Analyse: Arne-aftalen er en tak for sidst til de borgerlige
AFTALE: Socialdemokratiet siger med Arne-aftalen tak for sidst til de borgerlige og de radikale for efterlønsreformen, vurderer Altingets magasinredaktør.
Birk Sebastian Kotkas
JournalistAftalen om retten til tidligere pension, som et politisk flertal landede natten til lørdag, er en "total sejr" for statsminister Mette Frederiksen (S) og et nederlag for de borgerlige. Det vurderer Altingets magasinredaktør, Esben Schjørring.
"Det er en total sejr for Mette Frederiksen som statsminister, fordi hun har selv lagt personlig politisk kapital i, at Arne skulle gennemføres, og selvfølgelig også for regeringen som helhed. Nu kan Socialdemokratiet sige, at "det, vi sagde før valget, det gjorde vi efter valget," og det er ligesom en formel for troværdighed. Samtidig er det lykkedes at sige tak for sidst til de borgerlige og de radikale for efterlønsreformen, som blev lavet med Radikale og Dansk Folkeparti tilbage i 2011 og gjorde, at Helle Thorning-Schmidt-regeringen var lammet på det spørgsmål. Nu er det så lykkedes at hive DF over i en aftale om Arne, og det gør, at de borgerlige får utroligt svært ved at rulle det tilbage. Så man vinder selv, og man tilføjer også de borgerlige et nederlag," siger Esben Schjørring.
Det er snart tre et halvt år siden, at Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl stod side om side i Cirkusbygningen for at tale om pension. Hvad har det øjeblik betydet for udviklingen i dansk politik?
"Det var 3F, der havde arrangeret det, og det handlede også om at få sat en prop i en yderligere fremskyndelse af pensionsalderen. Det blev ligesom et symbol på, hvor enige de to parter var. Og det, der foregik, var en gensidig blåstempling til det møde. Mette Frederiksen blåstemplede på en vis måde Kristian Thulesen Dahl og DF's velfærdspolitik, mens de blåstemplede Mette Frederiksens udlændingepolitik. De var ligesom en ny akse i dansk politik. Og det, der skete sidenhen, da man spillede ud med Arne i januar 2019, der viste det sig så, at der var enormt mange DF-vælgere der – netop fordi Kristian Thulesen Dahl havde garanteret Mette Frederiksens udlændingepolitiske linje – var klar til at løbe over til hende, fordi hun nu kom med det her forslag, som helt tydeligt har haft en utroligt stor tiltrækningsværdi for helt klassiske DF-vælgere, som er ældre og som tilhører en eller anden form for dansk arbejderklasse".
Kan man sige, at det uden tvivl var Mette Frederiksen, der vandt mest på det arrangement?
"Ja, 100 procent, og nu kroner hun ligesom den der sejr ved at gå ud og levere på det løfte, der flyttede de mange, mange tusinde vælgere væk fra Dansk Folkeparti og som derigennem satte en bom i vejen for borgerlige aspirationer om at blive en regeringsførende blok igen".
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, udtalte, efter at aftalen var blevet indgået, at de har fået sort på hvidt, at "et flertal er villig til at se på en grænse for den stigende pensionsalder". Kan du forestille dig, at regeringen kommer til at kigge på velfærdsforliget fra 2006?
"Nej. Et bærende argument for Arne har netop været, at man har fjernet efterlønnen. Da man kom med udspillet til Arne, sagde de borgerlige, at nu løb Socialdemokratiet fra velfærdsforliget fra 2006, og Socialdemokratiet sagde "nej, for det, der var forudsætningen for velfærdsforliget fra 2006, var efterlønnen, og den har I jo fjernet. Så det, vi gør nu, er egentlig at understøtte velfærdsforliget fra 2006." Og jeg tror slet ikke, at man skal undervurdere, i hvor høj grad det her med, at pensionsalderen følger med den gennemsnitlige stigende levealder, betyder for det, som vi kalder den finansielle holdbarhed af velfærdsstaten. Altså at der er penge nok til den og til services og ydelser om ti, 20 og 30 år. Det er et nøgletal i den forbindelse, og det har jeg meget svært ved at forestille mig, at nogen regering går ind og piller ved. Men det er klart, at i takt med, at den stiger, kan der være en vis ræson i at begynde at kigge på, hvad vi gør med dem, der ikke kan følge med. Derfor har man også denne her seniorførtidspension, som man også har udvidet som en del af denne aftale".
Regeringen har gjort rigtig meget ud af, at det skal være en ret til tidligere tilbagetrækning. Hvorfor er det så vigtigt for dem, at det kan måles på objektive kriterier i forhold Løkkes seniorpension, som man skød af sted lige før valget sidste år, hvor man skal have en læge til at sige, at man ikke kan arbejde så mange timer om ugen?
"Jeg tror, at det har været ideologisk vigtigt. Man skal huske på, at på et af Mette Frederiksens første – hvis ikke det første – landsmøde som socialdemokratisk formand annoncerede hun, at hun stod for en mere klassisk socialdemokratisk linje i velfærdspolitikken. Det var selvfølgelig en slet skjult kritik Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, som havde fortsat det her reformspor, som har løbet siden Poul Schlüter i 1980'ere. Altså at hver gang man gjorde noget ved velfærdsstaten, minimerede man den eller gjorde ydelserne mindre. Så vidt jeg lige kan se, er det her første gang, at man udbygger velfærdsstaten med en velfærdsydelse, siden Anders Fogh Rasmussen udvidede barslen tilbage i 2001. Det har været vigtigt at give det som en rettighed, fordi det giver den enkelte autonomi og magt. Det andet er en visitation, og visitationer kan opfyldes som ydmygende i et vist omfang. Det skal give en sikkerhed, der er en symbolsk sikkerhedsstiftelse. Man giver sikkerhed til folk ved, at de har denne ret. En ret er noget, som du ikke kan få taget fra dig igen. Det giver en tryghed, og denne tryghed omkring velfærd har været meget vigtig for Socialdemokratiet at kunne give".
Prøvede man at helgardere sig med seniorpensionen?
"Det var et forsøg på at sætte en prop i det, som, man godt kunne se, havde et enormt træk hos vælgerne. Men man anerkendte ikke for alvor, at der er brug for en større og mere gennemarbejdet ramme for det arbejdsliv, som den stigende pensionsalder medfører. Derfor er Socialdemokratiet nu lykkedes med at få en velfærdskant til de borgerlige. I perioden fra 2015 til 2019 prøvede Venstre hele tiden at finde et udlændingepolitisk forslag, som socialdemokraterne ikke kunne være med til – sådan at man kunne sige, at de stadig er svage på udlændingepolitikken. Nu er det lykkedes for socialdemokraterne at finde et stykke velfærdspolitik, som de borgerlige ikke vil slutte op om. Derfor kan Socialdemokratiet til næste valg stille sig op og sige, at "hvis I gerne vil passe på denne ordning, vi har lavet med Arne, så skal I stemme på os, for de borgerlige vil tage den fra jer igen". Vi er tilbage til situationen før 00'erne, hvor den helt centrale politiske kampplads var velfærd kontra skattelettelser. Det er en kamp, som Socialdemokratiet plejer at vinde".