Torsten Gejl: Bedre sent end aldrig med tilbagetrækningsreform

Synd, aftalen først kommer nu 
I Alternativet mener vi, at ingen skal slides op på arbejdsmarkedet. Alle har ret til et seniorliv præget af glæde og overskud.

Derfor går vi også ind for en omsiggribende ændring af hele vores måde at tænke arbejdsliv på.

Vi vil have en 30 timers arbejdsuge og borgerløn indført, så vi kan passe på hinanden og give den enkelte borgere større frihed til selv at tilrettelægge sit liv.

Vi foreslår også timebanksmodeller, der gør, at vi kan dele vores arbejdstid op efter forskellige faser i livet, så vi eksempelvis kan arbejde mindre, når vi har små børn og lidt mere, når børnene flytter hjemmefra. 

Men indtil det sker, og det vil vi kæmpe indædt for, så stemmer vi naturligvis for de gode forslag, der måtte komme på vejen, og som kan hjælpe os i den rigtige retning mod et mere solidarisk og empatisk Danmark.

Alternativet har siden første folketingsperiode i 2015 flere gange slået på tromme for en model, der ligner den, som regeringen præsenterede forleden.

Vi var de første, og de eneste, der luftede idéen om en model, der ligner den tyske 'Rentenparket' fra 2014. Den betyder, at tyskerne, der i dag har 45 år på arbejdsmarkedet, kan trække sig tilbage som 63-årige. Det er to år tidligere end normalt.

Det er en model, der altså i store træk, ligner den, vi nu skal til at forhandle om her til lands. Ingen har altså mere end Alternativet ønsket en sådan aftale. Det er synd, den først lander nu.

Ordningen skal udvides 
Jeg vil dog alligevel rose Mette Frederiksen for at sidestille barsel, sygedagpenge, dagpenge og deltidsjob med et almindeligt fuldtidsarbejde i udregningen af pensionsretten.

Det er et stærkt tegn at sende i ligestillingens navn. Vi havde nok ønsket kontanthjælpen med også, men arbejdet fortsætter heldigvis.

Og så er vi meget glade for, at retten til tidligere pension er undtaget fra gensidig forsørgerpligt.

Nu venter de politiske forhandlinger, og i Alternativet håber vi på, at støttepartierne ikke går til forhandlingsbordet med urealistiske krav og kræmmermentalitet. Der er ingen idé i at tage sig godt betalt for at gøre det rigtige. Det skylder vi Arne.

Og så betragter vi i øvrigt dette som et første skridt. Det er ikke kun de ufaglærte og faglærte, der arbejder i mange år til glæde for os alle. Vi skal have ordningen udvidet til for eksempel professionsuddannelserne hen ad vejen.