Bo Lidegaard svarer anmelder: Jeg vedgår min hang til den afgørende scene

REPLIK: Historiker Niels Wium Olesen slår i sin kompetente og kritiske anmeldelse af min nye bog om Henrik Kauffmann ned på udlægningen af Danmarks Nato-beslutning i 1949. Eller rettere, han ser kritisk på mine forskellige udlægninger. Det er ingen tilfældighed.

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken

Historien er en uundværlig erfaring, når vi prøver at forstå de forandringer, der sker i verden. Med ujævne mellemrum forandrer de store globale parametre sig, og vi er som land og folk tvunget til at gentænke, hvem vi er, og hvordan vi orienterer og placerer os i en ny verdensorden, som vi ikke kender, men som vi indser er på vej.

Vi er midt i en sådan opbrudstid nu, og selv om vi ikke kan se præcist, hvor det bærer hen, er vi klar over, at de grundbetingelser, vi kender, og som i de helt store træk har været uforanderlige siden begyndelsen af Den Kolde Krig, er i hastigt opbrud.

Vi historikere er håbløst bagefter
Sidst, vi stod over for en lige så altomfattende omkalfatring af den kendte verden, var i årene efter Anden Verdenskrig.

Især 1947-49, hvor Danmark gik fra at skulle manøvrere mellem Europas stormagter med USA som en fjern fætter, til at finde fodfæste i en bipolær verden med USA som den altdominerende magt og vores nære alliancepartner.

Derfor vender vi nu tilbage til de år med fornyet interesse – og derfor giver det også mening, at Wium kaster kritisk lys på netop dét spørgsmål.

Som historikere er vi håbløst bagefter i forhold til datidens aktører. De vidste så uendeligt meget, vi ikke ved, og de forstod deres egen tid på en måde, vi aldrig kan komme til.

Hvad vi ser, er kun fragmenter, som vi stykker sammen til en historie, der uvægerligt præges mere af vores eget perspektiv og vores egen tid, end af deres. Kun på ét punkt kan vi trumfe: Vi ved, hvordan det gik. Det er historikerens afgørende fordel, fordi det gør det muligt at forstå historien baglæns og at trævle den op, uden at skulle følge uendeligt mange vildspor og fejltrin.

Vi må spille den trumf, vi har
Vi kan koncentrere os om det i historisk perspektiv væsentlige, selv om der i samtiden måske var andre ting, der fyldte meget mere. Vores viden om, hvordan det videre gik, er naturligvis også en vældig fejlkilde. Fordi vi kender facit, forfalder vi let til forestillingen om, at det var det eneste mulige, og at datidens beslutningstagere tænkte mere strategisk frem mod målet, end de gjorde.

Ikke desto mindre må vi spille den trumf, vi har, også fordi det konkret og i dagens aktuelle situation er intenst interessant at sætte sig ind i og prøve at forstå, hvordan ledende politikere og embedsmænd – og på forbløffende kort tid befolkningens store flertal – på et par år kom fra en fast overbevisning om, at "ikke-blok" var helt afgørende vigtigt, til at blive medstifter af Atlantpagten, vestblokkens dåbsattest.

Hvordan kom vi fra den ene overbevisning til den andet? Hvordan forstod vi de forandringer, der skete i verden, og hvordan fik vi overbevist os selv om, at det, der havde stået som urokkelige grundpiller i dansk udenrigspolitik, nu pludselig ændredes på få måneder?

De væsentlige spørgsmål om alliancebeslutningen
Selvom historikere kan være lige så passioneret uenige om udlægningen af historien, som vi kan være om politiske spørgsmål i nutiden, tror jeg, at der er nogenlunde enighed om de grundlæggende svar på de væsentlige spørgsmål i forbindelse med alliancebeslutningen 1947-49:

Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med, at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af alle tre grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten, oven i købet som medstifter i april 1949.

Fra Marshallhjælpen i 1947 over Grønland og opfattelsen af truslen fra øst gik der en snoet men dog klar linje frem mod Nato-medlemskabet, som på forbløffende kort tid gik fra at være både politisk og folkeligt uønsket, til at blive vedtaget med bredt flertal og så solid folkelig opbakning, at vi siden har taget alliancen for givet. I hvert fald indtil nu.

Både Wium og jeg har – ligesom utallige andre historikere og historisk interesserede – kredset om spørgsmålet: Hvad og hvem gjorde udslaget?

