PFA: En fleksibel pension skal holde folk på arbejdsmarkedet

Af Allan Polack
Administrerende direktør i PFA Pension

Det danske pensionssystem har i mange år været en af hjørnestenene i det fleksible arbejdsmarked, vi har i Danmark. 

Men hvis det samme skal være tilfældet fremover, så er der brug for en grundig debat om systemet. For det er langtfra sikkert, at nutidens pensionssystem passer til fremtidens arbejdsmarked.

Vi ser ind i en fremtid, hvor både arbejdskraften i samfundet og de offentlige ydelser kommer under pres. Derfor er det centralt, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, vi har til rådighed. 

Konkret betyder det, at det skal kunne betale sig at spare op, og det skal være muligt at bidrage på arbejdsmarkedet i så lang tid, det giver mening for den enkelte og passer i den enkeltes liv.

Regeringen glemmer afgørende faktor
På den korte bane er det positivt, at regeringen i sit udspil til en pensionsreform har taget fat om de samspilsproblemer, der betyder, at det for en mindre gruppe ikke kan betale sig at spare op til pension.

På den helt korte bane så bør man ikke beslutte en ny ordning, der mindsker fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. 

Allan Polack
Administrerende direktør i PFA Pension

En del af regeringens løsning er et nyt produkt, nemlig aldersopsparingslivrente. Et produkt, der ikke er fradragsberettiget, og som man kun kan indbetale til i de sidste fem år af ens arbejdsliv. Omvendt er det fritaget for den modregning i de offentlige ydelser, som kan gøre den traditionelle pensionsopsparing til en dyr fornøjelse, især i de sidste år på arbejdsmarkedet.

Produktet har altså både fordele og ulemper. Men i mine øjne har det især en indbygget ulempe, der arbejder i den helt modsatte retning af, hvad danskerne faktisk efterspørger.

Fremtidens generationer vil gerne selv kunne bestemme over deres arbejdsliv. Derfor er der behov for mere fleksibilitet i overgangen fra arbejdsmarked til pensionering. 

Her peger regeringens løsning den modsatte vej. En aldersopsparing, du kun kan få fem år inden pensionstidspunktet, og mens du endnu ikke får udbetalt nogen pension, vil betyde, at man med syvtommersøm slår fast, at man skal være ved fuld arbejdskraft indtil det tidspunkt, hvor man går på pension.

Sådan ser virkeligheden sjældent ud. 

Målet er et længere arbejdsliv
Det er meget svært at skære alle, der nærmer sig pensionsalderen, over en kam. Og det vil nok ikke blive lettere i fremtiden, når folk kan se frem til at være på arbejdsmarkedet, til de er i begyndelsen af 70’erne. 

En række medarbejdere vil få udfordringer med helbredet i større eller mindre grad, eller energien vil ikke være den samme, som den har været tidligere. Derfor vil det være til alle parters fordel, at man løbende kan trappe ned med arbejdskraften, mens man trapper op med pensionen.

Systemet i dag er for de flestes vedkommende ikke indrettet, så det giver incitament til at blive længere på arbejdsmarkedet, heller ikke blot et par dage om ugen. 

Det bør laves om. For arbejdsudbuddets skyld og for den enkeltes skyld.

Giv ikke køb på fleksibiliteten
Det bliver for mig at se den næste store udfordring, der skal løses på arbejdsmarkedet. Hvor meget skal man have ret til at gå ned i tid og til hvilken løn? Og samtidig, hvor attraktivt skal det være for den enkelte eller for arbejdspladsen at bibeholde en medarbejder ud over den traditionelle pensionsalder? 

Det kommer arbejdsmarkedets parter til at drøfte de kommende år. Her bidrager vi gerne med viden og erfaring om pensionssystemet samt foks nuværende adfærd.

Det er på den lange bane. Men på den helt korte bane, så bør man ikke beslutte en ny ordning, der mindsker fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. 

Tværtimod bør ethvert reformforslag sigte mod at øge fleksibiliteten, så vi kan få mest muligt ud af vores arbejdsliv samt vise hensyn til dem, der har haft et slidsomt arbejdsliv.