlige overenskomster.

Et indgreb i den kommende sygeplejerskekonflikt vil næppe blive takseret på højde med Corydons synderegister. Men det vil skabe slør i opfattelsen af en regering, som har lovet at genoprette roen på det offentlige arbejdsmarked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Grete Christensen

Formand, Dansk Sygeplejeråd, formand, Sundhedskartellet, bestyrelsesmedlem, Det Etiske Råd, bestyrelsesmedlem, Danmarks Nationalbank
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)