Lars Olsen: OK-opgør kan udløse dramatisk drejning i dansk politik

Hér er det også værd at erindre 1956. Forud for datidens regeringsindgreb gik en månedlang krise mellem regeringstoppen og fagbevægelsen, hvis førstemand, Eiler Jensen, talte med store bogstaver:

"Tingene har taget fart i uventet retning. På De samvirkende Fagforbunds informationsmøde i Odense i søndags holdt Eiler Jensen en chokende tale (…) Det betød, at fagbevægelsen frigjorde sig fra partiets, nærmere betegnet H. C.’s ledelse. (…) Dette er oprør. Tvivlen om rigtigheden af at gribe ind siver langt ind i gruppen," skrev økonomi- og arbejdsminister, Jens Otto Krag (S), i sin dagbog.

Indgrebet havde da også store politiske konsekvenser. Kommunisterne vandt frem i fagbevægelsen, og Gallup spåede stor fremgang til DKP. H. C. Hansen blev imidlertid reddet fra uventet kant. Et halvt år senere fulgte Sovjets blodige invasion i Ungarn. Kommunisternes fremgang blev til dyb krise, de forspildte muligheder bestyrkede DKP-formand Aksel Larsen i at bryde med Moskva – og Danmark fik et nyt parti: SF.

Et indgreb i overenskomsterne vil næppe udløse lige så massive arbejderprotester som dengang. Til gengæld kan reaktionen fra vælgerdybet blive endnu voldsommere.

Det politiske mønster er i dag mindre stabilt. Langt flere skifter parti eller sågar blok. SVM-regeringen og opgøret om store bededag har allerede nu flyttet betydelige vælgergrupper. Særligt SF står til flot fremgang.

Lige nu er realiteten, at regeringens politik har bragt store grupper i skred – ikke mindst blandt de lønmodtagervælgere, der satte deres lid til den "gamle" Mette Frederiksens socialdemokrati

Lars Olsen
Journalist og forfatter

I den seneste Voxmeter går Socialdemokratiet tilbage til 22,9 procent, mens SF, Enhedslisten og Alternativet opnår 24,4 procent tilsammen. Danmark er tæt på "rent rødt" flertal, men med en stærkere venstrefløj, end vi er vant til.

Men, men, men: Det er et øjebliksbillede. I de fleste europæiske lande går utilfredse arbejder- og S-vælgere nok så meget til højre, sådan var det også med "det gule Danmark" i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev størst i Syd- og Vestsjælland og hele det sydlige Jylland. Valgforskernes kortlægning hed ganske betegnende Oprør fra Udkanten, også Enhedslisten og det nye Alternativet nød godt af protestvalget. 

Det var dette mønster, Mette Frederiksen og co. ændrede fra 2015 til 2022. En ny generation af socialdemokrater satte fokus på samfundets sammenhængskraft og de tilsidesatte grupper – socialt og geografisk. Arne-pension, opgør med centraliseringen, velfærdsforbedringer, stram udlændingepolitik. Socialdemokratiet blev det store arbejderparti med højborge i provinsbyer og forstæder.

I dag er pejlemærkerne nogle andre. Finansministeriet og dets regnemodeller spiller atter førsteviolin. Lars Løkke Rasmussen og Venstre trækker ofte samme vej. De "røde" dele af ministerholdet kæmper for at fastholde mere folkelige prioriteringer – tiden vil vise, i hvilket omfang det lykkes og får ørenlyd i offentligheden.

Regeringstoppen kalkulerer med, at midterprojektet har en uudtalt folkelig appel – at vælgerne i sidste ende vil belønne Socialdemokratiet og regeringen for at tage ansvar og gøre det nødvendige. Det er også muligt, især hvis regeringen formår at løse nogle af samfundets reelle udfordringer.

Lige nu er realiteten imidlertid, at regeringens politik har bragt store grupper i skred – ikke mindst blandt de lønmodtagervælgere, der satte deres lid til den "gamle" Mette Frederiksens socialdemokrati. Om dette på længere sigt fører danskerne til venstre eller højre, kan vi kun gisne om i dag.

Dansk politik er inde i en dynamik, der kan udvikle sig ganske dramatisk.