Veteran til Christian Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?

Jeg var i Helmand. Christian Friis Bach var i et mødelokale på Christiansborg. Det er to vidt forskellige rum, to vidt forskellige roller, to vidt forskellige former for ansvar. At han alligevel sætter sig selv og os andre i samme kategori – som om beslutningen om at sende soldater i krig kan sidestilles med at være soldat – er fuldstændigt skørt.

Tænk på veteranen, der kom hjem fra Helmand, men aldrig helt kom tilbage som sig selv. Som sover fire timer ad gangen, hvis det er en god nat. Som ikke kan gå i supermarkedet uden at scanne hvert hjørne for fjender. Som har mistet sit arbejde, sin familie, sit greb om den hverdag, vi andre tager for givet. Hans liv blev smadret af den krig, politikerne sendte ham i. Nu skal han kæmpe for at få den skade anerkendt.

Christian Friis Bach valgte selv analogien. Så lad os se, hvad der foregår i det rum.

Veteranen starter hos en militærpsykiater. Så Veterancentret. Så Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Så kommunens socialforvaltning. Så jobcentret. Hver eneste gang: et nyt ansigt, den samme fortælling. Det værste han har oplevet, trukket frem og lagt på bordet foran fremmede mennesker, han aldrig har mødt før. Igen. Og igen. Og igen.

Og hvis han siger nej? Hvis han siger, at han ikke kan mere – at det er for privat, for smertefuldt?

Så kan hans arbejdsskade ikke anerkendes. Han får ingen erstatning. Ingen hjælp.

Samtykket er ikke en reel ret for veteranen. Det er prisen for overhovedet at komme videre. Igen og igen.

At politikerne takker nej koster dem ingenting. De skal ikke begrunde det. De skal ikke engang stå ved, at de har gjordt det. De kan forsvinde fra historieskrivningen uden at efterlade et spor.

Det er den sammenligning, Friis Bach kalder "100 procent overførbar".

Politikerne i Det Udenrigspolitiske Nævn var på arbejde i møderne. De udøvede den mest alvorlige form for offentlig myndighed, et demokrati kender. De tog stilling til, om Danmark skulle sende soldater i krig.

Det er ikke en personlig oplevelse. Det er magtudøvelse. Og magtudøvelse kræver ansvar bagefter. Også når det gør ondt. Også når der er gået tyve år.

Fortrolighedsreglerne i Det Udenrigspolitiske Nævn blev ikke indført for at beskytte politikernes personlige oplevelse af at have deltaget i beslutninger om krig. De beskytter oplysninger om Danmarks sikkerhed. At flytte den beskyttelse fra statshemmeligheder til politisk eftermæle er ganske simpelt usagligt.

Politikerne tager den udredning, Folketinget selv bestilte, som gidsel. Løsepengene er retten til at slette sig selv fra historien.

Morten Kromann

Ansvar er tungt. Men beslutningen om at sende andre i krig kan ikke sidestilles med oplevelsen af selv at stå i den. Politikerne har valgt et embede, hvor de søger ansvaret – det er selve mandatets præmis. Soldater, der fejlede i Afghanistan, er blevet retsforfulgt. Der var intet at gemme sig bag. Der var kun ansvaret.

Christian Friis Bach forsikrer ellers, at "intet bliver skjult". Men i samme interview indrømmer han, at et flertal i nævnet var klar til fuldstændig at blokere for brugen af materialet, hvis de ikke fik mulighed for at skrive sig selv ud. "Valget stod mellem, at intet kunne bruges eller citeres, eller at politikerne individuelt giver tilsagn."

Det er ikke et kompromis. Det er afpresning. Politikerne tager den udredning, Folketinget selv bestilte, som gidsel. Løsepengene er retten til at slette sig selv fra historien.

Modellen rammer bredere end dem, der bruger den. Politikere, der har siddet til møderne uden at blive citeret, risikerer at blive mistænkeliggjort – for ingen udefra kan se forskel på den, der ikke er citeret, og den, der har slettet sit citat. Det mindste, man kan forlange, er, at de citerede står ved, at de har sagt noget, forskerne fandt relevant.

Journalisten presser Christian Friis Bach på det afgørende: Udenrigsministeriet har allerede vurderet, at materialet kan offentliggøres. Sikkerhedsargumentet er væk. Hvad er der tilbage, andet end et egennyttigt ønske om at beskytte sig selv?

"Der er den helt simple begrundelse, at du skal have et nævn, der fungerer," svarer han.

Altså: Fremtiden skal beskyttes mod fortiden. Hensynet til kommende nævnsmøder vejer tungere end hensynet til 44 faldne danskere og tusinder af skadede veteraner, der aldrig fik et reelt valg om, hvorvidt deres mest private lidelse skulle deles med det ene offentlige kontor efter det andet.

Ansvar er ikke et princip, man slukker for, når det bliver ubehageligt. Ansvar er absolut. Politikerne vil stå til ansvar på egne betingelser. Men det er veteranerne og de efterladte, der har betalt prisen – uden betingelser, uden samtykke. Norske politikere har taget ansvar. De kalder Afghanistan et "nederlag".

Det er forskellen, Christian Friis Bach vover ikke at anerkende. Den er ellers ikke lige sådan til at overse.