Var det Marshallhjælpen og økonomien? Sikkerheden? Grønland? Henrik Kauffmanns dramatiske dobbeltspil i Washington? Atombomben? Den nordiske løsnings skibbrud? Eller måske opfattelsen af en konkret og direkte trussel om et sovjetisk fremstød og en ny 9. april?

Kauffmann og Grønlands afgørende betydning
Der er gode argumenter for alle de nævnte grunde og flere til, og de fleste vil være enige om, at det var samspillet mellem dem, der fremtvang bruddet med neutralitetspolitikken og Danmarks nyorientering i verden.

Men hvis det hele spillede ind, hvordan skal vi så udrede, hvad der var afgørende? Hvordan udleder vi erfaringen? Og hvordan fortæller vi historien? Det er her, vandene skilles. Og det er her, Wium Olesen sætter kniven ind.

Hen påpeger, at jeg i 'Uden Mandat' tillægger Kauffmann – og Grønland – afgørende betydning for alliancebeslutningen, mens jeg i min bog om Jens Otto Krag fokuserer på andre hjemlige forløb, der blev afgørende for omsvinget i den socialdemokratiske ledelse.

En lejlighedsargumentation, mener Wium Olesen, der alt efter sammenhængen fremhæver snart det ene snart det andet element, og som derfor bliver mindre overbevisende som samlet forklaring.

Biografi som historisk genre
Kritikken er ikke uden brod, og Wium kobler den til valget af biografi som historisk genre: Når man vælger at bruge en Jens Otto Krag eller en Henrik Kauffmann som omdrejningspunkt, får man forskellige perspektiver, som på hver sin måde skævvrider historien.

Det er der noget om, og det er en af grundene til, at det er vigtigt med forskellige tilgange og genrer, hvor fokus og vinkling er forskellig. Forløbet var ikke entydigt, og historien er det heller ikke.

Det er derfor, vi bliver ved med at fortælle og genfortælle den, og det har været en særlig oplevelse for mig efter 25 år at vende tilbage til historien om Henrik Kauffmann og til trekantsdramaet mellem USA, Grønland og Danmark.

De tøvende amerikanere
Blandt det, som nu springer mere i øjnene, end det gjorde i 1990'erne, er, hvor tæt Kauffmann var ikke bare på den danske beslutning men også på den amerikanske.

Med ham som guide kommer vi helt ind i det rum, hvor amerikanske topembedsmænd og politikere tumlede med USA’s egen rolle i den nye verdensorden og får indtryk af, hvor tøvende også de var ved indgangen til "det amerikanske århundrede".

Det har slået mig, hvor meget mit eget syn på den proces har forandret sig i den mellemliggende tid, ikke kun fordi jeg selv er et andet sted i livet, men også fordi vi nu tager USA langt mindre for givet. Et godt eksempel på, at forandringer i nutiden forandrer vores syn på fortiden og den historie, vi fortæller om den.  

Det er elementært dramatisk
Alligevel vil jeg gerne slå et slag for biografien som historisk genre. Ikke som den eneste saliggørende, men som en form, der kan noget helt særligt, fordi den på enestående måde kobler fortidens vilkår med nutidens, nemlig ved, at livet skal leves forlæns med alt, hvad det indebærer af usikkerhed og uvidenhed om, hvad morgendagen bringer.

Når historien fortælles med et enkelt menneskes skæbne som ledetråd, er den ganske enkelt lettere for os at leve os ind i, fordi vi intuitivt identificerer os med uvidenhedens vilkår.

Det er ikke kun historikerens perspektiv, der er skævt, det er også datidens. De mennesker, der levede den gang, måtte lige som vi handle ud fra deres begrænsede udsyn og under såre menneskelige hensyn. Og de vidste ikke det, vi ved, om deres egen videre skæbne.

Det er elementært dramatisk, men det formidler også en vigtig erkendelse, der er med til at skabe større forståelse for, hvorfor de dengang mente, at det var rigtigt og/eller nødvendigt at gøre, som de gjorde.  

Historikeres syn på Merkel og Macron
Jeg er dybt fascineret, når det af Krags dagbog fremgår, hvordan en falsk alarm om sovjetisk landgang på Bornholm får skæl til at falde fra hans, Hedtofts og H.C. Hansens øjne, eller hvordan han mere eller mindre åbenlyst konspirerer med udenrigsminister H.C. Hansen om at vække statsminister Hedtoft af hans nordiske drøm.

