Seniorer er selv en del af problemet med diskrimination på arbejdsmarkedet

En national handleplan er nødvendig. Et videnscenter kan samle de fakta, vi skal bruge for at imødegå automatreaktioner over for seniorer.  

Men først og fremmest mener jeg, at seniorerne må i gang selv: Det er selvfølgelig positivt, at medierne bringer historier om 60+’ere, der får job gennem LinkedIn, og at Børsen Pleasure på forsiden forleden havde syv kendte seniorer over 70, der stadig arbejder.  

Men det er, som om vi altid kun bliver beskrevet. Vi skal skrive selv! Vi skal selv fortælle. En senior i arbejde er ikke et særtilfælde. Men de bliver stadig af andre beskrevet som præmieseniorer, som noget usædvanligt.  

Jeg synes, at vi skal starte en bevægelse, hvor vi genindtager de stigmatiserede betegnelser. Gør dem til vores egne i stolthed.

Abelone Glahn

Vi er selv en del af problemet: Vi kan ikke engang finde ud af, hvad vi vil hedde, for det opleves af mange lige stigmatiserende i dag at blive kaldt "senior" som "ældre", "gammel", "pensionist" og næsten endnu værre "folkepensionist".  

Vi har også svært ved at finde ét samlende ord, og det skyldes sjovt nok, at vi ikke er én samlet, homogen gruppe; vi spænder over mange aldre, mange forskellige fysiske former og mange individuelle forhold, der afgør tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er på tide, at også denne diversitet bliver anerkendt, så vi ikke bare er én grå (sic) masse. 

Det er vigtigt, at der bliver talt om de mange seniorer, der ikke kan komme i arbejde, når de først en gang er røget ud. Men det er også vigtigt, at dette ikke bliver den eneste historie om seniorer over 55.  

Der er 109.223 over 67 på arbejdsmarkedet (DS 2021). En tredjedel af dem, der arbejder videre efter folkepensionen, er selvstændige (dem taler vi i øvrigt meget sjældent om, og det er en kilde til stadig undren hos mig, for vi udgør da bestemt en arbejdsstyrke, der også betaler skat og skaber job). 

Spørger man en arbejdsgiver, om virksomheden vil nyansætte seniorer, mærkes ofte en tøven. Men hvis man spørger den samme, om der allerede er sådanne ansatte, så følger lovordene med det samme både Per og Pernille, der jo "er helt særlige, og som passer så godt ind i firmaet." 

Men de er ikke nødvendigvis helt særlige. De er erfarne medarbejdere, som man holder på af mange årsager.  

Det er dem, vi også skal høre fra, så det hele ikke bliver en sørgelig historie om at være fortabt, udstødt senior. Vi skal ikke gentage fejlen fra 1980’erne, hvor ordet ældrebyrde blev lanceret. Derefter har man ikke positivt kunnet bruge ordet ældre. Men vi er ikke en byrde.  

Jeg synes, at vi skal starte en bevægelse, hvor vi genindtager de stigmatiserede betegnelser. Gør dem til vores egne i stolthed. Og vi skal selv tale os op. Ikke i trods, men i glæde over, at vi er noget værd. 

Kun hvis vi begynder selv at fortælle de gode historier, selv beskriver vores hverdag, selv fortæller om det gode ved at være senior på arbejdsmarkedet, kan vi ændre grundfortællingen om, at vi er særtilfælde.

Abelone Glahn

Danskerne trænger til at høre fra dem, der er der selv: Kun hvis vi begynder selv at fortælle de gode historier, selv beskriver vores hverdag, selv fortæller om det gode ved at være senior på arbejdsmarkedet, kan vi ændre grundfortællingen om, at vi er særtilfælde. Udsagnene skal komme fra os selv, troværdigt, autentisk, til at spejle sig i.  

Og en lang række udsagn vil også være med til at dæmpe den overraskelse, mange yngre vil få om føje år, når seniorerne står ved siden af dem i hobetal på arbejdspladserne. For vi bliver rigtig mange i de kommende år.  

Vi har momentum alene gennem demografien. Get used to it. Det bliver også jeres tur en dag til at være, hvor vi er nu. Lad os starte en #seniorlovestorm!