Tidligere folketingsmedlem: Verdens uorden truer demokratiske institutioner herhjemme

Danmark har reageret med arktiske kapacitetspakker, mens Nato senest har gennemført øvelser i Grønland – dog uden amerikansk deltagelse, hvilket fortsat vækker spørgsmål.

Samtidig er Danmark en aktiv europæisk aktør og troværdig Nato-allieret. Militær bistand til Ukraine har styrket Danmarks position, men også øget forventningspresset på både regering og vælgere.  

Fra idealisme til en nyrealisme  

Hvor man tidligere troede på globalisering og internationale institutioner som fredsskabere, er realismen nu tilbage i en ny form.

Oprustning er omfattende, alliancer afgørende, og Natos rolle styrket. EU bevæger sig mod tættere forsvarssamarbejde, men det udfordrer den nationale selvbestemmelse.

Jo mere beslutningskraft flyttes væk fra de nationale parlamenter, desto større kløft skabes der mellem vælgernes forventninger og politikernes handlemuligheder.  

For vælgerne betyder udviklingen, at sikkerhed, teknologi og stormagtsrivalisering nu er en del af hverdagen. Diskussioner om hybridkrig flytter fra diplomatiske møder til middagsborde og kaffestuer. Vælgerne bliver mere bevidste og krævende, men også lettere skuffede, når problemerne ikke kan løses nationalt og reagerende på de sociale medier og nyaktivistiske opråb.

Mange vælgere oplever kampen for demokrati og frihed som abstrakt.

Julie Rademacher
Tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Her opstår en demokratisk udfordring: Politikerne taler ofte om store globale linjer, mens vælgerne i hverdagen ønsker læger, sikre skoleveje og værdig ældrepleje. Spændet mellem globale udfordringer og lokale behov stiller andre krav til politikerne.  

Natos tidligere generalsekretær, Jens Stoltenberg, har påpeget, at demokratiske værdier som frihed, mangfoldighed, retten til at tro og tænke frit kom under angreb, da præsident Putin angreb Ukraine. Demokratier skal forsvare sig ikke kun militært, men også politisk og kulturelt.

Det kræver, at vælgerne fastholder troen på de demokratiske processer, selv når de virker langsomme eller utilstrækkelige. 

To dominerende politikertyper

Vi lever i en verdens(u)orden, som Ulla Terkelsen kaldte den, hvor idealismen er afløst af en ny realisme, alliancer er afgørende for små staters overlevelse. Danmark spiller en større rolle i Europa og Nato både på grund af Grønlands strategiske position, men særligt også for at gå forrest med støtten til Ukraine.

Vælgerne er ikke længere blot tilskuere, men aktive medspillere i et globalt politisk spil, hvor deres forventninger kan styrke eller svække demokratiet. Ironisk kan det næste folketingsvalg alligevel blive afgjort af indenrigspolitik.

Mange vælgere oplever kampen for demokrati og frihed som abstrakt, mens indvandring, velfærd og nære spørgsmål føles mere påtrængende. Dermed risikerer demokratiet at blive taget for givet netop i en tid, hvor det er mest under pres.

Valget vil derfor ikke kun afspejle vælgernes prioriteter, men også hvilke politikertyper, der dominerer: på den ene side statsmanden med erfaring og reformer, på den anden side reaktivisterne på særligt højrefløjen.

Dette opgør kan blive lige så afgørende som vælgernes kryds, når fremtidens Danmark styres i en verden præget af uorden. Først kommer kommunalvalget.