Messerschmidt til Løkke: I har misbrugt Europol-samarbejdet

DEBAT: Venstre har sammen med de andre EU-positive partier misbrugt Europol-samarbejdet til at lokke Danmark med i EU’s udlændinge- og retspolitik. Lars Løkke Rasmussen (V) skylder derfor at svare på en række spørgsmål, skriver Morten Messerschmidt (DF) i et åbent brev.

Venstre har sammen med de andre EU-positive partier misbrugt Europol-samarbejdet til at lokke Danmark med i EU’s udlændinge- og retspolitik, skriver Morten Messerschmidt (DF).
Venstre har sammen med de andre EU-positive partier misbrugt Europol-samarbejdet til at lokke Danmark med i EU’s udlændinge- og retspolitik, skriver Morten Messerschmidt (DF).Foto: Europa-Parlamentet

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

At Venstrefløjen drømmer om et Danmark, hvor EU også bestemmer straffe- og udlændingepolitikken, kan ikke undre. Men at du og Venstre er gået med på denne plan, bekymrer mig.

Morten Messerschmidt (DF)
MEP

Kære Lars Løkke Rasmussen

EU fylder ikke meget på dagsordenen i disse uger. Det er forståeligt. Meget er sket rundt i verden.

Det ændrer dog ikke på, at dit – forhåbentligt kommende – parlamentariske grundlag kræver svar på den aftale, du for nyligt indgik med en stribe partier på Christiansborg.

Det er velkendt, at DF og du ser anderledes på store dele af EU-samarbejdet. Fred være med det. For nu.

Mange ubesvarede spørgsmål 
Den aftale, dit parti har indgået, om at afskaffe retsforbeholdet, som vi kender det, rejser dog en stribe spørgsmål. Jeg har stillet dem flere gange i den offentlige debat. Indtil videre har du ikke svaret. Derfor gentager jeg dem nu her:

1) I aftalen vil I kun overlade udlændinge- og asylpolitik til EU, hvis I er enige om det. Alle skal sige ja. Men når jeg ser på, hvordan de samme partier agerer i Europa-Parlamentet, bliver den enighed ikke svær. I Bruxelles stemmer I jo typisk for fælles asyl- og indvandringspolitik. Hvad skulle så afholde jer fra det på Christiansborg? Både SF og De Radikale har allerede bekendtgjort, at det er deres hedeste drøm at få Danmark med i EU’s fælles udlændingepolitik. Hvordan kan du garantere, I ikke giver jer i en sen nattetime under en finanslovsforhandling eller andre svære situationer?

2) Hertil kommer, at retsforbeholdet jo er langt mere end udlændingepolitik. Og på de andre områder findes der tilsyneladende ingen vetoret. Betyder det så, at ethvert flertal kan lade Danmark gå ind i EU’s civilretlige samarbejde (art. 81), strafferetlige samarbejde (art. 82) og harmoniserede strafferammer (art. 83)?

3) Hvad gør I, hvis et direktiv udvikler sig anderledes end ventet? I masser af sager ændrer et direktiv jo indhold igennem tiden. Hvis det politiske flertal i Europa skifter (flertalsafgørelser), hvis den aktivistiske EU-domstol ændrer kurs, eller hvis de faktiske forhold forandrer sig.

Bare tænk på børnepengene, hvor EU har underkendt vores optjeningsprincip. Hvad vil du som Venstres formand, og forhåbentligt statsminister, så gøre? Kan vi komme ud igen, hvis I først har accepteret et direktiv? Eller skal man spørge De Radikale om lov? I givet fald er der tale om en ren blanko-check.

4) Endelig er jeg meget bekymret for aftalens punkt 4, der handler om Schengen. Her står, at alle Schengen-regler skal indarbejdes i dansk ret. Betyder det, at alle partier har vetoret? Venstre må da vide, at Dansk Folkeparti ønsker den britiske model, hvor vi kan være med i politisamarbejdet, men genetablere grænsekontrollen. Som jeg læser aftalen, giver den imidlertid alle EU-partier vetoret på enhver ændring af vores deltagelse i Schengen-samarbejdet.

I så fald er aftalen et endegyldigt farvel til at genindføre grænsekontrollen på linje med eksempelvis Storbritannien. Ingen kan forestille sig, at De Radikale nogensinde vil acceptere noget sådan, og jeg undrer mig over, at Venstre og du – der drømmer om Statsministeriet på Dansk Folkepartis støtte og de mange vælgere, der deler vort ønske om grænsekontrol – overdrager et så væsentligt spørgsmål til den (forhåbentligt) kommende opposition.

Misbruger Europol-samarbejdet
Helt grundlæggende er det ærgerligt, at I EU-partier har misbrugt den alvorlige situation om dansk deltagelse i Europol til et forsøg på at lokke Danmark ind i hele EU’s udlændinge- og straffepolitik. Sagen kunne have været løst langt enklere.

Det er mit indtryk, at et stort flertal på Christiansborg kunne have aftalt, at Danmark ændrer sit forbehold, så vi kan forblive i Europol, men ikke rykker på et eneste af de andre områder, uden at danskerne bliver spurgt ved en folkeafstemning. Det havde været fair. Hvorfor gjorde I egentlig ikke det?

At Venstrefløjen drømmer om et Danmark, hvor EU også bestemmer straffe- og udlændingepolitikken, kan ikke undre. Men at du og Venstre er gået med på denne plan bekymrer mig. I det mindste skylder du svar på mine spørgsmål.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024