Om  
Anne Nivíka Grødem

Grønlandsk erhvervsprofil skal være turismedirektør

Anne Nivíka Grødem er udnævnt til direktør for Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland. Siden april har hun været selskabets konstituerede direktør. 

Anne Nivíka Grødem skal som direktør være med til at fremme lokal forankring i Grønlands turismeudvikling.
Anne Nivíka Grødem skal som direktør være med til at fremme lokal forankring i Grønlands turismeudvikling.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Mette Grube Condrup

Visit Greenland har fundet sin nye administrerende direktør i egne rækker, der officielt tiltræder stillingen 1. august. 

Selskabet, som er Grønlands nationale turistråd og ejet af selvstyret, oplyser i en pressemeddelelse, at valget er faldet på Anne Nivíka Grødem. Hun har været konstitueret direktør for Visit Greenland siden april 2022, da den tidligere direktør,  islandske Hjörtur Smarason, blev fyret efter kun et år på posten.

Anne Nivíka Grødem skal stå i spidsen for at fremme lokal forankring i landets turismeudvikling. 

“Som samfund står vi overfor store infrastrukturelle forandringer, som giver os unikke muligheder for at udvikle turismen i vores land. Jeg er optaget af, at denne udvikling sker som en integreret og værdiskabende del af vores samfundsudvikling. At turismen ikke er afkoblet fra det virkelige liv, som leves her, da det netop er det lokale liv, som vores gæster drømmer om at få lov at opleve og blive en del af for en periode," siger Anne Nivíka Grødem i pressemeddelelsen.

Hun vil prioritere, at det nationale turistråd skaber de bedste muligheder for, at de grønlandske destinationer udvikler sig bæredygtigt, og at markedsføringsindsatserne bliver målrettet turister, der har de samme værdier. Dette skal "sikre at turismen kommer til gavn for hele Grønland”, siger Anne Nivíka Grødem i pressemeddelelsen. 

Anne Nivíka Grødem er født og opvokset i Ilulissat og har i mange år arbejdet som iværksætter og projektleder i Grønland.

Anette Grønkjær Lings, formand for for Visit Greenland, mener, at Anne Nivíkia Grødem er den helt rette til at sikre et solidt grønlandsk turismeerhverv. 

“Udover at markedsføre Grønland internationalt som destination, og dermed tiltrække gæster til landet – så er det væsentligt, at Visit Greenland har fokus på samarbejdet med de regionale DMO’er og turismeerhvervet. Dette skal ske for at binde landet sammen, og sikre at turismen kommer hele Grønland til gavn. Den opgave har Anne Nivíka en dyb forståelse for, da hun selv har siddet i regionalt regi, og kan se og forstå tingene indefra. En uvurderlig kompetence som er nødvendig for at styrke en bæredygtig udvikling af turismen i Grønland.”, siger Anette Grønkjær Lings.

Frem til konstitueringen var Anne Nivíka Grødem souschef i Sermersooq Business, her arbejdede hun blandt andet med  erhvervs- og destinationsudvikling. Samtidig var hun også næstformand i selskabets bestyrelse, og var altså med til at beslutte at afsætte den tidligere direktør Hjörtur Smarason. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Nivíka Grødem

Direktør, Visit Greenland
Finansuddannelsen, Finanssektorens Uddannelsescenter 2003-05

0:000:00