Professor: Kampen om kritiske mineraler i Grønland er også en kamp om vejen til selvstændighed

Med en økonomi, som i overvejende grad baserer sig på fiskeri og bloktilskud, er det afgørende for Grønland at udvikle og diversificere sin økonomi, hvis man skal gøre sig forhåbning om at blive økonomisk selvstændig.

Særligt to sektorer fremhæves som realistiske og attraktive supplementer til fiskeriet: råstoffer og turisme.

Hvad angår råstofområdet, er der dog langt fra enighed om, hvordan en ansvarlig og langsigtet strategi bør tage sig ud.

Helt centralt i den debat står spørgsmålet om tolerance eller fraværet af samme over for uran ved råstofudvinding. Fokus er særligt på uran som biprodukt ved udvinding af kritiske mineraler.

En udfordret bæredygtighedsfortælling

Den direkte baggrund for spørgsmålet, om hvorvidt man i Grønland er villig til at tolerere uran, ligger i Kvanefjeld i Sydgrønland.

I 2007 fik selskabet Greenland Minerals tilladelse til at foretage forundersøgelser. Tilladelsen blev givet af Danmark, da råstofområdet på daværende tidspunkt ikke var hjemtaget. På det tidspunkt eksisterede en de facto politisk praksis for nultolerance for uran.

Den blev ophævet ved beslutningen i 2013, som banede vejen for, at selskaber som for eksempel Greenland Minerals ville kunne udvinde råstoffer, herunder uran, i Kvanefjeld. 

Beslutningen blev imidlertid ikke budt velkommen af alle borgere i Grønland – et forhold, som Hans Enoksens exit fra Siumut vidner om.

Risikoen for alvorlige og langsigtede miljømæssige konsekvenser ved minedrift i Kvanefjeld, hvor uran indgår, udgør en barriere for minedrift i området.

Benedikte Brincker
Professor i sociologi ved Københavns Universitet

Den førte til reaktioner særligt i byen Narsaq, som ligger ved Kvanefjeld. Den lokale befolkning udtrykte bekymring for udsigten til minedrift og risikoen for radioaktiv forurening.

Den bekymring delte mange i landet, og den blev forstærket, da Greenland Minerals i 2019 henvendte sig til selvstyret med ønske om at opnå udnyttelsestilladelse i Kvanefjeld. Den henvendelse er siden da blevet fulgt op af flere. 

Men risikoen for alvorlige og langsigtede miljømæssige konsekvenser ved minedrift i Kvanefjeld, hvor uran indgår, udgør en barriere for minedrift i området. Det udfordrer forestillingen om Grønland som et land, hvor bæredygtighed er i højsædet, når det gælder råstofudvinding.

Det er i den henseende ikke en formildende omstændighed, at Kvanefjeld har forekomster af kritiske mineraler såvel som mineralet thorium, der fremhæves som vigtigt i udviklingen af fremtidens bæredygtige energi. 

Nultolerance over for uran på ny

Debatten kulminerede i 2021 ved et parlamentsvalg i Grønland, hvor råstoffer og udsigten til Grønland som mine-nation var altdominerende.

Det blev et valg, som det socialistiske parti Inuit Ataqatigiit (IA) vandt. De gik i regering med Naleraq, partiet som Hans Enoksen stiftede, da han forlod Siumut i 2013 i protest over beslutningen om at opgive nultolerancen over for uran.

Med denne regering ved roret vedtog det grønlandske parlament i slutningen af 2021 at genindføre nultolerancen over for uran. 

Det satte en stopper for Greenland Minerals ambitioner om at opnå udnyttelsestilladelse i Kvanefjeld, og det danner baggrund for den voldgiftssag, som Energy Transition Minerals (tidligere Greenland Minerals) indledte mod Grønland og Danmark i 2023 med et erstatningskrav på knap 80 milliarder danske kroner.

Energy Transition Minerals har i flere omgange gjort det klart, at man vil opgive sagen, hvis blot man får den udnyttelsestilladelse, som man fastholder, man har krav på desuagtet, at en sådan tilladelse vil omfatte uran i en mængde, som udløser et forbud i overensstemmelse med den lov, som det grønlandske parlament vedtog i efteråret 2021 om nultolerance over for uran. 

Grønland anført af minister for råstoffer Naaja Nathanielsen (IA) har afvist kravet. Ministeren understreger i den sammenhæng, at loven om nultolerance over for uran er vedtaget af en demokratisk valgt regering, som repræsenterer den grønlandske befolkning, og den beslutning skal respekteres. 

Et spørgsmål om selvstændighed 

I Grønland er sagen et spørgsmål om det tempo, med hvilket vejen til selvstændighed skal tilbagelægges, og hvad den skal asfalteres med: Fisk, turister eller miner.

Her er partiet IA, som i foråret 2025 dannede regering med Demokraatit, Siumut og Atassut, optaget af at sikre minedrift med høj grad af hensyntagen til miljø og sikring af gevinster for eksempel i form af uddannelse og beskæftigelse til lokalsamfundet.

Kampen om Kvanefjeld trækker også tråde ind dansk politik.

Benedikte Brincker
Professor i sociologi ved Københavns Universitet

Til sammenligning er Siumut relativt mere parat til at bakke op om Grønland som minenation, hvis det betyder, at det giver indtægter, som kan være med til at skrue op for tempoet på vejen til et selvstændigt Grønland. 

Man må forvente, at Aleqa Hammond, som vendte tilbage som formand for Siumut i sommeren 2025 efter flere års pause fra politik, vil genoptage den dagsorden, som hun lagde grundstenen til, da hun som formand for landsstyret i 2013 fik fjernet nultolerancen over for uran – blot for at se den genindført i 2021 af IA og Naleraq.

Her er det værd at bemærke, at Hammonds departementschef fra 2013, Svend Hardenberg, i foråret 2024 blev ansat ved Energy Transition Minerals. 

Kampen om Kvanefjeld trækker også tråde ind i dansk politik. Samtidig med at voldgiftssagen blev afvist i slutningen af oktober i år og nu skal køre mellem Energy Transition Minerals og Grønland ved den grønlandske landsret, kunne man i medierne erfare, at tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen er indtrådt i et rådgivende panel nedsat af Energy Transition Minerals. Der oprustes til kamp.

Det er en kamp om kritiske mineraler i Kvanefjeld. Kampen er principiel og følges nøje af internationale iagttagere.