Det er på tide at prøve New Public Management på vores uddannelser, så vi kan løfte de famøse 43.000 unge

Så langt så godt. Alle er enige om, at det hverken er godt for samfundet eller de unge selv, at de bare går hjemme. Der er endda fundet penge til at understøtte en række partnerskaber, og der er flere organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden, som bakker op.

Så alt ser godt ud på overfladen. Men de mange klynger, som i sig selv tegner et kompliceret billede, er måske faktisk med til at fortegne billedet noget.

Lad mig med det samme sige, at jeg sagtens kan se, at klyngerne egentligt har haft til formål at skabe overblik, og derfor er 43.000 skæbner nu reduceret til 11 forskellige typer unge – og sådan er det jo, når man forsøger at gøre det komplekse simpelt.

Men problemet er, at der faktisk er tale om 43.000 mennesker og ikke en gruppe – eller for den sags skyld 11 grupper. Og disse 43.000 har komplekse og individuelle problemer, som desværre nok kræver komplekse og individuelle løsninger – i det omfang deres problemer overhovedet kan løses.

Samfundet kan næppe håndtere 43.000 forskellige tilbud, men måske skal man bare tænke det hele anderledes.

Asser Amdisen
Skoleskibsdirektør (Stiftelsen Georg Stage)

Selvfølgelig er der forhold, som går igen i mange af historierne; problematiske hjemmeforhold, afbrudt skolegang, diagnoser, møde med retssystemet.

Det er alle faktorer, som vi ved ikke gavner de unge, men derfor er problemet for den enkelte ikke ’mødre,’ men den konkrete mor. Det er ikke ’skolen,’ men den konkrete skole. Og derfor bliver det hele så vanvittigt kompliceret.

Men selvfølgelig er der ting, som man kan gøre bedre. Der er allerede virksomheder, som har tilbudt kontrakter og mentorstøtte til unge. Det vil sikkert hjælpe. Og både beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været ude med et ønske om at gøre det nemmere og bedre at have et fritidsjob, som også for mange kan være en brugbar vej.

Men i rigtigt meget af retorikken omkring disse unge handler det stadig om at finde løsninger, som passer til de fleste, og som virkelig kan gøre en stor forskel for mange.

Men dette er jo netop en restgruppe. Det er børn, som allerede fra de er helt små er blevet forsøgt mast ind på samfundets hovedvej – og så er kørt af sporet af mange forskellige grunde.

Man kan lidt fortærsket sige, at normalt taler man om en 80-20 teori. Det vil sige, at normalt tager 80 procent hovedvejen og 20 procent en sidevej. Men de 43.000 er dem, som ofte i deres liv har stået mellem “den rigtige vej” og “den forkerte vej” og ofte er kommet den gale vej.

Det betyder, at de, ud over de problemer, som de er startet med, har fået en masse nye, som meget ofte blandt andet indebærer, at de helt og aldeles har mistet troen på, at der også er en vej for dem.

Så disse unge har ikke bruge for nye 80-20 løsninger. De har brug for, at der også er et sted for dem – og det sted er ikke nødvendigvis et, som passer til de 15.000 andre i samme gruppe.

Det betyder, at der bør findes midler til ekstremt mange forskelligartede veje igennem livet. Institutions- og organisationslandskabet har de seneste 30 år i højere og højere grad gået mod store organisationer.

En erhvervsskole i dag har tusinder af elever, og på trods af gode intentioner er det ikke rigtigt lykkedes at bevare nærværet og den tætte kontakt i den proces.

Samfundet kan næppe håndtere 43.000 forskellige tilbud, men måske skal man bare tænke det hele anderledes.

I stedet for at lede efter store og altfavnende løsninger, så kunne man organisere sig på en måde, hvor det også var muligt og nemt for små og specialiserede skoler og institutioner med 10-20 eller 100 unge at opnå faste driftstilskud, så længe de faktisk leverer resultater i form af mere velfungerende unge.

Måske ville mindre styring, kontrol og dokumentation faktisk kunne åbne for flere sære, mærkelige og effektive sideveje for unge på vej ud i livet.  

Asser Amdisen
Skoleskibsdirektør (Stiftelsen Georg Stage)

Det vil nok betyde, at statslige og kommunale kontrolorganer ikke længere kan få helt så meget papir og dokumentation fra skoler og institutioner, og derfor måske ikke på samme måde kan kontrollere dem. Men det er måske ikke så galt.

De sidste mange år har det været et dogme, at vi skulle gøre op med New Public Management, men faktisk har vi nok brug for lige netop New Public Management på dette område.

New Public Management har ofte fået skyld for øget kontrol og dokumentation, men det er egentlig ikke ideen. Den oprindelige ide var, at man lod institutionen i fred og udelukkende målte på output – altså resultaterne. Og selvfølgelig gjorde det klart, at opnåede man ikke de ønskede resultater, så ville pengestrømmen ophøre.

Måske ville mindre styring, kontrol og dokumentation faktisk kunne åbne for flere sære, mærkelige og effektive sideveje for unge på vej ud i livet.

I stedet for hovedvejen til de mange har vi brug for et stisystem med veksler, som flytter sig og forandres i takt med at de unge gør det. Og det kræver dynamik, fleksibilitet og en frihed, som ikke stemmer ret godt overens med den måde den offentlige sektor har udviklet sig de seneste mange år.