Bliv abonnent
Annonce
Debat

Retspsykiater: Uden førtidspension bliver retslige patienter fastholdt i psykiatrien 

Da jeg så lovforslaget fra den nu tidligere beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at fjerne førtidspensionen fra de indlagte retspsykiatriske patienter, blev jeg først overrasket og derefter vred, skriver Hans Henrik Ockelmann.
Da jeg så lovforslaget fra den nu tidligere beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at fjerne førtidspensionen fra de indlagte retspsykiatriske patienter, blev jeg først overrasket og derefter vred, skriver Hans Henrik Ockelmann.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
10. oktober 2025 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har arbejdet som overlæge i retspsykiatrien i mere end tyve år, og da jeg så lovforslaget fra den nu tidligere beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om at fjerne førtidspensionen fra de indlagte retspsykiatriske patienter, blev jeg først overrasket og derefter vred.

Man har besluttet at fattiggøre en gruppe af de svageste og mest syge borgere i Danmark – mennesker, der på grund af en svær sindslidelse har forbrudt sig mod Straffeloven.

Og det er på trods af, at lovgivningen gennem flere hundrede år har fastslået, at vi ikke straffer, men behandler, så vi nedbringer risikoen for fornyede lovbrud.

Læs også

Husk på, at retspsykiatriske patienter oftest er helt almindelige borgere som dig og mig, der er blevet ramt af en svær og invaliderende sindslidelse – oftest skizofreni.

Denne sygdom har billedlig talt forvitret deres personlighed og tænkeevne, så de kun med støtte kan fungere i samfundet. De kan være plaget af angstfyldte forfølgelsesoplevelser eller høre stemmer, der generer, truer eller kommanderer med dem.

Knap nok råd til cigaretter

I Danmark er vi faktisk gode til at behandle, og tilbagefaldsrisikoen for vores patienter er væsentligt lavere, end den er for fængselsstraffede.

Men en forudsætning er, at forholdene omkring patienterne er stabile. Det vil sige, at de følger deres behandling, afstår fra for eksempel misbrug, har (eller får) en rigtig bolig og har økonomi til at leve et tåleligt liv.

Vi kommer med loven endnu dybere ind i en ond spiral, hvor de retspsykiatriske patienter optager alt for mange pladser.

Hans Henrik Ockelmann
Overlæge i retspsykiatri, Region Hovedstaden

Hele dette arbejde vil blive vanskeliggjort ved, at man i fremtiden vil spise patienterne af med et beløb på 1.725 kroner om måneden. Det rækker ikke engang til en pakke cigaretter om dagen.

Jeg ved, at det påvirker mig, at jeg faktisk kender dem, loven vil ramme, men der er langt vigtigere og økonomiske grunde til, at forslaget er en rigtig dårlig idé:

Der er årligt 1.600 retlige patienter indlagt i psykiatrien, som koster 4.333 kroner per døgn at have indlagt. Ud fra min servietberegning koster det altså årligt samfundet cirka to en halv milliard kroner at have 1.600 retslige patienter indlagt i psykiatrien.

Lovforslaget angiver, at det bliver hospitalerne selv, der skal finde pengene til udbetalingen af beløbet til "personlige fornødenheder”.

Ud fra ministeriets egne tal om antal retslige patienter når jeg frem til, at det vil dreje sig om rundt regnet 33 millioner kroner om året. Jeg frygter, at denne udgift yderligere vil belaste en i forvejen nødlidende hospitalspsykiatri.

Inddragelsen af forsørgelse skal i følge lovforslaget skaffe et provenu på 145 millioner kroner per år, som skal anvendes til "den øvrige beskæftigelsesindsats", og det er nærmest en molbohistorie: 

Fattiggørelse fastholder patienter

Fattiggørelsen vil medføre, at patienterne må forblive indlagt væsentligt længere end hidtil: En grundforudsætning for udskrivelse er nemlig, at patienterne har en stabil bolig og en forudsigelig (og lovlig) indtægt.

Nogle patienter vil desværre nok også genoptage deres kriminalitet for at kunne skaffe sig de midler til for eksempel tøjindkøb, gaver til familien og andet, som de ikke længere kan betale af en lovlig indtægt.

Begge forhold kan potentielt forlænge indlæggelserne i halve til hele år og for nogle i ubestemt tid. 

Læs også

Behandlings- og anbringelsesdomme varer i forvejen længere tid end tilsvarende straffedomme, men enhver kan regne ud, at det bliver markant dyrere, hvis dommene forlænges. Vi har blandt overlæger og socialrådgivere i retspsykiatrien på Psykiatrisk Center Sct. Hans overvejet, hvor meget de nye regler kan forlænge indlæggelserne, og vi skønner, det kan dreje sig om et halvt til et år – undertiden længere. Hvis man antager, at indlæggelsestiden for anbringelsesdomme er cirka fem år, taler vi om en årlig merudgift på langt over de 145 millioner kroner, man regner med at spare.

Når en dom skal laves om, så udskrivelse kan finde sted, skal hospital og kommune arbejde tæt sammen om at hjælpe patienten til at klare sig ude i den virkelige verden.

Men loven angiver kun overordnet, hvordan dette samarbejde skal finde sted og med tanke på, at det allerede i dag kan være temmelig vanskeligt, vil det nok blive endnu sværere i fremtiden med betydelige forsinkelser af udskrivelserne til følge.

En undersøgelse fra 2019 påviste, at op mod tre fjerdedele af alle patienter, der får en dom, er blevet utilstrækkeligt behandlet forud for deres kriminalitet – sandsynligvis på grund af en psykiatri med blandt andet for få sengepladser.

Lad fornuften sejre

Vi kommer med loven endnu dybere ind i en ond spiral, hvor de retspsykiatriske patienter optager alt for mange pladser.

Fattiggørelsen vil medføre, at patienterne må forblive indlagt væsentligt længere end hidtil.

Hans Henrik Ockelmann
Overlæge i retspsykiatri, Region Hovedstaden

Det har store menneskelige omkostninger for de retspsykiatriske patienter og blokerer unødigt hospitalskapacitet, der ellers kunne give plads til andre og mere behandlingstrængende (ikke-retslige) patienter.

Det fremgår af forslaget, at patienter, der anbringes i en kommunal institution, ikke mister deres pension med henvisning til, at de i forbindelse med anbringelse pålægges en egenbetaling.

I stedet for en generel forarmning af de retspsykiatriske patienter opfordrer jeg til, at vi – for eksempel psykiatere, socialrådgivere og patientorganisationer og andre fagligt kyndige – stikker hovederne sammen for at lave rimelige regler for betaling for kost og logi og ser på, om det kan gøres muligt, at uhensigtsmæssig anvendelse af pensionerne kan begrænses – uden at man skal umyndiggørelses?

Kære regering og Folketing: Tryk på pauseknappen. Jeg ved, vi er mange, der gerne vil inddrages i en drøftelse af, hvordan vi undgår de helt sikkert utilsigtede følger af loven. 

Jeg håber stadig på, at fornuften sejrer.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026