Nykåret FH-formand forud for trepart: Ikke alle offentlige ansatte vil få mere i løn

Morten Skov Christiansen melder nu klart ud, at det vil være umuligt at stille alle tilfredse, når regeringen inden længe indkalder til trepartsforhandlinger om tre milliarder til de offentlige ansattes løn.  

Morten Skov Christiansen er nu formelt set formand for FH efter Lizette Risgaard trak sig i kølvandet på sagerne om krænkelser. Hans første store politiske forhandling bliver efter alt at dømme trepartsforhandlingerne om de tre ekstra milliarder til offentlige ansatte. 
Morten Skov Christiansen er nu formelt set formand for FH efter Lizette Risgaard trak sig i kølvandet på sagerne om krænkelser. Hans første store politiske forhandling bliver efter alt at dømme trepartsforhandlingerne om de tre ekstra milliarder til offentlige ansatte. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Rikke Brøndum

Nogle af Morten Skovs medlemmer vil uundgåeligt blive skuffede, når regeringen efter planen snart indkalder arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om uddelingen af hele tre milliarder ekstra lønkroner.

Sådan lyder det fra den nye FH-formand, der om kort tid får den vanskelige opgave at lande en aftale om de mange penge, som regeringen har afsat til de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår.

”Det bliver nogle svære forhandlinger. Der findes ikke én kollega her i kongressalen, som ikke vil kæmpe for, at netop deres grupper bliver repræsenteret i den her trepartsaftale. Både i forhold til løn og arbejdsvilkår. Og derfor bliver det svært for FH. Det skal vi være ærlige omkring. Vi kommer til at skuffe nogen, for det er ikke alle, der kan få,” siger han.

Læs også

Omdiskuteret lønrapport var et forvarsel

Før sommerferien kom Lønstrukturkomitéen – som arbejdsmarkedets parter også var en del af – med sin rapport, og allerede her var uenighederne til at få øje på.

Sygeplejerskerne mente eksempelvis ikke, at rapporten var retvisende, når den konkluderede, at de fik en helt rimelig løn i forhold til deres uddannelsesniveau. Samtidig afviste rapporten, at deres løn var for lav på grund af tjenestemandsreformen i 1969, hvilket ellers havde været et centralt argument for sygeplejerskernes strejke i 2021.   

Også rapportens idéer om at lade en større del af de offentlige ansattes løn blive forhandlet lokalt ude i kommunerne og på hospitalerne, møder modstand blandt de offentlige fagforeninger og er direkte blevet afvist af FOA. 

"Vi må forvente, at nogle af de ting, som vi ikke så godt kan lide på vores side af bordet, vil blive præsenteret fra arbejdsgiverne i trepartsforhandlingerne. Det må vi forberede os på og forsøge at forhandle om så godt som muligt," siger Morten Skov Christiansen og fortsætter:

"Men jeg har en forventning om, at både regeringen og arbejdsgiverne ligesom os ønsker en aftale, der skaber ro om det offentlige arbejdsmarked. Det kræver, at de er villige til at bøje sig ind mod os."

Læs også

Statsminister: Vi gennemfører det   

På FH’s ekstraordinære kongres torsdag var statsminister Mette Frederiksen da også klar i mælet om de kommende trepartsforhandlinger. Selv om nogle mener, at det bliver en umulig opgave at fordele de tre milliarder kroner - uden samtidig at blande sig i de offentliges egne overenskomstforhandlinger og dermed den danske model - så fastholdt statsministeren, at pengene vil havne i lommerne på de offentlige ansatte.

”Man sagde også om Arne-pensionen, at det var umuligt. Men det gennemførte vi. Så hvis tur er det nu? Det er alle jer, der arbejder med menneskers tur,” sagde hun og slog fast:

”Nu gennemfører vi det.”

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Skov Christiansen

Formand, FH
elektronik mekaniker (Frederiksberg Teknisk Skole 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00