Troels Lunds nationale kompromis kan få pensionskonflikten til at forsvinde

Reelt er der ingen vej udenom, at man politisk løser de to udfordringer. Danmark kan denne gang ikke undgå at leve op til Natos styrkemål. Efter Ukraine er styrkemålene ikke længere vejledende, som de herhjemme ofte er blevet opfattet.

Det samme gælder sikringen af Danmark i forhold til fremtidens klimaudfordringer. Det holder ikke op med at regne, fordi Folketinget ikke kan blive enige.

Udfordringen har indtil nu været, at der har været bred enighed om udfordringerne, men relativt begrænset enighed om løsningerne.

Og det er kun blevet værre af, at Socialdemokratiet har kastet grus i maskineriet med deres forslag om en lavere pensionsalder. Den gordiske knude kan et nationalt kompromis være med til at løsne.

Et reelt valg mellem sikkerhed og pensionsalder skal sandsynligvis ikke træffes – i hvert fald ikke de næste mange år.

Benny Damsgaard

Hvis hele buffeten – for at blive i billedet – af tidligere pensionsalder, forsvarsmilliarder, klimasikring, forsvarsskat, yderligere reformer, træk på råderummet og yderligere gældsætning blandes sammen i en pærevælling, er der en masse skruer, der kan justeres.

Alle kan få netop det de kan lide, og som kan retfærdiggøre, at de også accepterer de mere kedelige dele af finansieringen, som yderligere reformer og ikke mindst ekstra skatter.

Forslaget om et nationalt kompromis minder på sin vis om Jakob Ellemann-Jensens forslag om en trepart til at løse problemet med en CO2-afgift på landbruget, som var aftalt i regeringsgrundlaget for SVM.

Umiddelbart var der mange, der rystede på hovedet over forslaget, men som vi så i mandags, virkede det. Og det holdt sammen på regeringen.

Netop det kan meget vel også blive resultatet af dette forslag og den modsætning, som Troels Lund Poulsen malede op mellem sikkerhed og pensionsalder på Venstres landsmøde.

En konflikt som blev slået stort op, men som i realiteten er begrænset, og som ikke umuliggør en ny midterregering efter næste valg.

Når man ser nærmere på forsvarsministerens udmelding er det nemlig en udmelding, der er balanceret i forhold til at skabe maksimal omtale, men som samtidig undgår at skabe en uhåndterbar konflikt i regeringen.

Uanset hvornår det nationale kompromis i en eller anden form kommer, har weekenden mediemæssigt gavnet både Venstre og Socialdemokratiet.

Benny Damsgaard

Konkret sagde Troels Lund Poulsen: "Hvis vi står over for et valg mellem danskernes sikkerhed og danskernes pensionsalder – så vælger jeg til hver en tid danskernes sikkerhed." Det er altså ikke givet, at der kommer et valg; det er "hvis". Allerede her er der elastik i metermål.

Samtidig skal man huske, at et reelt valg mellem sikkerhed og pensionsalder sandsynligvis ikke skal træffes – i hvert fald ikke de næste mange år.

De investeringer i nye forsvarskapaciteter, som Danmark skal lave for at kunne leve op til Natos kommende styrkemål, vil især falde i det nuværende forsvarsforlig. Det vil sige over de næste knap ti år frem mod 2033.

De faldende indtægter fra en sænkning i stigningen af pensionsalderen kommer derimod tidligst efter 2040. I den mellemliggende periode kan meget ske med dansk økonomi. Og der kan også ske meget i forhold til de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor.

Uanset at Venstre-formanden med sit forslag om et nationalt kompromis har lagt en fin landingsbane frem, er der ikke meget, der tyder på, at det bliver vedtaget inden næste sommerferie, hvor Natos nye styrkemål fastlægges. I hvert fald ikke, hvis det betyder, at pensionsspørgsmålet bliver løst og taget af banen.

Socialdemokratiet har ganske enkelt ingen interesse i, at temaet lukkes ned på denne side af et valg. For S skal valget meget gerne blive et valg for og imod lavere pensionsalder.

Omvendt vil Venstre helst vente til efter et valg, hvis de som en del af et nationalt kompromis skal lægge stemmer til en ekstra skat til finansiering af blandt andet en lavere pensionsalder. Det kompromis kan godt laves, men det vil åbne en flanke mod højre, som kan gøre ondt.

Venstre har på ingen måde afskrevet en regering over midten efter næste valg.

Benny Damsgaard

Uanset hvornår det nationale kompromis i en eller anden form kommer, har weekenden mediemæssigt gavnet både Venstre og Socialdemokratiet.

Venstre har fået styrket deres borgerlige image over for baglandet og de borgerlige kernevælgere. Socialdemokratiet har igen fået lejlighed til at slå fast over for vælgerne, at de arbejder på at sænke stigningen i pensionsalderen – et budskab, der er designet til at stoppe blødningen til SF og Enhedslisten.

Endelig understreger den balance, der ligger i Venstres udmelding, også, at Venstre på ingen måde har afskrevet en regering over midten efter næste valg. Der er stadig ikke meget, der tyder på, at den borgerlige blok kan udgøre et stabilt grundlag under en borgerlig regering.

Alene Morten Messerschmidts afvisning af at basere en regering på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne gør mulighederne for flertal uendeligt små. Derfor er der ingen grund til, at Venstre saver den gren alt for meget over, som de sidder på i midterregeringen. Meget tyder på, at man kan ende der igen.