
At drømme er første skridt mod forandring. I mange år og igennem mange generationer før mig har vi levet i et kolonialt mareridt. Det som Asatroen kalder Ragnarok.
Når jeg nu som voksen reflekterer over, hvilken verden min Aanaa (mormor) voksede op i som kvinde, nej, som koloniseret kvinde, så væmmes jeg over, at vi hele tiden får at vide, at "vi skal komme videre" og "lægge det bag os". Nej, det kan jeg ikke acceptere.
Jeg har ofte drømt om en verden, hvor Kalaallit Nunaat (Grønland) står stærkt på egne ben – et land, der ikke længere skal vente på godkendelse fra andre, altså Danmark, et land hvor vores folk, vores kultur, og vores værdier er i centrum.
Når jeg tænker på de sår, kolonitiden har efterladt i vores samfund, mærker jeg en tung sorg.
Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist
For mig er denne drøm ikke kun en abstrakt tanke, men en længsel, som pulserer i mit bryst, hver gang jeg ser på min egen kultur og samfundet omkring mig. En længsel efter noget bedre, noget mere, noget som er vores eget. Et Kalaallit Nunaat, hvor vi ikke længere skal være bange for at miste os selv i andres fortællinger for fremtiden, nutiden og fortiden.
Min vision for et selvstændigt Kalaallit Nunaat starter med os, Inuit, der bor her. Vi skal eje vores egen fremtid, og vi skal gøre det på vores egne præmisser.
Jeg ser for mig et samfund, hvor naturen, som vi har et så nært forhold til, bliver både et symbol på vores identitet og en bæredygtig ressource, der kan hjælpe os med at bygge en stabil økonomi. Her ser jeg turismen, som én af mange veje til dette. Hvis vi formår at skabe en turisme, der respekterer og værdsætter vores unikke natur og kultur, kan vi åbne dørene for økonomisk vækst uden at miste os selv i processen.
Drømmen om selvstændighed
Men denne rejse mod selvstændighed kræver, at vi kigger på vores historie med åbne øjne. Noget vi ofte har fået at vide, vi ikke må, skal eller kan. Og for mange er det stadig en historie, som ikke altid er let at acceptere.
Når jeg tænker på de sår, kolonitiden har efterladt i vores samfund, mærker jeg en tung sorg. Jeg tænker på alle de generationer, der blev behandlet som mindre værd, hvis stemme blev undertrykt. På de kvinder, der mistede deres rettigheder, og på de børn, der blev adskilt fra deres familier. På alle de historier, der ikke blev fortalt – eller hvis vi er ærlige, blev fortrængt.
Dette er ikke blot abstrakte begivenheder, men noget, vi mærker i vores kroppe og i vores relationer den dag i dag, hver eneste dag.
Aka Hansen (1987) er filminstruktør, forfatter, debattør og aktivist.
Hun er aktiv i afkoloniseringsdebatten i Grønland og arbejder med emnet i sine film, kunst og på skrift.
Aka er især kendt for at kæmpe for inuits ret til at fortælle deres egne historier og er aktuel med bogen 'Manifesti'.
Danmark har haft sin version af 'Grønlands' historie, og i mange år har vi været en del af den fortælling. Jeg er blevet opdraget med at høre om de "gode intentioner" bag kolonialismen – hvordan Danmark prøvede at oplyse os, at vi var en del af et større fællesskab, og at vi skulle være taknemmelige for den "hjælp", vi fik.
Jeg har aldrig følt mig taknemmelig. Jeg har aldrig følt mig som en del af det fællesskab, fordi det er et fællesskab, der ikke ser mig som ligeværdig.
Når medierne og politikerne i Danmark taler om 'Grønland', sker det ofte på deres præmisser – de taler om os, men ikke til os – og formår ikke at lytte til os heller. De taler om os som en del af deres historie, som om vi var skabelsen af deres beslutninger. Men vi er ikke deres skabelse. Vi er vores egen.
Vores egen fortælling
Igennem mange år som filmskaber har jeg set den ene film efter den anden modtage støtte fra Dansk Filminstitut. Film, som har været med til at undertrykke Inuit i Kalaallit Nunaat.
Det kan jeg ikke længere acceptere. Det er på tide, at vi skaber vores egen fortælling. En fortælling, hvor vi står stærkt i vores egen kultur, hvor vores sprog er en kilde til stolthed og ikke noget, vi forsøger at skjule eller er bange for at miste.
Jeg ønsker, at vi skal se os selv for den styrke, vi er, og ikke for de svagheder, vi er blevet tvunget til at bære.
Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist
Jeg er så træt af at høre, at grønlandsk er et "mindre" sprog. Jeg er træt af at høre, at vi ikke kan få magt i samfundet, fordi vi ikke taler perfekt dansk.
Sprog er ikke bare ord – det er en del af vores identitet, af hvem vi er, og vi skal begynde at værdsætte og værne om det. Hvis vi mister grønlandsk, mister vi en vigtig del af os selv.
Men vi kan heller ikke lukke øjnene for, at der har været implementeret lovgivninger og udtænkt koloni-strategier til at udrydde og undertrykke vores sprog – ikke kun hjemme i Kalaallit Nunaat, igennem vores skolesystem især, men også i dagens Danmark, hvor vi ser Aki-Matilda blive udelukket fra "demokratiet", når hun spørger om ligestilling for sprog.
Tunge traumer
Når jeg ser på Kalaallit Nunaat i dag, ser jeg både håb og smerte. Der er så meget potentiel i vores land – i vores natur, i vores unge mennesker, i vores fællesskab.
Nogle gange prøver jeg at minde folk om, at de folk, som lever i Kalaallit Nunaat i dag, er creme de la creme af overlevere. Vi er efterkommere af dem, der vandrede længst, og dem som kunne overleve i vores klima i mange tusinde år ved at være innovative og adaptable.
Vi er et folk, der har overlevet utallige prøvelser – udover klimaet, så har vi overlevet koloniseringen igennem 300 år – og som folk står vi i dag stærkere end nogensinde. For vi tager ansvar for efterspillet fra kolonitiden. For de mange love, som er blevet besluttet i Folketinget, og underskrevet af konger og dronninger, som har sat os fuldstændig ude af balance.
Vi skal ikke vente på, at andre definerer, hvem vi er – vi skal gøre det selv.
Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist
Vi er et folk, der bærer på tunge traumer, traumer af kolonisering, af undertrykkelse og af at blive set som mindre. Jeg ønsker, at vi skal se os selv for den styrke, vi er, og ikke for de svagheder, vi er blevet tvunget til at bære.
Selvstændighed for Kalaallit Nunaat handler ikke kun om at få politisk kontrol over vores egne anliggender. Det handler om noget dybere – om retten til at være os selv. Om retten til at vælge vores egen vej, om retten til at fortælle vores egne historier og at definere, hvem vi er, som mennesker, som samfund, som nation.
Jeg drømmer om et Kalaallit Nunaat, hvor vi ikke længere skal forklare vores eksistens, hvor vi ikke længere skal være bange for at være os selv, men hvor vi kan stå stolte – som et folk, der har overvundet sin historie og nu er klar til at forme sin fremtid.
Vi skal ikke vente på, at andre definerer, hvem vi er – vi skal gøre det selv.
Jeg kræver retten til, at vi fortsætter med at drømme og fortsætter med at kæmpe, og at vi en dag kan se på os selv og vores børn og vide, at vi har skabt en fremtid, hvor vi lever på vores egne præmisser igen. En fremtid, hvor vi er frie, selvstændige og stærke.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer






















