Veteran: Norge kalder nu officielt Afghanistan-krigen for et nederlag. I Danmark trækker vi tiden

Den “gode allierede”

Rapporten konkluderer, at Norge var en god allieret. Man leverede styrker, specialkapaciteter, felthospital og fredsdiplomati, der gav adgang til de inderste kredse hos USA. Små bidrag gav stor politisk gevinst.

Men rapporten føjer en afgørende sætning til: Norge var en “loyal og dels ukritisk medhjælper for USA”.

I de afgørende år vejede forholdet til Washington tungere end hensynet til afghanske parter og kvinders reelle deltagelse i fredsprocessen. USA satte rammen – de andre fulgte efter.

Det er netop her, en dansk udredning også vil gøre ondt. For hvad vil det egentlig sige at være en “god allieret”?

At stemple ind og ud samtidig med USA – eller at bruge sin egen dømmekraft og sige fra, når kursen er strategisk eller moralsk uholdbar?

Den norske kommission tør formulere dilemmaet. En dansk Afghanistan-udredning kan ikke troværdigt undgå at tage stilling til det samme. Vi har været i præcis den samme struktur som Norge – blot med flere faldne.

Terrortruslen

Det andet mål – at forhindre Afghanistan i igen at blive arnested for international terror – vurderes som “langt hen ad vejen opnået”. Der har ikke siden 2001 været dokumenterede terrorangreb, der entydigt kan føres tilbage til afghansk territorium. Set fra Vesten ligner det en succes.

Hvis Danmark i dag måler sin Afghanistan-indsats på samme måde, bør vi i det mindste være ærlige om, at succeskriteriet blev så snævert, at afghanernes egen sikkerhed og frihed gled ud af synsfeltet.

Morten Kromann
Fhv. officer i Forsvaret og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Men succesen hviler på en meget snæver målestok. Med Doha-aftalen accepterede USA Taliban som kontraterror-partner. Taliban blev pludselig en “nyttig del” af mål­opfyldelsen. Så længe der ikke udføres angreb mod Vesten fra afghansk jord, kan man hævde, at målet er nået – uanset hvad der sker med afghanerne selv.

Samtidig beskriver den norske rapport Talibans magtovertagelse som et “dramatisk tilbageskridt” for befolkningen, med omfattende indskrænkning af piger og kvinders rettigheder og det, mange betegner som kønsapartheid.

Set fra Bruxelles eller København kan fraværet af eksportterror ligne stabilitet. Set fra Kabul ligner det noget andet: En hverdag, hvor millioner lever under et autoritært, ekskluderende styre – uden mulighed for at gøre krav på de rettigheder, vi sagde, vi kæmpede for.

Hvis Danmark i dag måler sin Afghanistan-indsats på samme måde, bør vi i det mindste være ærlige om, at succeskriteriet blev så snævert, at afghanernes egen sikkerhed og frihed gled ud af synsfeltet.

Det egentlige nederlag

Det tredje mål kaldes direkte “det store nederlag”: Forsøget på at opbygge en demokratisk stat i Afghanistan.

Her er sproget usædvanligt skarpt for en offentlig udredning. Målene var for ambitiøse, midlerne forfejlede, tidslinjerne for korte, og viljen til løbende kurskorrektion for svag.

Den norske bistand – næsten 20 milliarder kroner – skabte konkrete forbedringer, især inden for sundhed og uddannelse. Men bistanden var også en del af et system, der muliggjorde omfattende korruption og undergravede tilliden til staten.

Særligt bemærkelsesværdig er rapportens selvransagelse:

Ni år efter den første Afghanistan-rapport er “få erkendelser omsat til handling”. Manglende evalueringer, svag arkivering og fravær af systematisk læring ses som en del af forklaringen på, at man fortsatte trods gentagne advarsler.

Når et naboland kan levere en komplet Afghanistan-rapport på et år, er det svært at forklare den danske forsinkelse uden at nævne politisk berøringsangst.

Morten Kromann
Fhv. officer i Forsvaret og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Det er ikke svært at genkende mønsteret. DIIS’ første rapport dokumenterede, at vi også i Danmark havde viden nok til at reagere tidligere, men ikke gjorde det.

Forskellen er, at Norge nu har gjort læringssvigtet til en del af den officielle fortælling. I Danmark er det stadig kun antydet – og den centrale del af udredningen mangler.

DIIS’ anden rapport burde være vores svar på Norges NOU. I stedet fremstår den som et efterslæb.

Folketinget bad selv om en fuld udredning. Alligevel står vi nu, flere år senere, uden den del der handler om de danske beslutninger, vurderinger og fejl. Når et naboland kan levere en komplet Afghanistan-rapport på et år, er det svært at forklare den danske forsinkelse uden at nævne politisk berøringsangst.

Konsekvenserne er afghanske

Tilbage står det vigtigste: Nederlaget udspillede sig hverken i Oslo eller København, men i Afghanistan.

Talibans magtovertagelse har betydet et historisk tilbageskridt for en hel befolkning. Piger og kvinder er fordrevet fra skolebænken, universitetet og store dele af arbejdsmarkedet. Journalister, dommere, lærere, tolke og tidligere embedsmænd lever skjult eller i eksil. Hundredtusindvis er flygtet; andre er tvunget tilbage til et regime, de ikke kan stole på.

Hvis læring alene bliver et internt projekt for ministerier og styrelser, mister den sin mening. Det må være af hensyn til afghanerne – dem, der troede på vores løfter – at vi insisterer på at forstå, hvad vi gjorde, hvorfor vi gjorde det, og hvordan vi svigtede.

Først da kan vi med nogen som helst legitimitet sige, at vi har lært noget af Afghanistan.

Morten Kromann
Fhv. officer i Forsvaret og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Først derefter giver det mening at tale om “erfaringer” og “kursskifte”.

Norge har taget et skridt ved at skrive nederlaget ind i en såkaldt NOU, der forpligter staten. Danmark mangler stadig at gøre det samme.

DIIS-udredningen må derfor ikke ende som endnu et halvfærdigt arkivprojekt. Den bør færdiggøres, offentliggøres uden unødige begrænsninger og bruges som grundlag for politiske ændringer.

Først da kan vi med nogen som helst legitimitet sige, at vi har lært noget af Afghanistan.

Og måske – en dag – ikke kun erkende nederlaget, men også se afghanerne i øjnene og sige det ord, der glimrer ved sit fravær i både de danske og norske rapporter. Det ord, som skærer i enhver politisk tunge, og som ingen regeringer ynder at udtale. Et ord, der ikke retter fortiden, men som i det mindste viser, at vi forstår dens konsekvenser: Undskyld.