Forskere: For USA kan blot tanken om kinesisk indflydelse i Grønland være nok til at udløse en reaktion

Foto: John Mcconnico/AP/Ritzau Scanpix
Rasmus Brun Pedersen og Mikkel Runge Olesen
Hhv. Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier
Kina er ikke en arktisk stat. Landet har tidligere omtalt sig selv som en “nær-arktisk stat,” hvilket understreger, at landet i hvert fald i en periode har set muligheder i regionen, men Kina er i øjeblikket på taktisk retræte i Arktis.
Det skyldes, at USA og andre lande er blevet mere skeptiske over for Kinas tilstedeværelse i regionen. Kinesiske investeringer og ambitioner er i stigende grad blevet mødt med massivt pres – særligt fra USA, som satser på at lukke døren for fremtidig kinesisk indflydelse gennem Belt and Road-Initiativet.
Siden 2019 er det blevet tydeligt, at USA betragter Grønland og Arktis gennem en sikkerhedspolitisk linse. Kina og Rusland ses som strategiske modstandere, og USA opererer med en interessesfærelogik, der har til formål at holde konkurrerende stormagter ude, og som samtidig sigter mod at påvirke den indenrigspolitiske situation i de lande, der ligger inden for denne zone.
I en ny temadebat sætter Altinget fokus på stormagtskonkurrencen i Arktis.
For hvordan tager USA's ønske om at overtage Grønland sig ud i praksis? Kan Rusland have arktiske ambitioner samtidig med krigen i Ukraine? Og hvor står Kina? Vi sætter fokus på de tre stormagter og på konkrete aspekter af stormagtskonkurrencen, heriblandt klimaforandringernes indvirkning på konkurrencen og på naturressourcerne.
Ønsker du at bidrage til temadebatten, kan du skrive til Jakob Terp-Hansen på terp@altinget.dk.
I dette lys bliver Grønlands håndtering af kinesiske investeringer særlig interessant, da grønlænderne på trods af amerikansk pres fortsætter med at holde døren for kinesiske investeringer og indflydelse åben.
Senest har Naaja H. Nathanielsen (IA), minister for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, udtalt til Financial Times, at Grønland gerne vil samarbejde med europæiske og amerikanske partnere – men at man ikke kan vente på vestlige investeringer og derfor må orientere sig mod Kina.
Grønland kunne komme til at skylde Kina penge
Det er anden gang på blot to måneder, at den grønlandske regering rækker ud mod Kina. Tidligere har udenrigsminister Vivian Motzfeldt (Siumut) gjort det samme.
Siden 2010’erne har kinesiske virksomheder vist interesse for investeringer i Grønland. Et eksempel er den kinesisk interesse i at bygge lufthavne i Grønland.
Her overvejede kinesiske investorer at byde på udbygningen, men på baggrund af bekymring i både Washington og København valgte den danske regering i 2018 at skyde 700 millioner kroner ind i projektet for at forhindre kinesisk kontrol med kritisk infrastruktur og, i måske lige så høj grad, for at forhindre, at et kinesisk ledet byggeprojekt også kunne føre til kinesisk finansiering.
Med andre ord: at Grønland kunne komme til at skylde Kina penge.
Bekymringen over kinesisk tilstedeværelse er ikke blevet mindre under Trump 2.0. Nathanielsen har udtalt, at man helst vil samarbejde med “allierede og ligesindede partnere,” men at det er svært at “finde fodfæste” i den vestlige alliances skiftende karakter.
Muligheden for øget kinesisk engagement i Grønland var en væsentlig årsag til præsident Donald Trumps interesse i øen.
Rasmus Brun Pedersen og Mikkel Runge Olesen
Den grønlandske regerings udstrakte hånd til Kina kan ses som en taktisk manøvre for at få USA og EU til at tage Grønland mere seriøst. Men udtalelserne kan også blive opfattet som afpresning og risikerer at puste til ilden i den amerikanske debat og i Kongressens overvejelser.
USA’s interessesfærelogik er udfordrende og på alle mulige måder grænseoverskridende for de berørte lande, da den netop er designet til at begrænse deres autonomi og selvbestemmelse gennem magtpolitiske midler – uden hensyn til juridisk suverænitet eller retten til politisk selvbestemmelse.
