Frygt truer Europas internationale position

Titlen på Moïsis bog "The Geopolitics of Emotions", er ment som en provokation. Ifølge Moïsi er det nemlig ikke muligt at forstå de komplekse sammenhænge, som verden består af uden at inddrage følelser som en faktor. Og selvom variationen blandt disse følelser er omfattende, så kan man forsøge at isolere nogle få centrale og dermed bedre forstå de udviklinger, som foregår i ens samtid. Disse følelser relaterer sig nemlig alle til én essentiel følelse, selvtillid, mener Moïsi:

"De vigtigste følelser er dem, som har med selvtilliden at gøre. Tager man udgangspunkt i selvtillid, udspringer tre følelser: frygt, ydmygelse og håb. Ud fra denne indsigt er jeg begyndt at sammensætte et verdenskort over følelserne, en slags følelsernes geografi. Jeg ser på, hvad en maler ville kalde den dominerende farve, og på denne baggrund mener jeg at kunne se mere håb i Asien, mere ydmygelse i den arabiske og muslimske verden, og mere frygt i Vesten end nogen andre følelser."

Europa i eksistentiel identitetskrise
Det er altså hverken blot ideologiske, økonomiske eller kulturelle grænser som verden kan opdeles i, ifølge Moïsi. For at forstå konflikter mellem regioner, såvel som internt i regioner, må man også se på de dominerende følelser, som gør sig gældende og italesætte disse, hvis de viser sig at have negative konsekvenser. For europæerne er dette især vigtigt, fordi vi i den seneste tid har udviklet en særlig form for mangesidet frygt, som er helt særlig for regionen og som har en anden karakter end frygten i f.eks. USA.

"Frygten i Europa er langt mere fundamental. Den drejer sig om spørgsmålet: Hvem er vi?"

Europa befinder sig i en slags eksistentiel identitetskrise, som består af forskellige lag af frygt: Frygten for at blive invaderet af de fattigste, som giver en særlig negativ attitude overfor immigration, frygten for at blive sprunget i luften af fanatikere, som leder til mistro mellem mennesker, men især mistro rettet mod folk, som ser anderledes ud, og endelig frygten for at blive overhalet af de dynamiske fremadstormende nationer."

Moïsi anerkender, at Europa og EU har store udfordringer, som ikke blot kan kategoriseres som irrationel frygt, men til spørgsmålet, om ikke frygten udspringer af objektive udviklinger og ikke omvendt, svarer han:

Min pointe er, at vi lever i en global verden, hvor det er vigtigt, at vi forstår og nøje følger den måde, som andre ser os på.

Dominique Moïsi
Professor i internationale forhold

Politikerne spiller på frygten
"Jeg tror, det er en interaktion imellem de to. Der er objektive faktorer, som kan få europæerne til at se og forstå deres egen tilbagegang, og så er der subjektive virkeligheder, som bestemmer, hvordan europæerne reagerer på disse objektive hændelser. Og det er her, hvor jeg anklager de europæiske politikere for at være demagoger, som populistisk kapitaliserer på frygten i stedet for at modvirke frygten med energi, vilje og en insisteren på værdier."

Derfor er det for Moïsi helt centralt, at vi vedbliver med at praktisere de værdier, som vi prædiker, og derfor må vi kombinere en blanding af beskedenhed i den måde, som vi kommunikerer med omverdenen på, med en ambition om selv at blive bedre og gøre det bedre.

"Hvis det lykkes frygten at erodere basen for vores moralske overlegenhed, ved at vi begynder at opføre os udemokratisk, f.eks. ved at opdele borgere i kategorier, så er det svært at se, hvorfor vores demokrati skulle være andre systemer overlegent. Min pointe er, at vi lever i en global verden, hvor det er vigtigt, at vi forstår og nøje følger den måde, som andre ser os på."

Problemet Belgien
Men Moïsi er ikke kun bekymret for, om Europa vil lukke sig om sig selv og derved miste sin position i international politik. Han frygter også, at en øget fragmentering vil kaste grus i hele det europæiske projekt ansporet af en mulig opløsning af Belgien.

"Kan den europæiske unions hovedstad samtidig ikke være et europæisk lands hovedstad? Et sådant scenario kunne fremprovokere lignende tendenser i andre regioner såsom i Katalonien eller Skotland, og pludseligt ville vi stå med et Europa, der fylder endnu mindre i europæernes bevidsthed, og mange flere europæiske stater."

Og dermed ville EU i realiteten komme til at bestå af måske 32 stater, med endda endnu flere regionale dialekter - en situation af udtalt forvirring, som Moïsi beskriver den. Og adspurgt, om dette ville gøre Europa praktisk talt umuligt at styre, svarer han:

"Ja ... eller endnu mere umuligt, ville jeg sige."