Debat

Sammen om Danmark

DEBAT: Med Fair Løsning 2020 anviser Socialdemokraterne og SF helt konkret, hvordan vi får dansk økonomi i balance de kommende år, skriver Torben Hansen (S) i denne uges debatindlæg.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto:

Af Torben Hansen
MF og arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne

Regeringen har tidligere fremlagt deres plan, og danskerne står nu over for et klart valg: Sparevejen eller arbejds-, investerings- og uddannelsesvejen.

Regeringen mener, vi skal spare os ud af krisen gennem nedskæringer og har derfor blandt andet halveret dagpengeperioden, skåret i børnechecken, lagt store sten i vejen for 6 ugers selvvalgt uddannelse og forringet efterlønnen og folkepensionen for mere end 400.000 danskere. Det er deres vej.

Socialdemokraterne vil arbejde sig ud af krisen. Vi ved, at samarbejde virker bedre end splittelse, og det nytter at arbejde sammen med lønmodtagerne og virksomhederne om at løse udfordringerne på arbejdsmarkedet. Vi tror på, at investeringer i fremtiden virker bedre end skattelettelser. Derfor har vi fremlagt en ambitiøs vækstpolitik med fokus på uddannelse og forskning, der skaber arbejdspladser og giver Danmark noget at leve af fremover. Det indebærer bl.a. straksafskrivninger for virksomhederne, skattekreditter for nye og hurtigt voksende virksomheder, særlig indsats over for BRIK-landene med mere.

Fakta

Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Aktiv arbejdsmarkedspolitik
Det kan dog ikke stå alene. En altafgørende forudsætning for fremtidig vækst og beskæftigelse er en aktiv arbejdsmarkedspolitik med øget inddragelse af parterne samt et meget væsentligt løft til uddannelse og opkvalificering. Det betyder, at 40.000 ufaglærte skal uddannes i de kommende år, samt at der skal sættes blus på efter- og videreuddannelse. Der skal etableres praktikpladsgaranti, og flere yngre kontanthjælpsmodtagere skal kunne pålægges at tage en uddannelse. Derudover skal "genopretningspakkens" besparelser på uddannelse og forskning tilbageføres. Dét er vækstskabende politik, der fremtidssikrer den enkeltes muligheder og dansk konkurrenceevne.

Konkret beder vi også fortsat danskerne om at arbejde gennemsnitligt en time mere om ugen. Vi vil beskatte bankerne for 2 mia. kr. for så til gengæld at bruge pengene på et markant løft i folkeskolen.

Vi vil med andre ord arbejde for stærke velfærdsinstitutioner, og det koster. Det er vigtigt at huske på, at det ikke er velfærdssamfundet, der har udløst krisen, men at et stærkt velfærdssamfund og arbejdsmarked tværtimod har været forudsætningen for vores velstand i Danmark. Vi ønsker at bevare Danmark som et land, hvor fællesskabet fylder meget og uligheden lidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Hansen

Borgmester (S), Randers Kommune, fhv. MF
lærer (Skive Seminarium 1989), MPA (2017)

0:000:00