Et amerikansk argument for kontrol
Det er derfor vigtigt for småstater at forstå, hvornår indenrigspolitiske emner pludselig bliver sikkerhedspolitiske og risikerer at krydse stormagters “røde linjer,” så man enten kan afstå derfra eller gøre det med åbne øjne.
Netop muligheden for øget kinesisk engagement i Grønland var en væsentlig årsag til præsident Donald Trumps interesse i øen. Set fra et MAGA-perspektiv giver de grønlandske udtalelser USA god grund til fortsat bekymring – hvilket øger presset på Rigsfællesskabet.
Problemet er dog bredere: Grønlands ret til selvbestemmelse og kontrol over undergrunden kan, hvis det fremmer kinesiske interesser, blive brugt som argument af MAGA-politikere for at overtage Grønland.
I den forbindelse er det, i første omgang, mindre vigtigt, præcis hvor stærk og vedvarende Kinas interesse i Arktis reelt stadig måtte vise sig at være. For USA og Trump kan blot ideen om kinesisk indflydelse være tilstrækkeligt til at udløse en reaktion, fordi man anser Kina som USA’s største strategiske rival ikke blot i Arktis, men på globalt plan.
I debatten om Grønland kan det derfor være nyttigt at løfte blikket og se på, hvordan USA aktuelt håndterer andre småstater, der har nærmet sig Kina. Panama har siden januar været under trussel om sanktioner og har netop – under amerikansk pres og trusler om brugen af militær magt – trukket sig fra Kinas Belt and Road-initiativ.
I Georgien har USA reageret på regeringens tilladelse til et kinesisk konsortium om at udvide havnen i Anaklia.
Indenrigspolitik bliver nemt til sikkerhedspolitik
5. maj vedtog et bredt flertal i Repræsentanternes Hus MEGOBARI-loven, rettet mod Kina, Rusland og Iran, som bemyndiger præsidenten til at sanktionere georgiske embedsmænd, parlamentarikere, regeringsmedlemmer og deres familier, hvis de vurderes at have fremmet fremmede interesser og dermed undermineret Georgiens euro-atlantiske integration og stabilitet.
Grønlands tilnærmelser til Kina og åbne invitationer til kinesiske investeringer risikerer at udløse yderligere amerikansk pres – eller målrettede politikker mod grønlandske beslutningstagere. Det, der i Grønland opfattes som en legitim ret til at vælge samarbejdspartnere, kan i Washington tolkes som en trussel mod amerikanske interesser.Det er nødvendigt at forstå, hvornår formelt indenrigspolitiske beslutninger bevæger sig ind i en sikkerhedspolitisk gråzone.
Rasmus Brun Pedersen og Mikkel Runge Olesen
Navigation i stormagters interessesfærelogik er frustrerende for småstater, der ser sig selv i en regelbaseret international orden.
Men det er nødvendigt at forstå, hvornår formelt indenrigspolitiske beslutninger bevæger sig ind i en sikkerhedspolitisk gråzone – eller endda balancerer på kanten af stormagters røde linjer.
Trump har ikke opfundet spillet, men han har skærpet spillereglerne og gjort det væsentligt mere risikabelt for småstater at ignorere dem.
Artiklen var skrevet af
Rasmus Brun Pedersen og Mikkel Runge Olesen
Hhv. Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier
Omtalte personer

Rasmus Brun Pedersen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Vivian Motzfeldt
Fhv. naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Naalakkersuisut - Grønlands selvstyre, medlem af Inatsisartut (løsgænger, tidl. Siumut)

Naaja Hjelholt Nathanielsen
Folketingsmedlem (IA), fhv. naalakkersuisoq for erhverv, handel og råstoffer, justitsområdet og ligestilling, Naalakkersuisut - Grønlands Selvstyre, medlem af Inatsisartut (Inuit Ataqatigiit)
Nyhedsoverblik

Grønlands nye folketingsmedlemmer sætter turbo på opbruddet i rigsfællesskabet

Ny grønlænder på Borgen: En kommende dansk regering skal bakke op om at ændre selvstyreloven og grundloven

Sidst fiskede Løkke efter grønlandsk støtte på valgnatten. Det problem har han ikke nu

Her er de nordatlantiske mandater

De kan blive afgørende: Det har de nordatlantiske partier sagt om, hvem de vil pege på















