Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

OK23-forhandlinger bliver prøvelse for ny regering

En ny regering undgår ikke med sine forventede reformplaner at forstyrre overenskomstforhandlinger for 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked.

Overenskomstforhandlingerne, som har stor betydning for de økonomiske udsigter og konkurrenceevnen på det private arbejdsmarked, kommer som en virkelig svær og uforudsigelig størrelse for en ny regeringskonstellation, der i forvejen har en lavine af reformopgaver at tage fat på, skriver Lisbeth Knudsen. 
Overenskomstforhandlingerne, som har stor betydning for de økonomiske udsigter og konkurrenceevnen på det private arbejdsmarked, kommer som en virkelig svær og uforudsigelig størrelse for en ny regeringskonstellation, der i forvejen har en lavine af reformopgaver at tage fat på, skriver Lisbeth Knudsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er velvoksne udfordringer og vilde problemer, der fylder på forhandlingsbordet hos den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, når hun i disse dage prøver at finde frem til flertallet bag en regering og et regeringsprogram, der kan hente støtte hen over midten.

Måtte den regering så enten blive en mindretalsregering afhængig af nogle støttepartier bag en fælles forståelsesramme, eller måtte det blive en meget bred flertalsregering, så står den på reformer på nogle af velfærdssamfundets allerstørste og mest borgernære områder.

Vi har oven i det set en Mette Frederiksen, der meget tydeligt har signaleret, at der ikke er penge nok til velfærdsforbedringer og store visioner i de kommende år, medmindre pengene kan skaffes til veje gennem reformer. Der vokser ikke et pengetræ i Finansministeriets baggård, når en ny regering på forhånd skal finansiere den store, allerede aftalte forsvars-og sikkerhedspolitiske milliardpakke og udgifterne til langt flere børn og ældre i de kommende år.

Det bliver en ekstrem svær OK23-forhandling.

Lisbeth Knudsen

Oven i behovet for at skaffe flere penge til reformer på sundhedsområdet, beskæftigelsesområdet, uddannelsesområdet og klimaet har vi en særdeles usikker økonomisk situation med risiko for recession, fortsat høj inflation, stigende renter, svag forbrugertillid og forringelser af realløn og købekraft langt ind i 2023.

I en ny prognose fra oktober forudser vismændene en fortsat opbremsning af økonomien, der kulminerer med decideret økonomisk tilbagegang i 2023. Inflationen forventes fortsat at være høj ind i 2023 og med et markant fald i beskæftigelsen. I 2023 forventes en svag negativ vækst, der betyder at BNP-niveauet i slutningen af 2023 kommer til at være på niveau med det fra slutningen af 2021.

Lige præcis i den situation skal 600.000 lønmodtagere i den private sektor have ny overenskomst til foråret. Forhandlingerne starter for alvor lige på den anden side af nytår, men allerede de seneste par måneder har både fagbevægelse og arbejdsgivere været i gang med medlemsmøder for at indhente ønsker til overenskomstfornyelsen.

Ingen nævner et tal højt endnu for lønkravene. Igennem de seneste overenskomstfornyelser har fagbevægelsen været parat til moderate lønkrav, men nu fornemmer medlemmerne for alvor presset på reallønnen, og virksomhederne mærker presset på at kunne få den rigtige arbejdskraft, og de mærker økonomien stramme til på grund af de stigende råvare- og energipriser. Det bliver en ekstrem svær OK23-forhandling.

Fra valgkampen er derudover efterladt en giftig overligger til overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked. Det er løfterne fra blandt andet Mette Frederiksen og partierne i rød blok om permanente lønstigninger til visse grupper i den offentlige sektor med stor efterspørgsel og personalemangel. Andre partier lovede diverse akutpakker med midlertidigt mere i løn til blandt andet SOSU’er og sygeplejersker.

Læs også

Hvad der konkret kommer til at ske med de mere langsigtede lønløfter til udvalgte grupper af offentligt ansatte afventer resultaterne af Lønstrukturkomiteens arbejde. Den ser på strukturerne for løn i den offentlige sektor og konsekvenserne af at ændre dem. Komiteen skulle have afsluttet sit arbejde ved udgangen af 2022, men på grund af folketingsvalget er deadline udskudt. Så endnu en usikkerhedsfaktor omkring de private overenskomstforhandlinger er, hvordan den rapport så kan forventes omsat til politisk handling.

Traditionelt skal forhandlingerne på det private arbejdsmarked løbe forud for lønaftaler på det offentlige arbejdsmarked. Nu er der kommet uorden i den rækkefølge, hvis politikerne griber til lønforhøjelser til grupper af offentligt ansatte i utide. Det offentlige arbejdsmarked skal først forhandle nye overenskomster i 2024. Partierne bag en ny regering bliver nødt til i forbindelse med regeringsdannelsen at lave en plan for at håndtere den her sag. Ellers kan det resultere i en dyr overenskomst eller en konflikt på det private arbejdsmarked på det dårligst tænkelige tidspunkt og nødvendigheden af et regeringsindgreb i den sidste ende.

Det er som hovedregel DI og CO-industri, der åbner forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Herefter skal arbejdsgivere og lønmodtagere i løbet af årets første måneder forhandle og indgå aftaler om fornyelse af omring 500 overenskomster – heraf cirka 200 alene på DI-området. Her prøver man så at lave et gennembrudsforlig på minimallønsområdet og senere normallønsområdet, der kan danne basis for at forligsmanden kan lave en samlet mæglingsskitse.

Normalt plejer politikerne at holde sig langt fra at skabe unødig uro og forstyrrende politiske indslag, lige netop mens parterne på arbejdsmarkedet skal finde hinanden.

Lisbeth Knudsen

Hvis man lige lægger øre til vandrørene i forhold til lønmodtagernes ønsker til OK23, så ligner det både noget markant mere i lønposen til at kompensere reallønsfaldet, men også højere indbetalinger til fritvalgskonto og pension, mere fleksible arbejdstidsregler og frihed, som kan tilpasses den enkeltes ønsker og behov. Fritvalgskontoen er en opsparing af ferieberettigede løn, som efter frit valg kan bruges på f.eks. ekstra fridage eller til ekstra indbetaling til pension. Fritvalgskontoen så dagens lys i forbindelse med overenskomsterne i 2007, og den er løbende blevet udvidet.

Spørgsmålet er, hvordan en ny regering vil håndtere det dilemma, at et nyt regeringsprogram med en antagelig stor reformpakke skal præsenteres i starten af det nye år, samtidig med at overenskomstforhandlingerne er i fuld gang. Normalt plejer politikerne at holde sig langt fra at skabe unødig uro og forstyrrende politiske indslag, lige netop mens parterne på arbejdsmarkedet skal finde hinanden. Og det skal de principielt helst inden 8. februar, hvor fristen for opsigelse af de gældende overenskomster udløber.

Er man ikke enige inden da, kan første konfliktvarsel sendes den 13. februar og andet konfliktvarsel den 20. februar. Herefter kan forligsmanden tage over, hvis der stadig ikke er opnået enighed.

Under alle omstændigheder kommer overenskomstforhandlingerne, som har stor betydning for de økonomiske udsigter og konkurrenceevnen på det private arbejdsmarked i de kommende år, ind som en virkelig svær og uforudsigelig størrelse for en eventuel spritny regeringskonstellation, der i forvejen har en lavine af reformopgaver at tage fat på.

Man kunne jo fundere over, hvordan en ny regerings reformpakker kunne være enten politisk hjælpsomme eller ende med at blive kontraproduktive i forhold til opnåelsen af et ansvarligt og perspektivrigt forlig på det private overenskomstområde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00