Dermed er ikke sagt (og vistnok heller ikke skrevet), at det var de begivenheder, der blev afgørende for, at Danmark endte i alliancen. Pointen er en anden: At det var i de øjeblikke, det gik op for Socialdemokratiets ledelse, at de måtte finde nye veje, og at de pegede mod vest.

På samme måde, som historikere måske en dag vil se tilbage på kansler Merkels og præsident Macrons overraskende udspil sidste mandag, 18. maj, som det øjeblik, hvor det begyndte at gå op for ledende danske politikere, at Danmarks må finde et nyt ståsted i et Europa, der ikke længere er, som det var for bare få måneder siden.

Det kan godt være, at beslutningerne er nogen tid under vejs – og de vil i sidste ende skyldes de samme grundlæggende forandringer i verden, som tvang Merkel og Macron til at gå nye veje. Men mon ikke øjeblikket, da Merkel svinger, så selv Macron er ved at tabe underkæben, og vi andre står måbende tilbage, bliver en del af den gode historie, uanset hvordan Danmark lander?

Hangen til den gode historie
Jeg synes også, at det er rasende interessant at genopdage, hvor afgørende Grønland var ikke kun for det heftige amerikanske ønske om at få Danmark ind i folden, men også for udkrystalliseringen i Washington af tanken om en nordatlantisk alliance.

Det er simpelthen en fantastisk scene, da den amerikanske udenrigsminister George Marshall (ja, ham med Marshallplanen) i oktober 1947 for første gang over for udenrigsminister Gustav Rasmussen nævner Henrik Kauffmanns idé til et nordatlantisk sikkerhedsarrangement og beder den danske ambassadør udvikle de tanker, der 16 måneder senere bliver til Atlantpagten, nærmere over for den intetanende danske udenrigsminister.

Dermed er jo hverken sagt, at uden Kauffmann ingen Atlantpagt, endsige dansk medlemskab. Kun at Kauffmann var med til at udvikle selve idéen, at han spillede en afgørende rolle for, at Danmark kom med fra begyndelsen – og for, at Grønland fik lov til formelt at forblive en del af det danske rige.

Hvad der var sket, hvis det havde været en anden, der sad på posten, kan vi ikke vide. Kun at det ville være gået anderledes, og at det let kunne have ført Grønland væk fra Danmark og helt ind i den amerikanske fold. Jeg vedgår gerne min hang til den gode historie og den afgørende scene – og medgiver, at med begge følger faren for at overdimensionere deres betydning i forhold til det samlede billede, sådan som Wium Olesen påpeger.

Den narrative fælde
Omvendt kan selv ikke den mest nøgterne opremsning af de strukturelle forskydninger, der driver og betinger historiens gang, undgå det, man kan kalde den narrative fælde: At valget af fortællevinkel også påvirker vægten af forklaringernes delelementer. Historien har, som vi ved, to betydninger: Én, som er forankret i fortiden, i dét som historien handler om.

Og en anden, der er selve den historie, vi fortæller, og som uvægerligt har et nutidigt perspektiv, fordi den fortælles af levende mennesker: selve fortællingen.

Vi kan – og skal – se kritisk på betoninger og vægtninger. Det er sådan vi bliver klogere. Men jeg ser ingen principiel modsætning mellem den saglige, nuancerede og velafbalancerede historiske forklaring – over for den velfortalte, fascinerende og pointerede fortælling. Tværtimod.

Det er først, når historien bliver levende, at den også bliver vedkommende.

Forrige artikel Kinas ambassadør: USA bruger Kina til at dække over egne interesser i Grønland Kinas ambassadør: USA bruger Kina til at dække over egne interesser i Grønland Næste artikel Landsstyre: Løsning på Thule-strid er grundpræmis for samarbejde mellem USA og Grønland Landsstyre: Løsning på Thule-strid er grundpræmis for samarbejde mellem USA og Grønland
Rusland vil trække sikkerhedspolitik ind i Arktisk Råd

Rusland vil trække sikkerhedspolitik ind i Arktisk Råd

DIPLOMATI: Sikkerhedspolitik skal ikke længere holdes ude af Arktisk Råd, mener Rusland, der næste år sætter sig i rådets formandsstol. En ekspert tvivler dog på, at det vil lykkes Rusland at sætte sikkerhedspolitik på rådets formelle dagsorden.