Debat

Karsten Hønge: God kunst kræver ikke trange kår på mørke kvistværelser

DEBAT: Det er udmærket, at vi nu er ved at se på dagpengereglerne, men vi bør brede det endnu mere ud og se på de samlede sociale og økonomiske rammer for kunsterne, skriver Karsten Hønge (SF).

Foto: ft.dk
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Hønge
Beskæftigelsesordfører, SF

Når vi forventer et levende og udviklende kunstliv i Danmark, må vi også sørge for, at rammerne er på plads.

Karsten Hønge
SF

Et liv som kunster er sjældent et liv med økonomisk tryghed. Det har langt de fleste kunstnere mærket. De har med åbne øjne valgt en levevej med kærlighed til kunsten.

Men skulle vi ikke snart gøre op med illusionen om, at kunst bedst udvikles i trange kår på mørke kvistværelser?

Skuespillere, dansere, malere og billedhuggere har også brug for smør på brødet. Og de har brug for nogenlunde vished om, at der er råd til huslejen og plads til uforudsete udgifter i privatøkonomien.

En af udfordringerne er, at kunstnere ofte er placeret i en gråzone mellem at være lønmodtager og selvstændig. Den virkelighed tager de nuværende regler slet ikke højde for.

Vi er nødt til at indrette vores dagpengesystem, så det passer til hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen i dag. Det gælder ikke kun skuespillere og kunstnere, men også undervisere og journalister. Flere får disse vikaransættelser og løse tilknytninger. Det skal det offentlige system indrettes efter.

Mange kunstnere er omfattet af atypiske ansættelser i en patchworkøkonomi bestående af flere forskellige indtægtskilder som honorarer, legater og lignende. Derfor har de begrænsede muligheder for at blive omfattet af ordninger som andre på arbejdsmarkedet – for eksempel (syge-)dagpenge, barsel, pension og så videre.

En undersøgelse blandt danske skuespillere har vist, at 63 procent ikke synes dagpengesystemet fungerer for dem. Det er for dårligt.

Ofte er der tale om teknikaliteter og administrative forhold, der ikke er indrettet til at kunne håndtere kunstnernes særlige ansættelser og indtægter.

Hvis en kunstner eksempelvis får et arbejdslegat tildelt af Statens Kunstfond, kan der ikke optjenes dagpengeret eller ret til eksempelvis syge- og barselsdagpenge. Det samme gælder for priser og beskikkede hverv, som af systemet ikke betegnes som reel løn.

På samme måde er der i skattesystemet en række udfordringer, som eksempelvis gør det sværere for kunstnere at få fradrag.

Det er udmærket, at vi nu er ved at se på dagpengereglerne, men jeg mener, at vi skal brede det endnu mere ud og se på de samlede sociale og økonomiske rammer for kunsterne.

SF stillede sidste år et beslutningsforslag i Folketinget om at foretage en udredning af udøvende og skabende kunstneres sociale og økonomiske rammer.

Vi ønsker en sådan udredning for at få kortlagt de indsatsområder, som er nødvendige for at sikre ordentlige forudsætninger for kunst og kultur. Desværre var der ikke umiddelbart opbakning til forslaget.

Vi nyder alle godt af kunsten, hvad enten det er på film, i tv, på museer, udstillinger eller på de skrå brædder. Men vi glemmer ofte, at god kunst kræver gode vilkår at lave den under. Når vi forventer et levende og udviklende kunstliv i Danmark, må vi også sørge for, at rammerne er på plads.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

0:000:00