Poul Madsen: Ellemann skulle have indset sine begrænsninger fra starten

Jakob Ellemann-Jensens overraskende skifte fra forsvarsminister til økonomiminister vil uden tvivl blive udlagt som et svaghedstegn.

Mange vil sikkert også spørge, hvorfor han ikke skiftede med det samme, da han vendte tilbage fra sin sygeorlov.

Ellemann vendte tilbage til Forsvarsministeriet for at sætte oprydningen på skinner. Først derefter kunne han tillade sig at gå videre til den position, som selvfølgelig passer meget bedre til at være partiformand, nemlig Økonomiministeriet.

Desværre for Ellemann er der også en helt masse, der ikke taler ind i en positiv fortælling. Hvorfor indså han ikke fra starten af SVM-regeringens tid, at han naturligvis ikke skulle køre sig selv ud på et sidespor som forsvarsminister?

Ellemann siger, at han "valgte med hjertet", og han er bestemt ikke den første, der er kommet galt afsted med kærligheden.

Men valget viser, at Ellemann er urutineret som topchef i politik. Hvis Forsvarsministeriet skulle have nogen som helst bærende effekt for en partiformand i en koalitionsregering, så skulle det naturligvis være, fordi han selv fik lov til at tegne profilen på området og stå forrest i alle de foto ups, man måtte forvente, der ville komme med en krig lige udenfor vores egen gadedør i Ukraine - og deraf voldsomme investeringer i det danske forsvars oprustning.

Men fra starten stod Ellemann i tredje række. Han var ganske vist med på et lynvisit i Kiev, men foran ham stod både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Specielt Mette Frederiksen havde bestemt ikke tænkt sig at give Ellemann det internationale rampelys.

Og mens Ellemann var syg, fortsatte Mette Frederiksen med at stjæle det forsvarspolitiske spotlight velsagtens for at pleje sit kandidatur til Nato-topposten, indtil den ikke længere var mulig.

Men søndagens seance på Flyvestation Skrydstrup viser, at intet har ændret sig, siden Ellemann kom tilbage. Det var Mette Frederiksen, der sad i F16’erneren sammen med Zelinskyj, ikke Ellemann.

Nu sidder Ellemann i Økonomiministeriet. Ikke et stort prangende job, men nærmest et politisk skåneministerie. De store vægtige og betydningsfulde politiske forhandlinger om dansk økonomi og fremtid foregår i Finansministeriet.

Umiddelbart tror jeg faktisk, at Økonomiministeriet kan blive et bedre ståsted end Forsvarsministeriet.

Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator

Det var her Jakob Ellemann-Jensen burde have siddet fra starten, men det havde han ikke politiske evner, tyngde eller mulighed for.

Jeg ved det ikke, men signalet er klart: Ellemann tog til takke med noget, alle undrede sig over. Hjertet vandt over den politiske forstand.

En finansministerpost ville have vist tyngde og været en passende post til lederen af det næststørste parti i regeringskoalitionen. Men også en post, der ville have været alt opslidende. Det er formentlig Danmarks hårdeste ministerjob med endeløse væg-til-væg-forhandlinger med andre politiske partier, kommuner og regioner og alle mulige andre.

Og så er vi tilbage ved det, man kunne kalde Ellemanns styrke: Han kender sine begrænsninger. Men er det godt nok til vælgerne?

Ellemanns succes her i efteråret vil alene blive målt på, om han kan vende Venstres negative spiral i meningsmålingerne.

Umiddelbart tror jeg faktisk, at Økonomiministeriet kan blive et bedre ståsted end Forsvarsministeriet.

Troels Lund Poulsen vil blive druknet i forsvarsoprydning, og det er måske også lige en lille kindhest til manden, der var en smule langt fremme med egne formandsambitioner, mens Jakob Ellemann-Jensen var syg.

Nu kan Jakob Ellemann-Jensen præsentere de forventede skattelettelser, som er Venstres bedste kort til at vise, at det faktisk betyder noget, at de er med i regeringen.

Og så måske vigtigst af alt: Som økonomiminister rejser man ikke verden rundt. Der er nogle få EU-møder, og så er det ellers fuldt fokus på Danmark.

For selvom det var flot koreograferet af regeringen, da Danmark forærede Ukraine 19 F-16 fly, så vindes vælgerne ikke tilbage på donationer til Ukraine. Det tages som en selvfølge.

Vælgerne vindes på, at regeringen får gennemført nogle af de mange løfter, de har givet os om, at vores hverdag bliver nemmere, at sygehusene kommer til at fungere, og at vi kan se, vi får flere penge på bankbogen.