Forsvarsanalytiker: Troels Lunds udmelding viser et ensidigt fokus på ubåde i Nordatlanten

Rusland udgør en stigende trussel, Kina forventes ad åre at øge sin tilstedeværelse i det arktiske/nordatlantiske område og USA fokuserer i den grad på America First.

Hertil kommer præsident Trumps gentagne forsøg på at undergrave Kongeriget Danmarks sammenhængskraft ved at forsøge at bemægtige sig kontrollen over Grønland.

Herunder har der siden Trumps indsættelse 20. januar 2025 været gennemført en massiv informationskampagne, hvor hovedbudskabet er, at Danmark slet ikke har taget forsvaret af Grønland seriøst.

Det på trods af, at forsvarsaftalen fra 1951 giver USA særdeles vidtrækkende militære beføjelser i og omkring Grønland.  

Sporadisk overvågning og få kampklare enheder

Rusland har igennem de seneste cirka 15 år gradvist øget den militære tilstedeværelse med blandt andet baser i det arktiske område.

I de senere år – især i takt med det meget anspændte forhold mellem USA/Vesteuropa og Rusland – har farvandet mellem Grønland, Island og Storbritannien (GIUK-gap) fået en betydning, som gradvist nærmer sig den, området havde under Den Kolde Krig.

Derfor har USA delvist genaktiveret deres base på Keflavik – blandt andet med P-8 Poseidon antiubådsfly for bedre at kunne opspore og følge russiske ubåde i området. Men der har endnu ikke været melding om en stigende russisk trussel mod Grønland eller Færøerne. 

Kongeriget Danmark er jævnfør Nato-traktatens artikel 3 ansvarlig for at overvåge og forsvare eget territorium.

Historisk har der altid været fokus på kongerigets baltiske del (Danmark), som kontrollerer adgangsvejene til Østersøen.

Vi ved ikke, hvilke styrkemål Danmark har fået tildelt eller har accepteret.

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker ved Forsvarsanalyse.dk

Her er der et fintmasket net af overvågningsradarer til kontrol med både luftrummet og havoverfladen samt rådighed over flyvende og sejlende indsatsenheder på højt beredskab.

Helt anderledes er forholdene i kongerigets nordatlantiske del (Færøerne) og kongerigets arktiske del (Grønland). Her er der kun sporadisk overvågning og meget få indsatsklare enheder.  

Særligt i samt omkring Grønland kan dette rejse berettiget kritik fra USA – hvis ikke det var for Forsvarsaftalen fra 1951, som giver USA ret til nærmest uden begrænsning at iværksætte de forsvarstiltag, som de finder nødvendige i forsvaret af det nordamerikanske kontinent.

Når USA ikke har fundet det nødvendigt at øge forsvarsindsatsen i og omkring Grønland, så klinger det særdeles hult, når både præsident Trump og vicepræsident Vance bebrejder Danmark, at vi ikke løser opgaven.  

Danmarks rolle i overvågningen

Med til opgavekomplekset hører naturligvis også Natos artikel 5 (kollektivt forsvar), som direkte er dimensionerende for Nato-styrkemål.

Altså de aftaler, Nato-staben indgår med de enkelte medlemslande for at sikre, at Nato-øverstkommanderende råder over tilstrækkelige militære styrker til at forsvare den samlede Nato-alliance.

Her kommer GIUK-gap og Danmarks forpligtigelser/aftaler i Nordatlanten ind i billedet. Men vi ved ikke, hvilke styrkemål Danmark har fået tildelt eller har accepteret, for Natos nye styrkemål er klassificerede.  

Det store spørgsmål er derfor, hvilken rolle Danmark skal spille i overvågning og bekæmpelse af ubåde, også kaldet Anti Submarine Warfare (ASW) i GIUK-gap.

Skal Danmark kunne bidrage til overvågning med patruljeskibe/fregatter og ASW-helikoptere? Og/eller skal vi også kunne opdage og bekæmpe ubåde fra fly som for eksempel P-8 Poseidon? 

Danmark besluttede allerede for nogle år siden at udruste fregatterne af Absalon-klassen med slæbesonarer og udruste de maritime MH-60R Seahawk helikoptere med både dyppesonarer og torpedoer.

Før sommerferien besluttede forligspartierne at anskaffe fire General Atomics MG-9B SkyGuardian ubemandede overvågningsdroner samt tilhørende kommunikationssystemer til brug omkring Grønland.

Der har endnu ikke været melding om, hvordan disse overvågningsdroner skal udrustes, men det er muligt at anskaffe en ganske omfattende ASW-pakke til disse overvågningsdroner.  

Hvis Danmark også anskaffer et antal Boeing P-8 Poseidon maritime overvågningsfly samt våben til ubådsbekæmpelse, så vil der ret hurtigt opstå et opgaveoverlap.

Og der vil også opstå spørgsmål, om eller hvorfor Danmark skal råde over to forskellige og ganske omkostningstunge kapaciteter til at løse maritim overvågning samt bekæmpelse af ubåde omkring Grønland.

Et ensidigt fokus på ubåde

Er begge kapaciteter nødvendige? Har Danmark accepteret omfattende Nato-styrkemål i Nordatlanten uden for Kongeriget Danmarks ansvarsområde?  

Anskaffelse af både MQ-9B SkyGuardian og P-8 Poseidon indikerer – sammen med anskaffelser af ASW-udstyr til Absalon fregatter og MH-60R Seahawk helikoptere – at bekæmpelse af ubåde er blevet Danmarks absolutte topprioritet i Nordatlanten og det grønlandske område.

Men er det i overensstemmelse med truslen mod kongeriget og Danmarks sikkerhedspolitiske prioriteringer? Og er det Danmarks opgave at være primus motor i ubådsbekæmpelse i området? 

Der savnes i den grad begrundelser for en sådan ret ensidig prioritering af forsvarskapaciteter i Nordatlanten.

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker ved Forsvarsanalyse.dk

Hvad med luftrumsovervågning i området? Her har Danmark ingen kapaciteter, og der har endnu ikke været meldinger om anskaffelser. Jo, der har undertiden været nævnt muligheden for at sende kampfly til området.

Men indsættelse af kampfly kræver luftrumsovervågning med langtrækkende radarer. For ellers flyver kampflyene blot rundt på må og få.  

I Nordatlanten samt Grønland er der kun meget sporadisk radardækning fra enkelte radarstationer på Island og om nogle år også en på Færøerne. Her vil et samarbejde med Sverige om anvendelse af den svenskudviklede SAAB GlobalEye give væsentligt mere mening.

Tiden vil vise, om det er klogt, at Danmark ensidigt fokuserer på bekæmpelse af ubåde i Nordatlanten. Der savnes i den grad begrundelser for en sådan ret ensidig prioritering af forsvarskapaciteter i Nordatlanten.