Lektor: Her er de sproglige greb, Trump bruger for at gøre krav på Grønland

I år overtog Danmark formandskabet for Arktisk Råd med et program, som fokuserer på sundhed og lighed blandt oprindelige folk i Arktis samt bæredygtig økonomi og energiproduktion.

Imens er det netop disse emner, der har fyldt mindst i det globale medielandskab i de seneste år – og det er der en god grund til.  

Udtalelserne fra den nuværende amerikanske præsident om et muligt opkøb – og senere blot en overtagelse – af Grønland i en verden allerede præget af talrige territoriale konflikter har skubbet både menneskelige og miljømæssige problemstillinger i baggrunden. 

Naturligvis med undtagelse af de tilfælde, hvor emner som disse kan bruges til at argumentere for annektering af territorier.

I så fald nævnes oprindelige folks velvære og levebrød ganske abstrakt – men til gengæld både højlydt og hyppigt – som det sås eksempelvis i Donald Trumps telefonopkald til Don Jr. i forbindelse med besøget i Grønland og i hans seneste interview med NBC News, hvor han lovede grønlænderne at “behandle” og “tage sig godt af dem,” hvis blot USA fik lov til at overtage Grønland som “et sted” og en “lokation,” USA “har brug for.”

Mens vi i fællesskab forarges over – og indimellem smågriner ad – den amerikanske regerings udmeldinger og på sociale medier deler vores forbløffelse over det bizarre i, at en nutidig vestlig politiker taler om at erhverve sig et territorium, hvor befolkningen forventes mere eller mindre at følge med, og at et NATO-land fremsætter et forslag, der grænser til et krav og potentielt kompromitterer et andet NATO-lands suverænitet, overses et vigtigt spørgsmål: Hvordan? 

Hvordan bliver disse intentionserklæringer retfærdiggjort? Og hvordan skabes betingelserne for, at USA’s Arktis-politik kan tage en så åbenlyst neokolonial drejning? 

En klar skyldsplacering

Ser man på USA’s førende medieplatforme og deres analyser af regeringens udmeldinger om landets fremtidige Arktis-strategi, tegner der sig et klart argumentationsmønster, som gentages i fremlæggelsen af Trumps Arktis-politik. 

Man starter med at placere skylden: Danmark, Canada og til dels EU bliver anklaget for at have leveret markant under niveau i forhold til arktisk sikkerhed og for at have svigtet den oprindelige befolkning økonomisk.

Pointen er at opbygge en forestilling om en omfattende fare, der lurer i Arktis.

Julia Zhukova Klausen
Lektor ved Aalborg Universitet

Her bør man give credit, hvor det er fortjent: USA’s udmeldinger – og de mediedebatter, de har affødt – har givet et længe ventet skub til dialogen om Grønlands Selvstyres politiske deltagelse, som sandsynligvis har bidraget til, at Grønland nu har fået en ledende rolle i det danske formandskab for Arktisk Råd.

Den tydelige trussel

Dernæst identificeres truslen: Rusland og Kina nævnes igen og igen, hvor det eneste, der varierer, er rækkefølgen - afhængigt af, om man vil fremhæve den militære fare, hvor Rusland typisk står øverst, eller den økonomiske trussel, hvor fokus primært er på Kina.

Lejlighedsvist udvides trusselsbilledet i Trumps og Vances retorik med referencer til “aggressive indtrængninger” fra “andre nationer” eller endnu mere diffuse farer som “ikke de rette skibe,” der sejler rundt om Grønland. 

Man går aldrig i dybden med, hvor disse truende fartøjer egentlig hører hjemme – men det er heller ikke afgørende for argumentationen.

For pointen er at opbygge en forestilling om en omfattende fare, der lurer i Arktis og kræver en ekstraordinær indgriben. En forestilling, som forstærkes og normaliseres, i takt med at den gentages og debatteres i medierne. 

Denne diskursive strategi fungerer som en sikkerhedsliggørelsesmekanisme, der flytter Arktis-politik til et sted, hvor det begynder at fremstå som en tænkelig mulighed at nævne en potentiel tilslutning af Canada til USA som den 51. stat – eller at diskutere, hvorvidt militær magt kunne bringes i spil i forbindelse med USA’s erhvervelse af Grønland.