Debat

Pernille Weiss om fiskeriaftale: Færøerne bør overveje at udvide sine indtægtskilder

Fiskeri er det vigtigste erhverv på Færøerne og står for 95 procent af den samlede eksport. Med et tættere samarbejde med EU burde det være muligt at udvide landets erhvervsmæssige platform. Det er altid godt for et lille land. Det kender Danmark fra os selv, skriver Pernille Weiss.

Færøerne gjorde ikke noget, som EU har nogen ret til at blande sig i, skriver Pernille Weiss (K).
Færøerne gjorde ikke noget, som EU har nogen ret til at blande sig i, skriver Pernille Weiss (K).Foto: Jens Kristian Vang/Ritzau Scanpix
Pernille Weiss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Færøerne har forlænget deres fiskeriaftale med Rusland med et år. Det gjorde de sidst på året, der nu ligger bag os. Aftalen handler om, at de må fiske i hinandens farvande. Som de har gjort det i 40 år, hvorfor store dele af den færøske fiskeflåde er særligt designet til netop det. Og hvad så? 

Ja, hvad så?  

Splittede det så rigsfællesskabet ad? Nej, naturligvis gjorde det ikke det, selvom min radikale kollega, Morten Helveg vist kaldte det et dårligt signal, og andre kaldte det dårlig timing i forhold til EU's sanktioner mod Rusland på grund af invasionen af Ukraine.

For en af rigsfællesskabets bærende værdier er vel blandt andet evnen til nøgternt og roligt at gå til fakta, som det er og se tingene i deres rette og retfærdige sammenhæng.

Temadebat

Bør Færøerne opgive fiskeriaftalen med Rusland?

Færøerne har indgået fiskeriaftaler med Rusland siden 1977.

Grundet Ruslands invasion af Ukraine og EU's omfattende sanktioner mod Rusland, har Færøernes fiskeriaftale været særdeles omdiskuteret og mødt kritik fra både Danmark og EU.

Men skader Færøernes fortsatte samhandel med Rusland rigsfællesskabets sammenhængskraft? Er aftalen med Rusland overhovedet afgørende for færøsk økonomi? Og er det i virkeligheden et færøsk anliggende, som Danmark ikke burde blande sig i? De spørgsmål stiller Altinget i en ny temadebat.

Du kan se det samlede debatpanel her.

Om temadebatter:
Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende dit indlæg til [email protected].

Når man er et lille, historisk fællesskab i en stor og urolig verden, er det en værdi, der er værd af kære om i al almindelighed – og anerkende som det kit, der holder sammen på fornuften og familien, når der ellers kan laves nem bingo på forargelsens spillemaskine. 

Ingen regler blev brudt

Sagen er jo, at Færøerne ikke gjorde noget, som EU har nogen ret til at blande sig i. Og Færøerne gjorde ikke noget, som ikke også EU allerede selv havde gjort ved at undtage fødevarer fra sanktionslisten mod Rusland.  

Om de økonomiske aspekter er store eller ej, kan heller ikke bruges som noget argument. For de små samfund og virksomheder, der ville være blevet ramt, hvis aftalen ikke var blevet forlænget, havde det været dødeligt.

Om Færøerne risikerer andet og mere alvorligt end forargelsen fra en enkelt dansk radikal, er deres eget ansvar, som jeg er sikker på, at de har kalkuleret med.  

Rigsfællesskabet overlever også denne gang

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Så langt, så godt. Og som vi kan konstatere: Rigsfællesskabet overlever også denne gang.  

Men det kan godt blive endnu stærkere og relationen til EU kan også godt blive mere frugtbar. For vel er Færøerne ikke med i EU, men det er en del af Europa, og de er via netop rigsfællesskabet en naturlig samarbejdspartner til EU.

Det gælder fra grundforskning af enhver art i regi af 'Horizon Europe' til intensiveret forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Færøerne er en del af det Arktis, som EU i alt for mange år har haft et sløset forhold til. 

Derfor er det også glædeligt, at der aktuelt er gang i drøftelser om at forny og forbedre den eksisterende frihandelsaftale mellem Færøerne og EU. Lige nu er fiskeri immervæk det vigtigste erhverv på Færøerne og står for 95 procent af den samlede eksport.

Men med et tættere og mere udviklende samarbejde burde det være muligt at udvide Færøernes erhvervsmæssige platform. Det er altid godt for et lille land. Det kender Danmark fra os selv. 

Så! Smid forargelsen overbord og sæt et større trawl på viljen og initiativerne til et bredere samarbejde mellem Færøerne og EU. Via den, kan vi styrke både rigsfællesskabet, Arktis-Europa-relationen og herigennem vise Rusland, at de ikke kan bruge fisk til at slå kiler i den frie verdens sammenhold.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00