Ligeværd: Arbejdsgivernes kritik af jobcentrene er helt berettiget

At få de sidste med kræver en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats.

Vi har den laveste ledighed i 12 år, og virksomhederne skriger på arbejdskraft. Samtidig står tusindvis af borgere fortsat uden for arbejdsmarkedet.

Det er et dilemma, som undrer mange, og her i Altinget har flere været ude at pege på centrale aktører, der ikke i tilstrækkelig grad løfter den opgave, der er nødvendig.

En klog mand sagde engang, at man ikke kan løse problemer med de værktøjer, der har skabt dem. Det udtryk er for mig at se ganske dækkende for udfordringen med at få flere på kanten af arbejdsmarkedet i job.

Berettiget kritik af jobcentre

Vicedirektøren i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen, gjorde forleden her i Altinget opmærksom på en række forhold, der trækker i den forkerte retning.

Jeg kan kun istemme, at de besparelser på den aktive beskæftigelsesindsats for unge, der er vedtaget i forlængelse af aftalen om tidlig tilbagetrækning, modarbejder mulighederne for at få flere unge i beskæftigelse. Gør noget ved det.

Erik Simonsen retter desuden et ret kritisk blik på jobcentrene. I forhold til netop denne gruppe af borgere, der ofte har komplekse udfordringer, er det efter min opfattelse helt berettiget.

Jobcentrene løfter ikke den opgave godt. Men samtidig sidder jeg også med fornemmelsen af, at det lidt er ligesom at skælde en elefant ud for at være dårlig til at klatre i træer.

Erik Simonsen antyder en mulig vej i sit indlæg, når han nævner andre private operatører, der vil kunne løfte opgaven. En vej, som jeg gerne gør lidt tydeligere.

Forpligtende samarbejde

Igennem flere år har vi i Ligeværd og i samarbejde med en række af vores medlemsinstitutioner arbejdet med at beskrive de processer, der igennem mange år har været med til at netop disse institutioner har så stor succes med at bringe meget udsatte mennesker tættere på eller helt ind på arbejdsmarkedet.

I vores nuværende modelprojekt, Joballiancen, der lige nu er udmøntet i samarbejder med 23 kommuner, kan vi se, at jobcentrene ikke har den fornødne metodik til at løse opgaven. Det har civilsamfundet derimod med dets socialøkonomiske udviklingssteder, der arbejder helt tæt på borgeren.

I sin korthed består modellen af et forpligtende samarbejde mellem tre aktører. En praktisk pædagogisk funderet udviklingsoperatør, en kommunal myndighedsfunktion og en eller flere virksomheder.

Den forpligtende aftale skal sikre løbende koordinering og relevante beskrivelser, relationer til den unge, så der kan handles hurtigt på de udfordringer, der kan vise sig og ikke mindst parallelle processer, så der hverken er brud, overgange og snitflader i den unges forløb, men at alle afgørelser, aftaler, skift og ændringer er velforberedte og aftalte mellem parterne.

Foren metoder, kompetencer og viden

Data fra vores arbejde viser, at det er meget effektivt – tæt på 100 procent.

Vi kan altså godt hjælpe disse unge ind på arbejdsmarkedet. Vi kan det bare ikke med de værktøjer og de metoder, som vi plejer at bruge. Joballiancen tilbyder en ny metodik.

Man kan undre sig over, at de succesrater ikke har båret en sådan model ind i alle kommuner. Sandheden er nok, at vi ikke ser hinanden på tværs af sektorer. Vi ser vores egen organisation, før vi ser, hvad der gavner opgaven og de unge bedst.

Men hvis vi vil hjælpe alle disse tusinder af unge uden job og uddannelse og tusindvis af andre, der står uden for arbejdsmarkedet i beskæftigelse, så kan vi ikke sidde og padle rundt i egen andedam.

Så må vi række ud mod hinanden, så vi kan forene vores metoder, kompetencer og viden, så jobcentrene, civilsamfundsaktører og virksomheder løfter i flok.