Kommune og investeringsfonde: Jobreformen er en mulighed for at tænke nyt, hvis der ryddes ud i reformens børnesygdomme 

Trods rekordhøj beskæftigelse er mange borgere fortsat uden for det arbejdende fællesskab.

Ikke fordi de har et ønske om at gå hjemme og passe sig selv, men fordi de kæmper med alvorlige fysiske og psykiske udfordringer.

Udvikling og levering af forløb, der gør en forskel i disse menneskers liv, er ressourcekrævende og stiller krav om inddragelse af specialiserede kompetencer, for eksempel i form af speciallæger.

I en tid med voksende sagsbunker og tiltagende efterspørgsel efter kommunale velfærdsydelser kan det være vanskeligt at imødekomme behovet inden for de eksisterende rammer.

Mange borgere ender derfor på sidelinjen – en situation, der ikke alene er trist for borgerne og deres familier, men også forbundet med massive omkostninger for kommuner, regioner og stat.

Kommunernes paradoksale situation
Beskæftigelsesreformen giver i princippet kommunerne større frihed til at levere udviklingsforløb til udsatte borgere. Men reformen reducerer samtidig omfanget af tilgængelige midler.

Effektinvesteringer, hvor kommuner inviterer investorer til at finansiere indsatser mod adgang til en effektbetaling, er en interessant model.

Camilla Bjerre Damgaard, Peter Sidelmann og Hans Uldall-Poulsen
Hhv. Den Sociale Investeringsfond, Slagelse Kommune og SundInvest

Kommunerne efterlades hermed i den paradoksale situation, at handlerummet udvides, mens mulighederne for at udnytte det indskrænkes.

En situation, der kan sammenlignes med at fremsende et julekatalog i en rudekuvert.

Udvikling af sociale effektinvesteringer, hvor kommuner inviterer investorer til at finansiere virksomme indsatser mod adgang til en potentiel effektbetaling, udgør en interessant model.

Modellen gør det muligt for en kommune at iværksætte ressourcekrævende indsatser uden at påtage sig den fulde risiko for, om indsatsen nu virker eller ej - og uden at skulle lægge penge på bordet, før der er skabt budgetforbedringer, der muliggør betaling.

I Slagelse Kommune har modellen gjort det muligt at tilbyde borgere med alvorlige psykiske udfordringer et helhedsorienteret udviklingsforløb, som ellers ikke kunne gennemføres inden for de eksisterende rammer.

Indsatsen leveres i et samarbejde mellem jobcenteret, Falck Quickcare, Empano og Sundinvest, og er i første omgang finansieret af Den Sociale Investeringsfond.

Kommunen er alene forpligtet til at betale for indsatsen, hvis der dokumenteres en konkret budgetforbedring.

Effekten af at kunne tilbyde en intensiv, flersporet indsats er slående. Som en deltager udtrykker det:

"Helt ærligt – det reddede mit liv og min forstand. Jeg blev set og hørt. Det hele drejede sig ikke om, at jeg bare skulle i gang, men om at få støtte til alt det udenom, der bremsede for mine drømme. For første gang i årevis var jeg ikke alene i min kamp. Jeg fik min kampgejst – for mig selv – tilbage. Jeg kunne græde, grine og finde mine drømme frem igen."

Fortællingen afspejler essensen af, hvad der sker, når fagfolk på tværs af beskæftigelse, social- og sundhedsområde, arbejder med fælles retning og tillid.

Mennesker, der længe har stået uden for arbejdsfællesskabet, genvinder modet, troen på egne evner – og lysten til at bidrage.

Modellen frigør energi og ressourcer til at arbejde mere fleksibelt med borgerne og leder til markante budgetforbedringer, når borgere kommer i job.

Reformens børnesygdomme
Beskæftigelsesreformen skaber muligheder for at tænke nyt.

Vi har brug for en fælles erkendelse af, at investeringer i mennesker ikke er udgifter.

Camilla Bjerre Damgaard, Peter Sidelmann og Hans Uldall-Poulsen
Hhv. Den Sociale Investeringsfond, Slagelse Kommune og SundInvest

Men hvis friheden skal omsættes til forandring, er det afgørende at fjerne reformens børnesygdomme, som begrænser kommunernes mulighed for at investere i mennesker.

Reformens loft over udgifterne til øvrig vejledning og opkvalificering indebærer en risiko for, at sociale effektinvesteringer ikke anses som nye midler, men derimod beslaglægger en del af kommunens samlede ramme.

Hermed begrænses indsatsmulighederne over for andre målgrupper – også selv om indsatsen er forankret i en forretningsmodel, hvor kommunen kun skal betale, hvis der konstateres en konkret besparelse.

At bringe udsatte borgere tilbage på en livsbane med trivsel og beskæftigelse kræver både massive investeringer og en vilje til at tænke på tværs af systemer, siloer og sektorgrænser.

Det kræver mod at gøre op med vanetænkning, og det kræver tillid til, at nye partnerskaber kan skabe resultater, som både styrker livskvaliteten for den enkelte og økonomien for samfundet.

Men vores erfaringer viser, at det kan lade sig gøre.

Vi har brug for handling – og en fælles erkendelse af, at investeringer i mennesker ikke er udgifter, men sund forvaltning af samfundets vigtigste aktiv.